Muhamad Hamad og Leila El Abad sætter sig ved det lave bord i klasselokalets ene hjørne, hvor lærere og elever i forvejen er klumpet sammen i de slumpne sofaer. Der er dækket op til frikvarter: Kaffe, te med kraftig duft af kardemomme, diverse danske julesmåkager, en hjemmebagt syrisk kage samt arabisk, fladt brød (kendt som durum i Tyrkiet – og på Nørrebro) serveret med makrelsalat.

Men selvom der er frikvarter på Gribskolen, er det ikke en sædvanlig skoledag. Faktisk er det lørdag, og skolen er tom bortset fra den del, vi befinder os i.

Det er heller ikke et helt sædvanligt fag, børnene modtager undervisning i: Det er nemlig arabisk. Her er opgaven ikke at få dem til at tale dansk, for man får et særdeles sjællandsk ”Hej, hvad hedder du?” igen, når man hilser på børnene. Her handler det om at lære dem deres forældres modersmål.

Elevernes forældre er flygtninge fra Syrien, men mange af dem har kun fået lov til at være i Danmark, så længe der stadig er borgerkrig og det anses for farligt for dem at tage tilbage. Nogle har fået fem års opholdstilladelse, andre to år med mulighed for forlængelse.

”De fleste af vores elever er fra familier, der ikke har fået permanent opholdstilladelse. Men de yngste børn har boet i Danmark det meste af deres liv og har lært dansk, selvom de ikke har opholdstilladelse. Til gengæld kan de ikke arabisk. Det sætter dem i en dum situation, hvis de skal sendes til Syrien igen,” fortæller Leila.

Derfor arrangerer den frivilligt drevne forening Ascent Association hver lørdag arabisk-undervisning ved hjælp af seks frivillige lærere for omkring 30 børn.

”Vi flygtninge skal hjælpe hinanden. Hvis ikke vi hjælper hinanden, hvordan kan vi så kræve hjælp fra andre? Vi skal ikke bare sidde og brokke os. Men det er ikke så nemt, faktisk. Mennesker er jo forskellige. Jeg er for eksempel et socialt menneske, og jeg kunne godt snakke engelsk, da jeg kom. Så jeg kunne starte en konversation og klare mig. Men mange har det meget svært,” siger Muhamad.

Fra Damaskus til Gilleleje

Ascent Association blev stiftet for to år siden, og både Muhamad Hamed og Leila El Abad har været med fra start. Leila er i dag næstformand og økonomistyrer. Muhamad er formand, og var desuden med til at tage initiativ til foreningen.

Han kom til Danmark 2013 som flygtning fra Syrien, men er oprindeligt palæstinenser. Grundet stridighederne med Israel flygtede han fra Palæstina til Damaskus som ung. I Damaskus boede der dengang over 100.000 palæstinensiske flygtninge samt efterkommere af flygtninge i en stor permanent lejr ved navn Yarmouk. ”Lejren” var efterhånden nærmere en bydel med skoler, hospitaler og arbejdspladser. Muhamad arbejdede selv som gymnasielærer i fysik og tog derudover forskellige frivillige opgaver for NGO’er, der beskæftigede sig med flygtninge fra Palæstina og Irak.

Men det nogenlunde rolige liv fik en brat afslutning, da Yarmouk og de palæstinensiske flygtninge blev viklet ind i den syriske borgerkrig. En gruppering i Yarmouk støttede Assad-styret, mens en anden var anti-Assad og kæmpede på rebellernes side. Muhamad sympatiserede med oprørerne, men holdt sig umiddelbart fra kampene og beskæftigede sig i stedet med frivilligt nødhjælpsarbejde i området, som dog hurtigt blev smadret og tiltagende umuligt at leve i.

”Da flyvemaskinerne begyndte at angribe med bomber, flyttede jeg og min kone og datter fra Damaskus og ud på landet. Jeg blev der nogle måneder, men så blev min ven fanget, og jeg hørte, at han var dræbt i fængslet. Og du ved; folk siger alting, når de tortureres. Jeg blev bange for, hvad han kunne have sagt om mig og besluttede mig for at flygte ud af landet.”

Han sagde farvel til sin kone og datter og flygtede først til Libanon. Derfra gik turen videre til Tyrkiet, så til Grækenland og Italien. Seks måneder efter flugten fra Syrien landede han i Københavns Lufthavn. Målet var Norge.

”Jeg havde venner fra Syrien i Norge, men jeg blev stoppet i Kastrup og fik at vide, at jeg skulle give mine fingeraftryk og søge om asyl i Danmark eller tage tilbage til Italien.”

Som sagt så gjort. Muhamad blev indkvarteret på Sandholmlejren i to uger, hvorefter han blev flyttet til Asylcenter Holmegaard på Langeland. Efter fem måneder fik han sin opholdstilladelse og lov til at hente sin familie til Danmark. Kort efter flyttede de sammen i en lejlighed i Gilleleje i Nordsjælland.

Tilbage i Yarmouk i Damaskus er der ikke meget, der i dag kalder på Muhamad. Det vurderes, at under 10.000 af de oprindelige over 100.000 indbyggere er tilbage i bydelen. Yarmouk er spredt for alle vinde. Og Muhamad er også blevet glad for Danmark, selvom drømmen egentlig var Norge.

”Min kone og jeg flytter snart her til Græsted,” siger han med en begejstring ellers normalt forbeholdt unge, der har fundet en trendy toværelses på Vesterbro.

Foreningens næstformand Leila er født i det sydlige Iran, men flyttede til Danmark, da hun var i tyverne, fordi hendes eksmand fik arbejde i Danmark. I første omgang havde hun tænkt sig at tage tilbage til Iran efter nogle år, men hun faldt så godt til, at hun endte med at blive.

”Danmark føltes meget hurtigt som mit hjem. Jeg elsker stadig Iran, men jeg føler mig som en turist der. Det er her, mine børn, mit arbejde og mine venner er,” siger hun.

I dag bor hun i Herlev og arbejder som kognitiv mentor, projektleder og tolk. Hendes modersmål er arabisk, da hun er fra den sydlige, arabisktalende del af landet. Men hovedsproget i resten af Iran er persisk, og hun har læst til landbrugsingeniør på persisk, så det taler hun også. Dertil kommer engelsk og dansk.

Nemt at finde frivillige

Ved det improviserede tebord smøres der makrelsalat på et arabisk brød og nippes til danske finskbrød mens der drikkes ”Chai mas suker” – te med sukker. Børnene hænger ved de voksne eller løber rundt og leger fangeleg: ”Du er den! Nej, det er dig nu!”

Normalt ville der være omkring 30 elever, fortæller Leila, men da det er fastelavn i denne weekend er nogle af børnene nok ude og slå katten af tønden. I hvert fald er kun lidt over 20 mødt op i dag. Fra efteråret forventer de omkring 40 elever hver uge, fortæller hun. Muhamad og Leila er tydeligt stolte af undervisningen, og fremhæver særligt lærernes store engagemnt. Børnene er inddelt i tre klasser afhængigt af deres alder, og de mindste klasser har to lærere. Samtlige lærere er frivillige. En af lærerne forklarer, at hun også var lærer i Syrien. Hendes danske er ikke helt godt nok til at undervise i en dansk skole endnu, så hun er glad for, at hun indtil videre kan undervise her.

Muhamad er i det hele taget begejstret for, hvor stor opbakning der har været til foreningens arbejde blandt flygtningene i Ascent’s opland – primært Gilleleje, Helsinge og Græsted, men også Storkøbenhavn og Nordsjælland i det hele taget.

Han fremhæver som eksempel Leila: Hun har været i Danmark længe, er faldet til og kunne lige så godt vælge at leve sit eget liv, men alligevel bruger hun sin fritid på at hjælpe foreningen, forklarer Muhamad.

Leila selv forklarer, at hun valgte at blive frivillig i foreningen netop fordi, at hun er faldet til og trives i Danmark – ikke på trods af det.

”Jeg havde al den her tid, så hvorfor skulle jeg ikke hjælpe andre?”

Samme selvfølgelige holdning til at arbejde frivilligt har Muhamad. Egentlig var hans vens idé at starte Ascent Association.

”Han sagde: ’Vi hjælper allerede vores venner. Hvorfor ikke gøre det formelt?” Og så sagde jeg bare: Hvorfor ikke?”

Facebookgruppe med 20.000 medlemmer gav idéen

Egentlig var hans vens idé at starte Ascent Association.

”En dag sagde han til mig: ’Vi hjælper allerede vores venner. Hvorfor ikke gøre det formelt?’ Og så tænkte jeg: ‘Jo, hvorfor ikke?’”

Muhamad Hamad og vennen havde nemlig allerede hjulpet deres venner med småting som at læse breve fra kommunen og aktivere deres nemID igennem flere år, og denne uofficielle hjælp greb hele tiden om sig. Fra blot at rådgive nære venner gik de videre til også at lave små YouTube-videoer, som viste hvordan tingene fungerede, og snart oprettede de også en side på Facebook, hvor de beskrev procedurer og normer i det danske samfund og snakkede med andre om at være indvandrer i Danmark. Gruppen døbte de ”Ny i Danmark”, og den voksede sig hurtigt stor. I skrivende stund har den over 20.000 følgere. Den store interesse overbeviste venneparret om, at der var behov for flere initiativer på området.

”Så da vi oprettede Ascent Association, formaliserede vi det, vi allerede gjorde. Nu deltager vi også i konferencer og arrangerer multikulturelle fester, og så har vi det her arabisk-kursus for børn.”

Raafat Audeh er ikke længere aktiv i ledelsen af foreningen, men følger med i udviklingen fra sidelinjen. Nyeste skud på stammen af Ascent-projekter er et samarbejde med kommunen, der handler om at præsentere danskere for syrisk kultur og hjælpe integrationen på den måde.

”Meget frivilligt arbejde handler om at introducere det danske samfund til syrere og andre nyankomne men danskerne har også brug for at forstå, hvem syrerne er. På den måde kan vi bedre forstå hinanden og være trygge sammen.”

Muhamad Hamad og Leila El Abad
Muhamad Hamad og Leila El Abad. Privatfoto.