Ældre, aldrende, gravid, gift, ugift.

Stærk, rigtig, hurtigst, stor, fantastisk.

Det første sæt ord er blandt de oftest forekommende i beskrivelser af kvindelige atleter i engelsk-sprogede medier, mens de fem sidste ord er blandt de oftest forekommende i beskrivelser af mandlige atleter. Det er resultatet af en undersøgelse af mediedækningen af hhv. mandlige og kvindelige atleter, foretaget af Cambridge Universitet og udgivet da OL i Rio blev skudt i gang i starten af august.

Samme studie konkluderer, at medier generelt er meget mere fokuserede på kvindelige atleters udseende og civile liv, end de er i forbindelse med mandlige atleter.

Herhjemme var den danske guldvinder, Pernille Blume på forsiden af BT efter sin sejr, hvor overskriften lød “Et hjerte af guld”. Hun beskrives endvidere som sød, stærk, hjælpsom, skøn og målrettet. Nederst på forsiden står “Sådan blev hun svømmegudinde” og der er en teaser til et interview med hendes kæreste under titlen “That’s my girl”.

Et af medalje-håbene i Rio, hækkeløberen Stina Troest, blev da også i 2015 beskrevet flere gange som værende særdeles smuk i en artikel, der egentlig handlede om, hvor svært det er for hende at leve af sin sport. Artiklen indledtes med: ”Med sit store vindende smil og sit lange lyse hår er Stina Troest en af de atleter, som man lægger mærke til…”

Som i de engelsk-sprogede medier, bliver de kvindelige danske atleter ofte kaldt “piger” frem for “kvinder”. Og så var der Rikke Møller, der blev stum af skuffelse under et tv-interview på grund af sit nederlag og blev kaldt “mus”.

Komikeren Megan Ford har lavet en sexisme bingo-plade, som viser de mange måder sexisme er kommet til udtryk på under OL i Rio i mediernes håndtering af de kvindelige atleter.

45 pct. af atleterne i Rio er kvinder. Alligevel ses de fleste konkurrencer for kvinder ifølge Cambridge-studiet stadig som andenrangs i forhold til mændenes konkurrencer.

Kun for mænd

Omtalen af kvinderne til OL er måske ikke så overraskende, når man ser på den kamp det har været for kvinder at få lov til at deltage i de store sportsbegivenheder, for ikke at tale om at blive taget alvorligt. Tilbage ved OL’s begyndelse i Athen var kvinder ikke inviteret. Sport var en måde at vise mandighed på. Heller ikke ved det første moderne OL i 1896 var kvinderne velkomne, da stifteren de Coubertin fandt, at det ville være “upraktisk, uæstetisk, uinteressant og urigtigt” at lade kvinder konkurrere. I 1908 fik kvinder imidlertid lov til at deltage i bueskydning, og i 1912 blev det tilladt kvinder at deltage i tennis, svømning og udspring. Meget fysisk anstrengende discipliner var dog stadig udelukket for kvinder, for kvindernes egen skyld forstås. Men lidt efter lidt åbner flere og flere discipliner op for kvindelig deltagelse.

I 1936 under de såkaldte nazist-lege i Berlin deltog kvinder i en række discipliner, fordi opfattelsen var, at kvinder også kunne bringe hæder til Tyskland. Det var også i den forbindelse, at den første muslimske kvinde deltog i legene, da to tyrkiske kvinder deltog.

Ifølge professor emeritus ved Københavns Universitet, Gertrud Pfister, steg antallet af kvinder i sport for alvor efter Anden Verdenskrig.

Den gradvise udvidelse af kvinders muligheder for at deltage skyldes ifølge Pfister, at det er op til de deltagende lande at beslutte, om de vil sende kvinder afsted. For at deltage skal der desuden være et vist niveau i sporten. Da kvinder mange steder ikke dyrker så meget sport og på et så seriøst niveau som mændene, kan det være svært at finde kvalificerede, kvindelige atleter. Der er stor forskel på, hvor meget de enkelte lande kan investere i OL og sport i det hele taget. Vi skal derfor helt frem til 2012, før alle deltagende lande for første gang havde kvinder med til legene.

Sport er kulturelt

Ofte bliver mænd og kvinders forskellige anatomi brugt som forklaring på, hvorfor kvinder ikke har været så aktive i sport. Men Gertrud Pfister påpeger, at det er samfundets forståelse af krop, bevægelse og køn, som præger den individuelle kropslige erfaring, følelse og fortolkning. Den samfundsmæssige diskurs sætter spor i kroppen og bestemmer kropsbevidstheden, også i forhold til køn. Det er derfor ikke natur, men kultur som bestemmer vores prioriteringer i forhold til sport og sportspræstationer. De gamle forestillinger om køn og sport har fortsat betydning for, hvordan vi vurderer og vægter mænds og kvinders sportspræstationer.

Gertrud Pfister mener, at mulighederne for at dyrke alle typer sport er lige gode for mænd og kvinder i Danmark. Sportsskoler og træning bliver tilbudt begge køn, hvilket er et vigtigt første skridt for at kunne fremme kvinders rolle i konkurrence-sporten. Problemerne opstår imidlertid, når talenterne opnår eliteniveau.

“Mænd kan tjene gode penge på spille fodbold i Danmark. De gode fodboldspillere har en indtjening for livet. Det gælder ikke for kvinderne,” siger hun. Det gælder også i andre lande. I amerikansk basketball, fodbold og baseball kan de mandlige spillere blive rige, mens kvinder, der kan leve af det, er tæt på ikke-eksisterende.

“Mænd har internationalt set større chancer – ikke for at deltage i sport, men for at leve af det og få støtte til deres træning. Det er et problem i de sportsgrene, som kræver ressourcer. I fodbold har du brug for et stadium og vagter til at styre fans. I bilsport, som er stort i Tyskland, skal du have finansieret biler og baner. Det giver kvinderne dårlige chancer.”