1900-tallet: Kolonier tog kampen op mod deres herskere – i cricket
Cricket
Cricket er stadig i dag vildt populært i Indien.
Foto: Street Cricket; Agra, Uttar Pradesh, India af John Haslam

Cricket var primært en britisk sport, indtil imperiets kolonier begyndte at se sporten som en fristende mulighed for at tage kampen op mod deres herskere uden, at det krævede egentlig krig. Indien havde status som britisk koloni fra 1858 til 1947, men var under britisk dominans længe før, og diverse øer i Vestindien – dvs. Caribien – blev også koloniseret i omkring samme periode. Befolkningerne i både Indien og Vestindien begyndte snart at skæve til briternes cricket, og efterhånden spillede så mange cricket, at det blev nationalsporten i begge kolonier.

I 1928 fik Vestindien lov til at spille mod England i organiserede kampe. I 1950 vandt Vestindien stort over deres koloniherrer, og i 1970’erne og 80’erne gik Vestindien hen og blev verdensdominerende inden for sporten. 

Også i fodbold tog kolonierne kampen op mod briterne, og en bengalesisk avis i den indiske stat Bengal beskrev i 1911 tilfredsheden med at det lokale hold havde slået briterne i en fodboldkamp, der blev set af på mod 50.000: “Det fylder alle indere med stolthed og glæde at vide, at ris-ædende, malaria-plagede, barfodede Bengalesere har slået bøf-ædende, Herkuleanske, bestøvlede John Bulls i denne mærkværdige, engelske sport.”

1916, 1940 og 1944: Verdenskrige aflyser OL
Foto: Taak at English Wikipedia Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2063575
Tropper i en LCVP gør klar til landgang på “Omaha” Beach på “D-Dag”, 6 June 1944. Foto: Taak at English Wikipedia Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2063575

Tre gange er OL blevet aflyst, alle gange på grund af krig. Første gang var i 1916, hvor den sjette olympiades lege skulle have været afholdt i Berlin, men blev droppet grundet Første Verdenskrig. Anden gang var i 1940, hvor den tolvte olympiades lege skulle have været afholdt. Det var oprindeligt meningen, at Tokyo skulle være vært, men efter udbruddet af den 2. Kinesisk-japanske krig blev det ændret til Helsinki. Legene måtte dog aflyses helt på grund af Anden Verdenskrigs udbrud. Anden Verdenskrig var også årsag til aflysningen af OL i 1944, som skulle have været afholdt i London. Helsinki blev senere vært for Sommer OL i 1952, mens Tokyo blev vært for Sommer OL i 1964 og skal igen være det i 2020. London var vært for Sommer OL i 1948 og 2012.

1936: Nazi-legene
Foto: Unknown (Asahi Shinbun) - http://www.gettyimages.co.uk/detail/news-photo/bronze-medalist-inge-sorensen-of-denmark-gold-medalist-news-photo/462750628, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=40793070
Bronze-vinder Inge Sørensen fra Denmark, guldvinder Hideko Mahatma fra Japan og sølvvinder Martha Genehger fra Tyskland står på podiet under medaljeoverrækkelsen for kvindernes 200m brystsvømning under de olympiske lege i Berlin i august 1936. Foto: Unknown (Asahi Shinbun) – http://www.gettyimages.co.uk/detail/news-photo/bronze-medalist-inge-sorensen-of-denmark-gold-medalist-news-photo/462750628, Public Domain.

De Olympiske Lege i 1936 blev afholdt i Berlin, selvom IOC var bekymrede på grund af nazisternes magtovertagelse i 1933. Vinter-OL i Tyskland tidligere på året var dog forløbet godt, så Berlin fik lov til at afholde Sommer-OL. Flere lande foreslog en boykot, men den blev ikke realiseret. Spanien var dog ikke med på grund af Den Spanske Borgerkrig. OL i 1936 er blevet kendt som en af de største propaganda-successer i Det Tredje Riges historie. Legene blev i høj grad brugt til at vise, hvor storslået et samfund det tyske rige var ved at blive. For at overgå legene i 1932 i Los Angeles havde man f.eks. bygget et olympisk stadion med plads til 100.000 tilskuere. Samtidig blev det nazistiske Tyskland fremvist som et pluralistisk, åbent og tolerant samfund, hvor mennesker fra hele verden kunne mødes til folkefest. Styret arbejdede hårdt på at få resultaterne fra legene så meget i medierne som muligt. Hitler ønskede dog til at starte med, at det kun var ariske sportsudøvere, der deltog, men da flere lande truede med at boykotte, trak han ønsket tilbage. Det endte med, at fægteren Helene Meyer, som havde en jødisk far, deltog i den tyske delegation. Samtidig vandt afro-amerikaneren Jesse Owens fire guldmedaljer i sprint og længdespring. Den danske, kun 12-årige Inge Sørensen deltog som yngste deltager og vandt bronzemedalje i 200m brystsvømning.

1972: Terror under OL

Ved OL i München i 1972 tog en terrorist-gruppe 11 israelske sportsfolk som gidsler for at få frigivet en række fanger, herunder palæstinensiske fanger i Israel. Aktionen varede i to dage. Gidseltagerne dræbte to af gidslerne, og den efterfølgende politiaktion resulterede i, at de øvrige gidsler samt fem af gidseltagerne og en politibetjent blev dræbt.

1972: Den Kolde Krig kommer til skakbrættet
Boris Spassky
Boris Spassky i aktion for Sovjetunionen.
Foto: Anefo / Croes, R.C. – Eerste ronde IBM-schaaktoernooi, Boris SpasskiDutch National Archives, The Hague, Fotocollectie Algemeen Nederlands Persbureau (ANeFo), 1945-1989, CC BY-SA 3.0 nl

“USA vil have, at du tager derover og slår russerne.” Sådan skulle den amerikanske præsident Henry Kissinger efter sigende have udtrykt den amerikanske nations forventninger til Bobby Fischer, før sidstnævnte tog til Island for at spille skak mod den regerende verdensmester fra Sovjetunionen.

Sovjetunionen have på det tidspunkt domineret international skak i 24 år. Skak var en integreret del af statens ideologi: Man følte, at man ved at vinde i skak kunne bevise kommunismens overlegne effekt på intelligensen. Amerikanske Bobby Fischer dystede mod russiske Boris Spassky i 21 kampe fordelt over halvanden måned. Til sidst triumferede Fischer, og det øjeblik ses som et markant nederlag for Sovjetunionen.

Senere tids verdensmester, russiske Garry Kasparov, har sagt om denne skak-kamp:

“Jeg tror, at grunden til, at vi ser så meget tilbage på dette opgør, ikke så meget handler om skak men mere om det politiske element, som var uundgåeligt, fordi skak blev set af Sovjetunionen som et meget vigtigt og nyttigt ideologisk redskab til at demonstrere kommunistregimets overlegenhed over for det dekadente Vesten. Derfor blev Spasskys nederlag set som et svidende øjeblik i den kolde krig af folk fra begge sider af Atlanten.”

1980 og 1984: Boykott
Foto: Unknown, U.S. Air Force - http://www.defenseimagery.mil; Still Asset Details for DD-SC-85-08930, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=5843818
Åbningsceremonien ved OL i Los Angeles, hvor flere kommunistiske lande blev væk. Foto: Unknown, U.S. Air Force – http://www.defenseimagery.mil; Still Asset Details for DD-SC-85-08930, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=5843818

Nogle år senere var den kolde krig årsag til, at en række vestlige nationer, herunder USA men ikke Danmark, boykottede OL i Moskva i 1980 på grund af Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Fire år senere boykottede en række kommunistiske lande OL i Los Angeles som hævn. Siden har legene ikke været brugt så direkte til større politiske manifestationer. Dog var der adskillige opfordringer til at boykotte OL i Beijing i 2008 på grund af Kinas manglende overholdelse af menneskerettighederne.

2016: Rusland og doping
Putin
Foto: http://en.kremlin.ru/press/photo

Putins Rusland er kendt for stolthed og nationalisme. Den stolthed og trang til at hævde sig og vinde giver måske også udslag i sport. I hvert fald udgav WADA (World Anti-doping Agency) i juli en rapport, der konkluderede, at dopede, russiske atleter blev beskyttet fra højeste sted under vinterlegene i Sochi i 2014 ved at personale, der burde arbejde for at forhindre doping, i smug tømte prøverne fra dopede russere og hældte “ren” urin i.

Afsløringen kom også fra højeste sted: Direktøren for det russiske anti-doping program, Grigory Rodchenkov, tilstod at have medvirket til at facilitere et statsligt dopingprogram og mente, at 15 russiske medaljetagere i Sochi var dopede.

Som straf blev alle 389 russiske atleter, der skulle til OL, placeret under doping-mistanke. Den Internationale Olympiske Komité gjorde det op til hver enkelt sportsforbund selv at afgøre, om de ville lade de russiske deltagere i deres sport komme til OL. 278 atleter ud af de 389 fik lov til at tage til OL, da man vurderede fra de forskellige forbunds side, at de ikke var involverede i doping.