Politisk, økonomisk, militært og ideologisk er USA en overlegen nation i forhold til resten af verden. Denne grundlæggende forståelse af USA som en exceptionel nation, er amerikanske politikere enige om. Men er man det lige nu, og hvordan skal man så genskabe eller fastholde denne status? Her opstår forskellene mellem politikerne, særligt ved dette valg. I 2016 står to vidt forskellige forståelser af USA’s storhed og hvilken rolle, landet skal spille internationalt, overfor hinanden.

Hillary Clinton er fortaler for et aktivt amerikansk lederskab i international politik, og ser derfor en forpligtelse for USA til at handle aktivt i international politik. USA kan og må ikke trække sig tilbage fra verdensscenen i Clintons optik.

Overfor Clinton står Det Republikanske Partis kandidat – Donald Trump. Han mener, at USA er en svækket nation i øjeblikket, en situation som er blevet forstærket af otte års svagt lederskab under Barack Obama. For at genskabe USA’s storhed må landet trække sig tilbage fra mange internationale forpligtelser og følge en udenrigspolitisk grundtanke om ”America First”.

Dermed sætter Trump spørgsmålstegn ved 75 års amerikansk udenrigspolitik, som har været baseret på et omfattende alliancesystem i Asien og Europa, baseret på sikkerhedsgarantier.

Obamas genopbygningsperiode

Næsten otte år efter præsident Barack Obama blev udnævnt til præsident, kan man begynde at gøre status over den udenrigspolitik, som han har ført, for dermed kan man også komme til at forstå den udenrigspolitiske debat ved dette valg.

For præsident Obama har det handlet om at skabe forudsætningerne for amerikansk lederskab i en ny verdensorden, som skal finde sin form i løbet af de næste mange år. USA er stadig en uundværlig international aktør, men landets status som ubestridt leder er på flere måder slut.

Målsætningen for Obama har været at skabe en balance i USA’s udenrigspolitik, således at man kunne fastholde sin ledende rolle og ikke blive ramt af samme fænomen som andre historiske supermagter blev ramt af: ”Imperial overstretch”. Det romerske imperium, det britiske imperium og Sovjetunionen endte alle deres dage, da deres engagementer og ambitioner ikke længere stod mål med deres ressourcer. USA var tæt på med krige i Irak og Afghanistan, og ramt af en finanskrise i 2008. Obamas udenrigspolitiske dagsorden har i otte år handlet om at få USA væk fra denne situation. I stedet for at handle som verdens politimand, måtte USA fokusere på langsigtede udfordringer og kun engagere sig, når vitale, nationale interesser dikterede det.

Det har ført til en mere tilbageholdende udenrigspolitik, end både internationale partnere og amerikanerne selv har været vant til. Det har ledt til skarp kritik af præsident Obamas ageren, men det hele har været med det langsigtede mål at sikre USA plads som en uundværlig aktør i international politik.

Obama 2.0?

Hvis Hillary Clinton vinder valget den 8. november skal vi ikke forvente de store forandringer i amerikansk udenrigspolitik. Hendes opfattelse af USA’s rolle i verden er meget lig præsident Obamas, nemlig at USA er nødt til at lede internationalt, ellers vil der ikke ske noget. En forskel vil dog formodentlig, baseret på hendes historik som senator og udenrigsminister, være en større villighed til at anvende militær magt på den ene eller anden måde.

Ikke forstået på den måde, som mange af hendes kritikere gør det, at hun vil begynde at intervenere alle mulige steder, men på den måde at hun formodentlig ville have støttet syriske oprørere tidligere i deres kamp mod Assad-regimet med træning og våben. Eller støttet Ukraine mere håndfast med materiel og politisk. Den type hjælp vil en Clinton-regering være mere villig til at give. Hun taler også i øjeblikket om etablering af en ”no-fly-zone” i Syrien, for at skabe en humanitær bufferzone. De nærmere detaljer omkring etableringen af en sådan zone er mere utydelige, men en form for amerikansk handling lægger hun op til.

Men Clinton vil være ramt af samme begrænsninger som Obama – og for den sags skyld Trump. En kæmpe national gæld, vælgere som er trætte af konstante militære engagementer, og et militær som stadig kæmper med eftervirkningerne af mere end et årtis krig. Derfor vil hendes udenrigspolitik skulle være aktivistisk på en mere diskret måde, men formodentlig mere aktiv end under præsident Obama.

En ny storhedstid for USA

Udenrigspolitik under præsident Trump vil derimod fokusere på en mere tilbagetrukken rolle for USA. Man skal ikke have styrker stationeret rundt omkring i verden, så længe de pågældende værtsnationer ikke betaler regningen.

I stedet skal amerikanske styrker hjem og bruges til at sikre amerikanske interesser, således at de militære styrker kan bruges som et pressionsmiddel i forhandlinger med f.eks. det iranske styre. Militær magt skal være et forhandlingsmiddel, som præsident Trump kan skrue på efter behov.

Han har ved flere anledninger udtalt, at amerikansk udenrigspolitik skal være mere uforudsigelig. Det er for let for USA’s fjender at regne ud, hvad man vil gøre, og det er for let for de allierede at læne sig tilbage og ikke bidrage, for man er sikker på, hvad USA vil gøre. Ved større uforudsigelighed skal venner og fjender tvinges til at gøre, som præsident Trump vil have.

Med sine udtalelser om uforudsigelighed og at allierede ikke kan regne med amerikansk hjælp, sætter Trump spørgsmålstegn ved 75 års amerikansk udenrigspolitik, som i alle årene har været baseret på gensidige forsikringer i Asien og Europa. Disse alliancesystemer har sikret USA’s interesser internationalt både for at sikre økonomisk og politisk stabilitet.

Trump mener i stedet, at amerikanske interesser er bedst sikret ved en mere isolationistisk disposition af amerikanske styrker kombineret med en realistisk anvendelse af disse. På denne måde minder Trumps udenrigspolitiske visioner mere om udenrigspolitik i det 19. århundrede, end den udenrigspolitik som er ført siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

Erindringen om en tid som aldrig var

I sine udenrigspolitiske udmeldinger spiller Trump på en meget udbredt forståelse af amerikansk historie. Hans kampagneslogan lyder ”Make America Great Again”, og midlet hertil er et fokus på ”America First”.

I 2014 udgav tv-værten Stephen Colbert en bog med titlen ”America Again: Re-becoming the Greatness We Never Weren’t”. Som sådan giver titlen ingen mening – og så alligevel. For som Colbert selv udtaler, så er amerikanerne altid i en tilstand, hvor det lyder, at lige nu går det virkelig dårligt, det var meget bedre i gamle dage og USA skal have genskabt fordums storhedstid.

Det er netop den forståelse af amerikansk historie, som Trump spiller på med sit slogan ”Make America Great Again”. En historisk tid hvor USA var den absolutte leder, som kunne handle ubegrænset, som det passede dem.

”City on a hill”, ”American exceptionalism”, ”Manifest Destiny” eller ”White Man’s Burden” – kært barn har haft mange navne. Men gennem amerikansk historie lige fra 1600-tallets puritanere til i dag har man haft en fælles forståelse af USA som en særlig nation i verden.

Problemet er bare, at den tid aldrig har eksisteret. USA har altid på den ene eller anden måde været begrænset i sin udenrigspolitik. USA har aldrig kunnet agere uden at tage andre nationers reaktion med i overvejelserne.

Med udgangspunkt i sloganet må man antage, at der er en bestemt periode, som Trump mener, man skal tilbage til. Men han har ikke gjort klart, hvilken historisk storhed, det er, man skal have genskabt. Det tætteste, vi er kommet, er et udtryk for beundring for Theodore Roosevelt (præsident fra 1901-1909) i et interview med The New York Times. Men den periode lever heller ikke op til idéen om et stærkt Amerika, som det præsenteres af Trump. I den periode var USA en magt på vej op, som måtte forholde sig til et allerede etableret stormagtssystem med stærke europæiske aktører, som styrede systemet med Storbritannien i spidsen.

Faktisk brugte USA britiske kapaciteter til at håndhæve den ledende rolle, man påtog sig i syd- og mellemamerikanske affærer med Monroe-doktrinen i 1823. USA havde simpelthen ikke ressourcerne til at bakke sine ambitioner op i det meste af det 19. århundrede. Det sørgede Storbritannien for. Ikke helt den ubestridte magtposition, som man kan få indtrykket af at USA har haft, hvis man lytter til Trump og mange af hans vælgere.

Kombineret med idéen om amerikansk overlegenhed, som deles på tværs af partiskel, så findes der en ærgrelse blandt mange amerikanske vælgere.

Trumps vælgere mener, at den særlige status er blevet sat over styr ved, at USA har båret en uforholdsmæssig stor del af byrden for international sikkerhed. Europæiske og asiatiske allierede bliver set som snyltere på amerikansk godhed, og det må slutte nu. Fortsætter det, sættes USA’s status over styr. Derfor kan Trump kritisere NATO og møde klapsalver fra sine vælgere. Hvor Clinton udtrykker uforbeholden opbakning til USA’s allierede, så vil Trump ikke garantere den.

Det er altså to meget forskellige baner for amerikansk lederskab efter januar 2017. En vej, hvor en traditionel forståelse af amerikansk lederskab vil agere drejebog, over for en forståelse som er baseret på ”America First”, som ligner international politik som ført i det 19. århundrede.

Begge dele er baseret på en forståelse af amerikansk storhed, men med to vidt forskellige udtryk for denne storhed.

 

DEL
Tidligere artikelAmerikanisering gør USA til storebror – og Danmark til lillebror
Næste artikelUSA efter Obama
Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på netmediet Kongressen.com, hvor han analyserer amerikansk forsvars- og udenrigspolitik, og leder den del af netmediet som kaldes ”Sikkerhedsrådet”. Han er uddannet Cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Philip har bidraget til tre bøger om amerikansk politik og kultur og desuden skrevet to e-bøger om præsident Obamas udenrigspolitik og amerikansk veterankultur. Han kommenterer amerikansk politik i diverse danske medier. Kongressen på Facebook: https://www.facebook.com/Kongressen/ Sikkerhedsrådet på Facebook: https://www.facebook.com/Kongressen.Sikkerhedsraadet/