I 1522 tog det offentlige Danmark for første gang officielt ansvar for samfundets fattige, da kong Christian 2. befalede, at fattige, der ikke var i stand til at arbejde, skulle udstyres med et særligt tegn, som tillod dem at tigge almisser.

Denne anerkendelse af, at fattigdom var noget, statsmagter måtte forholde sig til, begyndte at opstå i Europa fra 1500-tallet og frem, efterhånden som den europæiske økonomi accelererede: Først i takt med, at Europa koloniserede store dele af verden og skabte ny rigdom for sig selv, dernæst og mest markant da industrialiseringen revolutionerede de europæiske samfund. Den lynhurtige økonomiske udvikling skabte et skel i samfundet mellem den nyopståede middelklasse og de besiddelsesløse fabriksarbejdere, som først det offentlige og religiøse grupper, og senere private prøvede at adressere.

København og middelklassen fik vokseværk

I 1799 tog det offentlige et nyt, stort skridt for at hjælpe fattige, da Københavns styre lancerede “Plan for Fattigvæsenets Indretning og Bestyrelse i Staden København og dens Forstæder”. Planen slog blandt andet fast, at syge fattige skulle behandles, at ikke arbejdsegnede fattige havde krav på almisser fra det offentlige, at arbejdssøgende fattige havde krav på hjælp til at finde arbejde.

De fleste af de love og forordninger, der prøvede at ændre på fattigdom, omhandlede København. Det skyldes, at det primært var her, man mærkede fattigdommen, i sær i slutningen af 1800-tallet.

Fra år 1840 til 1870 steg Københavns indbyggertal nogenlunde kontrolleret fra ca. 120.000 til ca. 180.000. Men de følgende tredive år slog industrialiseringen og urbaniseringen for alvor igennem: Fra 1870 til 1900 blev Københavns indbyggertal fordoblet og landede på ca. 358.000.

Byens vækst og den kapital, industrialiseringen skabte, gav nye underholdningstilbud som Tivoli og offentlige transportformer såsom sporvogne. Butikkerne fik store udstillingsvinduer, som man kunne kigge på, og konceptet “udsalg” fik sin spæde start. De primære forbrugere af byens fornøjelser var middelstanden. Denne nye samfundsklasse opstod i kølvandet på industrialiseringen og blev hurtigt toneangivende for hele samfundet.

Middelklassen dominerede Københavns gadebillede i 1800-tallet. Her ved arrestbygningen i 1831.
Ved domhuset i København, 1831. Gadebilledet domineres af middelstanden med pæne kjoler og høje hatte, men til venstre er underklassen repræsenteret, bl.a. med en gammel kone, der er gadesælger.
Billede: Martinus Rørbyewww.smk.dk, Public Domain, Link

Det var dog ødelæggende for den gode stemning, at middelklassen konstant blev konfronteret med de fattige, som også levede i byen. Og medlidenhed med de fattige skulle man lede længe efter, hvis man f.eks. læser i “Politivennen”, et elsket middelklasse-tidsskrift: Her klagede den borgerlige stand flittigt over fattige, der ødelagde deres oplevelse af byen ved at prøve at sælge ting, tigge og være beskidte og uhøflige.

At middelstanden skulle hjælpe de fattige lå derfor ikke umiddelbart i kortene på dette tidspunkt. I stedet havde de første grupperinger, der gav penge og brugte tid på de fattige, religiøse motiver.

Religiøse motiver kickstartede privat frivillighed

Den katolske kirke var forgænger på området på grund af sine mange nonne- og munkeordener, der delte mad ud, tilbød husly til rejsende og ofte lægebehandling til syge og sårede. Lønnen var selve gerningen og livet i klosteret.

”De katolske nonner og munke var en slags tidlige frivillige. De opererede ofte efter et slags Robin Hood-princip, hvor de krævede betaling for at behandle de rige og brugte pengene til at behandle fattige gratis,” siger Susanne Malchau Dietz, forsker i sygeplejens og herunder filantropiens historie i Danmark.

I 1600-tallet blev der oprettet deciderede katolske sygeplejeordener, kaldet de aktive ordener, og i 1856 kom de første af denne slags til landet. De havde ikke været velkomne før grundet reformationen i 1536, men efter der blev indført religionsfrihed i Danmark i 1849, var det nu muligt for nonner og munke at komme til Danmark.

”Skt. Joseph Søstrene, som var uddannet i sygepleje i Frankrig, kom til Danmark i 1856 og introducerede både frivilligt, systematisk arbejde og professionel sygepleje,” siger Susanne Malchau Dietz.

Efterhånden som der kom flere til landet, etablerede de både hospitaler, skoler og herberger. I hælene på de franske nonner fulgte den lutherske udgave af nonnerne: Diakonisserne. Reelt var diakonisserne et modtræk til de katolske aktive nonneordener, som qua deres hjælpearbejde havde en central position i samfundet.

”Luther kom så at sige i tanke om, at ved at forbyde ordener i den lutherske kirke, kom også et stort velfærdskapitel i samfundet uden for rækkevidde. Så man måtte finde på noget andet. I 1836 tog den protestantiske præst Theodor Fliedner derfor initiativ til at etablere et diakonissehus.”

Det første diakonissehus lå i Kaiserswerth i Tyskland, og hertil strømmede protestantiske kvinder fra hele Europa, som ville lære at drage omsorg for de nødlidende.

”Men fordi den protestantiske kirke tog afstand fra ordenslivet, var det vigtigt for dem at understrege, at diakonisserne slet ikke var nonner, selvom det godt kunne se sådan ud. Det krævede stor retorisk snilde og vedholdenhed. En forskel, man gjorde meget ud af, var, at nonner får et kald og bliver i det livsvarigt, mens diakonisser var i en stilling og kunne gå når som helst.”

Diakonissestiftelsen i 1873
Diakonissestiftelsen i 1873.
Træstik af: Hans J. Holm (Illustreret Tidende) [Public domain], via Wikimedia Commons
I 1863 kom diakonisserne til Danmark med etableringen af Diakonissestiftelsen på kronprinsesse, senere dronning, Louises initiativ. Hun forblev gennem hele sin levetid en interesseret og magtfuld protektor for stiftelsen.

Senere fulgte andre diakonissehuse efter. I 1940 var der tre diakonissehuse i Danmark, som talte omkring 800 diakonisser.  

”På den anden side var der så de katolske sygeplejesøstre, som der også var ca. 800 af i 1940, fordelt på seks ordener. I alt tilbød diakonisserne og de katolske søstre omkring 12 pct. af alle hospitalssenge i landet omkring 1940, og diakonisserne spillede desuden en stor rolle i at udbrede sygeplejen til offentlige hospitaler, fordi de ikke var bundet af et klosterløfte,” fortæller Susanne Malchau Dietz.

Sankt Joseph Hospital
Sankt Joseph Hospital blev bygget af Sct. Joseph-søstrene og var aktivt fra 1875 til 1979. Bygningen kan fortsat i dag ses på Griffenfeldsgade på Nørrebro i København.
Foto: Hede2000Eget arbejde, CC BY-SA 3.0, Link