Dette er året, hvor en kvinde kan blive verdens mægtigste statsleder, hvilket vil have betydning for kvinders selvforståelse overalt, hvor nyheden kommer frem. Men det er også året, hvor Det Republikanske Parti blev kuppet af en uligevægtig reality-stjerne, som med sin særprægede stil måske har gjort arbejdet lettere for Hillary Clinton, selvom det nok ikke var tilsigtet.

I 2008 føltes det som om, at magien omkring det amerikanske præsidentvalg toppede. Barack Obama, repræsentant for en befolkningsgruppe, der har gået så grueligt meget igennem i USA, blev præsidentkandidat og præsident. Hans friske og intelligente stil bragte sådan en stemning af håb til hele den vestlige verden, at han fik Nobels Fredspris for det. Det var et uforglemmeligt valg, som det er svært at sammenligne noget andet valg med. Bortset fra netop præsidentvalget i 2016, som er lige så historisk en milepæl. For i år har vi den første kvindelige præsidentkandidat, som har muligheden for at blive den første kvindelige amerikanske præsident. Det er i sig selv skelsættende, fantastisk og på tide. Men 2016-valgets særlighed stopper ikke der. Ifølge ekspert i amerikansk politik, ekstern lektor ved statskundskab på Københavns Universitet Mette Nøhr Claushøj, er det, der gør denne valgkamp helt speciel, at en reality milliardær fra New York har kuppet Det Republikanske Parti indefra.

”Dette valg vil gå over i historien, fordi det er helt grotesk, at sådan en som Donald Trump har kunnet komme til magten,” siger hun. ”Hans konkurrenter i partiet tog ham i lang tid ikke alvorligt. De brugte al deres energi på at kritisere hinanden, for ham regnede de ikke for noget. Så kunne han få lov til at køre under radaren og køre den hjem.” En fejl, Republikanerne formentlig ikke vil lave igen foreløbig, mener Mette Nøhr Claushøj.

Trump blev nu engang deres kandidat, og at det netop blev ham, som skulle stå over for den første kvindelige præsidentkandidat, er det mest paradoksale. Gennem valgkampen er der kommet mange eksempler på Trumps sexistiske sprog og adfærd. Der er videoklippet, hvor han praler af, at han kan gøre ved kvinder, hvad der passer ham, der er hans sexistiske udtalelser om Clinton og andre kvinder, der i tidens løb har sagt ham imod, eller som bare ikke lever op til hans idealer for, hvordan kvinder burde være og se ud.

Trump har således lagt den hårde og til tider meget grove stil i valgkampen, hvor han desuden også går efter den afroamerikanske del af befolkningen og latinamerikanere.  

”På overfladen kunne Trump godt ligne en klassisk kandidat: en hvid mand oppe i årene. Indeni er han dog ravende tosset. Hillary Clinton derimod ser på overfladen anderledes ud, fordi hun er kvinde, men indeni er hun klassik Demokratisk,” siger Mette Nøhr Claushøj.

Det var i lang tid Clintons store udfordring, at hun ikke havde et klart budskab om, hvad det er for et USA, hun vil frem til – en vigtig vision for en amerikansk præsidentkandidat.

“Så begyndte Clinton at tale om et mere rummeligt USA med plads til alle, hvor ingen grupper bliver forfordelt i forhold til andre. Hendes valg-slogan blev ”Stronger Together”, og umiddelbart kunne det tolkes som et lidt forudsigeligt venstrefløjsbudskab om at stå sammen. Det var en smule vagt og kedeligt,” siger Mette Nøhr Claushøj.

Men da Trump kom og skilte vandene, voksede budskabet og blev pludseligt skarpt og relevant. Trumps vilde udtalelser har på den måde hjulpet Hillary Clinton.

”Mange oplever Trump som en trussel mod stabiliteten i det amerikanske samfund. Han spiller på had og hårde ord mod alle mulige grupper. I den forbindelse kommer Clinton til at fremstå meget statsmandsagtig på en positiv måde. Fordi han står for det modsatte, bliver hendes budskab meget stærkt. Det får mere kraft i befolkningen og bliver mere relevant,” siger Mette Nøhr Claushøj.

Hvis Republikanerne derimod havde stillet op med den Republikanske politiker og tidligere konkurrent til Trump, Marco Rubio, havde det været helt anderledes.

”Han ville i forhold til Clinton virke som del af en ny generation: en ung, dynamisk latino, som Clinton ville virke gammel og passé i forhold til.”

Nu har Clinton i stedet taget rollen som USA’s beskytter mod Trump, som ikke skal have lov til at ødelægge det USA, hun elsker. Samtidig har Trumps grove sexisme gjort det muligt for Clinton at tale kvinders sag i højere grad, end hun ellers ville have kunnet.

”Hvis Trump havde været en klassisk kandidat, og Clinton havde talt om kvinders forhold, kunne hun blive beskyldt for at trække kvindekortet og for at tale for meget for kvinder,” siger Mette Nøhr Claushøj.

”Det kan hun ikke blive beskyldt for nu, for det er Trump, der hele tiden bringer det på banen. Når hun stiller sig op og siger, at kvinder skal behandles lige så godt som mænd og have samme rettigheder og muligheder i livet, virker hun ikke fokuseret på kvinderettigheder, men som en der forsvarer sig og forsvarer kvinder mod Trumps angreb.”

At være en kvinde, der søger indflydelse

En af Clintons udfordringer har været, at hun bliver set som en kandidat fra den gamle garde i det politiske etablissement, som hun har været en del af i årevis. Det politiske miljø bliver af mange amerikanere set som usundt og korrupt, og mange har haft svært ved at tro på, at Clinton kan skabe forandringer. I denne valgkamp har hendes fortrolighed med Washington dog til dels vendt sig til en fordel.

”Det, der før var ulempen ved Clinton: at hun var fedtet ind i det politiske miljø og bliver set som en ærkepolitiker, bliver nu af mange, også Republikanere, set som en fordel, fordi man ved, at hun er pålidelig. Hun er stabil, og det vil man hellere have end Trump, som er en bombe under det politiske system,” siger Mette Nøhr Claushøj.

Clintons tjekkede fremtoning over for sin excentriske modkandidat kan dog ikke ændre på, at mange amerikanere bærer på et gammelt had til hende. Under sin mand Bill Clintons præsidentperiode var Hillary Clinton aktivt involveret i politikudviklingen, hvilket dengang skabte frustrationer hos nogle. Næst efter Eleanor Roosevelt, som eftersigende skulle være et af Hillary Clintons forbilleder, er hun den præsidentfrue med størst politisk indflydelse i amerikansk historie.