En britisk klimadiplomat fortæller, hvordan det, trods drama i sidste øjeblik, lykkedes 195 lande at blive enige om en aftale i Paris – og om betydningen af kaffe i korridoren, når maskineriet ruller.

I december 2015 blev en international klimaaftale vedtaget i Bourget hallerne lidt udenfor Paris. Journalister og eksperter har beskrevet aftalen som en historisk milepæl i indsatserne for at bekæmpe klimaforandringerne. Bag aftalen lå et mangeårigt diplomatisk benarbejde og et stort, komplekst forhandlingsmaskineri. Og bag maskineriet var en myriade af enkelte forhandlere, der holdt sig vågne i sene nattetimer for at forhandle alle ord og kommaer på plads.

Systemet

Klimakonferencen i Paris var en myretue af aktivitet. Over 40.000 personer fra 195 lande deltog. Nogle af forhandlerne pendlede fra Bruxelles eller nærliggende byer, andre kom langvejs fra og indlogerede sig på lufthavnshoteller i flere uger.

Landene forhandler som regel ikke alene, men tager del i større grupperinger. ”Paraply-gruppen” består f.eks. af så forskellige lande som Rusland, USA, Japan, Norge og Ukraine, der i denne sammenhæng er samlet under en fælles paraply. ”Gruppen af 77 + Kina” består af 133 udviklingslande og Kina, som har en særlig status i gruppen. Kina er også med i ”BASIC” gruppen, som desuden tæller Brasilien, Indien og Sydafrika. Hertil kommer gruppen af de mindst udviklede lande (LDC’erne), EU gruppen, De Ligesindede Udviklingslande om Klimaforandringer, Den Afrikanske Gruppe, Den Arabiske Gruppe, De Små Østater, Koalitionen af Regnskovsnationer. Og listen fortsætter.

Hvordan navigerer en enkelt klimaforhandler i en regnskov af alliancer, særinteresser, røde linjer og idiosynkrasier, når hele verden skal enes om et enkelt dokument? Ifølge klimadiplomat Kaveh Guilanpour betyder de personlige relationer mellem forhandlerne mere, end man lige skulle tro.

Personerne bag

Kaveh Guilanpour er britisk diplomat. Han er oprindeligt uddannet jurist fra London, men har de sidste otte år arbejdet på fuldtid med klimaforhandlinger; først for Storbritannien og nu for EU-Kommissionen i Bruxelles. I december brugte han to uger i Paris under COP21. Han overnattede sammen med sine kollegaer på et hotel i nærheden og brugte det meste af sine vågne timer i de enorme konferencehaller, som den franske regering havde stillet til rådighed.

”De personlige relationer mellem landenes ledere er vigtige for de fremskridt, man kan opnå,” siger Kaveh. For eksempel havde den tidligere danske klimakommissær Connie Hedegaard et godt forhold til Kinas præsident Xi Jinping. Det gjorde det ofte nemmere for EU at samarbejde med Kina. Men han fremhæver, at det er mindst ligeså vigtigt med personlige relationer mellem de enkelte forhandlere, der er til stede dag ud og dag ind under klimakonferencerne. Fodsoldaterne, der forhandler aftalens mange tekniske og sproglige detaljer på plads for deres regeringer.

”Når du er låst inde med folk i to uger i træk, som vi var i Paris, er det klart, at personligheder og personlige relationer betyder virkelig meget. Blandt forhandlerne joker vi ofte med, at vi kender hinanden bedre end vores venner og familie,” fortæller Kaveh Guilanpour.

Når forhandlingerne går i hårdknude, er det afgørende, at man kan mødes med personen fra den anden side af bordet over en kop kaffe.

”Folk kan være meget uenige, men det viser sig ofte, at der faktisk er en del overlap mellem deres holdninger. Det kan man kun finde frem til, hvis man kender personerne udover det, de siger i mikrofonen eller skriver i en e-mail,” fortæller han. ”Og det hjælper meget, hvis du godt kan lide personerne, du arbejder med.”