Det var historierne om de ensomme ældre, der fik Malene Hansen til at beslutte sig for at blive besøgsven, en frivillig ordning, hvor man en time til to om ugen er sammen med et ældre menneske, der har ønsket sig at få besøg. Gennem Røde Kors blev Malene Hansen sat i forbindelse med Margrethe Jørgensen, der skønt hun lige er blevet 90 år, stadig bor i egen lejlighed. Hun hører ikke så godt, og hendes ben er begyndt at drille.

“Hun er begyndt ikke at kunne gå særlig godt, og det irriterer hende rigtig meget. Det er rigtig ærgerligt at se, at hendes glæde bliver mindre og mindre, men det er jo alderdom, og det kan ingen af os gøre noget ved. Så vi prøver at få den bedste situation ud af det og tage det med et smil,” fortæller Malene Hansen.

Det gælder også i forhold til udfordringerne med hørelsen.

“Man skal lige gentage nogle ting, og hvis det ikke lykkes 3, 4 eller 5 gang, så skriver vi det på et stykke papir og tager den derfra. Det skal ikke være nogen hindring, at hun ikke høre særlig godt.”

Det første møde var nervepirrende, husker Malene Hansen.

“Der var jo en stor aldersforskel, og jeg tænkte på, hvad jeg skulle sige, men det viste sig, at Margrethe er rigtig god til selv at snakke, så det gik nemt.”

Siden det første møde i september 2016 er de kommet tæt på hinanden. Margrethe ved, hvem Malenes kæreste er, og hvor de bor, for hun har været hjemme hos dem, da Malene havde inviteret hende til julemad i december. De frivillige og deres besøgsmodtagere bestemmer selv, hvornår og hvordan de vil ses, så længe der ikke er penge involveret i forholdet. Malene og Margrethe har dog ellers mødtes hjemme hos Margrethe. Det er det mest praktiske for hende. De taler om vind og vejr, om Margrethes haltende helbred, præsidentvalget i USA, og Malenes “forlovede” som dog kun er hendes kæreste. Margrethe er god til at holde samtalen i gang.

Foto: Melissa Ørnstrup

“Jeg lærer at lytte, og det er fantastisk. På den måde klæder vi hinanden rigtig godt,” fortæller Malene, som arbejder med projektledelse og er uddannet inden for medieproduktion og ledelse.

Samtidig med, at hun blev besøgsven, meldte hun sig også som frivillig til Røde Kors’ kommunikationsgruppe, hvor hun kan komme til redaktionsmøde en gang om måneden og skrive minimum en artikel hvert halve år. Ligesom i forbindelse med rollen som besøgsven, er det ifølge Malene Hansen utroligt, hvor lidt der skal til for at gøre en stor forskel for andre og samtidig få en masse igen.

“Margrethe bliver glad, når jeg kommer, og så bliver jeg også glad. Folk siger, at det er godt af mig, men det er lige så godt for mig. Det er ligesom at give en gave. Man vil tit hellere selv give en gave og se nogen blive glade, end få en gave selv.”

F.eks. har Malene lært at gå i “Margrethe-mode”. Hvis der opstår problemer i hverdagen eller chefen er sur, er det bedst bare at tage det stille og roligt, og tage tingene, som de kommer.

Man kunne måske tro, at Margrethe Jørgensen var en slags reservebedstemor for Malene, men Malene Hansen ser i højere grad Margrethe som en god veninde.

“Det er sjovt, for vi minder meget om hinanden. Vi klikker bare så godt. Hun er utrolig selvstændig og taler lige ud af posen. Jeg oplever hende som utroligt stærk af sind.”

Margrethe mistede sin mand for 50 år siden, da hun var 40 år. Siden har hun været alene, og hun har ingen børn.

Foto: Melissa Ørnstrup

“Man kunne måske have nogle fordomme om, at hun var ensom, fordi hun ikke har nogen børn eller mand eller familie. At det kunne være hårdt at se. Især når man ved, der går en uge eller mere før man kommer igen. Men sådan er det slet ikke med Margrethe. Jeg ved, at hun klarer sig. Ja, hun beklager sig over nogle ting, men hun sætter sig ikke ned og græder. Det, synes jeg, er så inspirerende. At man i den alder sidder hjemme juleaften, nytårsaften og ofte på sin egen fødselsdag, men ikke lader sig kue af det.”

Malene Hansen har heller ikke oplevet, at Margrethe Jørgensen på noget tidspunkt har bedt Malene om at komme mere eller længere, eller kommenteret, hvis der indimellem går lidt længere mellem besøgene. Malene kan dog ikke lade være med at sende Margrethe mange tanker i løbet af en uge. Ikke fordi hun har ondt af hende, men fordi Margrethe er blevet en del af Malenes liv. Som med andre mennesker, man kender godt, tænker Malene tit på ting, hun skal huske at vise eller fortælle Margrethe, når hun ser hende næste gang. Hun bekymrer sig også for hende. Det mærkede hun for alvor, da Margrethe blev indlagt mellem jul og nytår.

“Jeg får jo ikke noget at vide, fordi jeg ikke er familie. På et tidspunkt var hun kommet på rehabiliteringsafdelingen, og der aftalte vi, at jeg ikke ringede og lavede aftaler, men bare kom forbi i besøgstiderne. Så en dag kommer jeg og går ned til hendes gang og ser, at der står et andet navn på døren. Jeg blev jo helt chokeret og tænkte ‘nej, nej, nu er det sket’. Det ligger jo i baghovedet. Hun har alderen, og hendes helbred går nedad, så jeg er indstillet på, at jeg en dag ringer, og de siger… ja. Men jeg fandt personalet og spurgte, hvor Margrethe var, og de fortalte, at hun var blevet sendt hjem. Det var jo en fantastisk nyhed!”

Den dag Margrethe Jørgensen ikke er mere, er Malene Hansen fast besluttet på at blive besøgsven for en ny ældre borger. Hun ved, at hun har været meget heldig med sit forhold til Margrethe, men hun tror på, at hun også kan få gode forhold med andre ældre. Hun har lært, at alder ikke betyder noget.

Besøgsven, Røde Kors
Foto: Melissa Ørnstrup

“Det er en fantastisk måde at møde nye mennesker, som har nogle andre holdninger og synspunkter end en selv. De har gennemgået en masse ting, man kan lære noget af. Margrethe er en kæmpe succes, fordi vi er så meget på bølgelængde. Det kan sagtens være, det ikke sker næste gang, men det vil stadig være noget, som gør mig glad. Og så længe det gør det, hvorfor skulle jeg så stoppe?”

Malene Hansen tror, at hendes beslutning om at blive besøgsven kommer af, at hun hjemmefra har været vant til, at man i familien og blandt naboer hjælper hinanden meget, og hun har set, hvor lidt der tit skal til for at hjælpe. Hun håber at få flere, navnlig folk i hendes familie og vennekreds, til også at gå ind i frivilligt arbejde. F.eks. som besøgsvenner for ældre mennesker. Hun har forsøgt at give flere et skub, men har endnu ikke haft held med at rekruttere nogen.

“Det handler i bund og grund om prioriteringer, og så at folk ikke er informeret nok om, hvor lidt det egentlig kræver af tid og kræfter. Det var også informationen om ensomme ældre og arbejdet som frivillig, der fik mig ind i det.”

Det er dog vigtigt, at man kun melder sig, hvis man har overskuddet til det. Besøgene må ikke være en byrde, for det går ud over begge parter.

“Det er ligesom at mødes med en veninde eller en ven, man ikke har set i noget tid, og man kan se, at vedkommende ikke har lyst til at være der. Det gavner ikke nogen. Sådan skal det ikke være,” siger hun.

“Det skal være, fordi man har lyst og overskud til det, det kræver. Men det kræver ikke særlig meget, og man får så meget igen.”

DEL
Tidligere artikelSkellet mellem rig og fattig skabte hjælpearbejdet

Jeg interesserer mig for samfund og kultur og skriver gerne om tendenser jeg ser og ting, der undrer mig. Betydningen af køn og kampen for ligestilling er vigtige emner, som det ikke nytter at tale udenom.

Jeg søger inspiration i god litteratur og har gerne næsen eller øret i 3-4 bøger ad gangen. Jeg er en flittig forbruger af film, opera og klassisk musik, men er også typen der går på hundeudstilling!

Jeg er uddannet journalist fra DMJX og antropolog fra Københavns Universitet.