Maria nåede at være hjemløs i ét år og tre måneder før hun fik et værelse gennem Kofoeds Kælder på et ungdomsherberg for unge mellem 18 og 30 år, hvor man deler bad, toilet og køkken. Kort tid efter hørte hun om ’Hellebro’, og der begyndte hun at komme jævnligt for at spise og være sammen med andre unge, der er i samme situation som hende selv. Hellebro føles som hendes andet hjem. Det er det navnlig fordi, at det er forbeholdt unge.

”På Reden forsøgte jeg også at tale med folk, sidde og se fjernsyn med dem, men de var bare så langt ude. Selvom nogle af dem på Hellebro har været hjemløse i længere tid, kan vi stadig snakke om normale ting. Det er rart, fordi det føles ikke som om vi er hjemløse, det føles mere som en klub, hvor jeg kommer ned og møder mine venner,” siger hun.

Derfor er hun også overbevist om, at hun selv vil komme derned som frivillig, når hun en dag har fået styr på sig selv og sit liv.

”Det her sted har betydet, at jeg har kunnet tale åbent om min hjemløshed. Vi nærmest joker med, at vi ikke ved, hvor vi skal sove i nat. Jeg behøver ikke spille den gamle Maria, når jeg er sammen med dem. Jeg kan bare være den Maria, jeg er blevet til efter alt det, jeg har oplevet. Det er noget andet, når jeg er sammen med mine veninder, som ikke har oplevet noget lignende. Så synes jeg tit, jeg kommer til at lyde meget hård og gangsteragtig, selvom jeg slet ikke er det. Jeg havde virkelig brug for at møde nogle mennesker, der forstod det, for jeg følte mig meget alene,” siger hun.

I dag har Maria kontakt med sin mor, men de ses ikke for tit, for så kan forholdet eskalere, men moren hjælper hende indimellem med penge og mad. Hun foreslår også af og til, at Maria skal flytte hjem igen, men Maria frygter, at det bare vil ende i det samme igen. Det ændrer ikke på, at beslutningen om at klare sig selv er hård.

”I længden giver det en stress i kroppen, som jeg stadig arbejder meget med. Du kan ikke købe en slikkepind uden at tænke på, at de 2 kroner kan blive meget vigtige en anden dag,” siger hun.

Samtidig slider det på selvværdet.

”Jeg føler mig ikke elsket, fordi jeg føler mig som et udskud i samfundet. Jeg er ikke en del af det normale liv, som alle andre lever. Jeg føler mig lidt som noget skrald. Jeg føler aldrig, at jeg er ren, selvom jeg lige har taget et bad. Jeg føler altid at jeg lugter og… ja.”

For at holde fast i det normale liv forsøger hun blandt andet at klæde sig, som hun altid har gjort.