”Det er ikke socialministeriet, der er den stærke aktør i den offentlige forvaltning. Det er beskæftigelsesministeriet og finansministeriet. Det gælder også ude i kommunerne. Det er ikke socialudvalget, der har den store indflydelse. Det handler ikke om én socialminister, men om de sidste mange socialministre og socialministeriet i det ministerielle hierarki i det hele taget. Kontanthjælpsloftet er dog et socialpolitisk tema, men det er beskæftigelsesministeren, der siger noget om det hele tiden,” siger Preben Brandt.

Han mener, at vi i samfundet i dag ikke erkender, at der stadig er social ulighed, som betyder, at nogle har en dårligere chance for at komme ind i det almindelige liv end andre. Ligesom vi ikke erkender, at der er mennesker, som har svært ved de regler, vi andre følger og som ikke er helt så autoritetstro.

”Den gruppe unge, der er hjemløse i dag, er ligesom socialt svage unge for 50 og 100 år siden, men de har fået det endnu sværere i det her samfund, fordi det stiller nogle meget større krav til os alle sammen. I gamle dage kunne de blive daglejere og have andre småjobs, godt nok ikke særligt attraktive jobs, men dog jobs som på en eller anden måde gav dem mulighed for at bevare forbindelsen til samfundet. I dag har vi et pænhedssamfund og et konkurrence- og effektivitetssamfund. Det passer de dårligt ind i, så de bliver holdt udenfor,” siger han.

Betydningen af et hjem

Ifølge erhvervsph.d.-studerende ved Aalborg Universitet, Laura Helene Højring, er det meget forskelligt, hvilken type bolig hjemløse drømmer om. Nogle vil gerne have deres egen lejlighed så hurtigt som muligt, mens andre foretrækker at være en del af et fællesskab.

“Vi inviterer venner og familie hjem, når vi skal være sammen med dem. Man skal have et hjem for at være social, men også have et socialt netværk for at have et hjem, hvor man ikke er ensom. Mange hjemløse har ikke et stort netværk eller et arbejde. De er bange for at komme ud i en lejlighed, hvor de sidder alene og isoleret uden noget at foretage sig,” siger hun.

Men for langt de fleste gælder det, at et hjem i en eller anden form er en helt basal nødvendighed.

”Det er hårdt ikke at have noget sted at bo. Hjemmet er en base, det sted, man kommer tilbage, lader op og tager ud fra. Det er der, hvor du kan være dig selv, hvor det er dig, der bestemmer. Det er at have sin egen dør, man kan lukke, og bestemme, hvem der kommer ind og hvem, der ikke gør,” siger hun.

Når man ikke har et sted at bo, har man ingen ro. Men at få en bolig er også en nødvendighed for at komme videre med sit liv, navnlig som ung.

”Når du ikke har en adresse, kan du ingenting. Alle systemer i samfundet kræver, at du har et sted at bo. Du får heller ikke en nattesøvn. Du bliver drænet. Du har ikke noget rent tøj at tage på, du får ikke noget ordentlig at spise. Alle de der helt grundlæggende ting. Du kan ikke løse dine problemer,” siger Laura Helene Højring.

Men priserne på boliger stiger i byerne i takt med de offentlige udgifter og renoveringer, der betales af over huslejen. Mange steder bliver lejligheder lagt sammen, fordi man i mange år har satset på store familieboliger. Private udlejere kan tillade sig at skrue huslejen op, fordi der er så stor efterspørgsel. Mange har ikke lyst til at flytte ud der, hvor det er billigt, blandt andet fordi det giver andre problemer, hvis du er ung og skal have en uddannelse og skal bruge tid og penge på at rejse frem og tilbage.

”Hvis der var masser af billige boliger, ville der stadig være folk, der havde problemer, men flere ville kunne komme videre. Lige nu sidder folk på herberg og venter i årevis på at få en bolig, selvom herbergerne er et sted du skal bo 3-4 måneder eller til du er klar til at flytte i en bolig. Det er et sted, du bliver udredt, og hvor der bliver lavet en handleplan. Men hvis ikke der er boliger, så er det en prop. Så er der ikke nogle nye, der kommer ind på herberget,” siger hun.

Den nationale strategi Housing First betyder, at man skal tilbydes en bolig fra begyndelsen af sin hjemløshed plus den støtte, man har brug for. Ideelt set skulle man kunne lukke alle herberger og natcafeer, for så snart systemet stødte på en hjemløs tilbød man vedkommende en permanent bolig. Men strategien virker ikke, når man ikke har boligerne, forklarer Laura Helene Højring.

“Vi har spændt ben for os selv ved at have en høj boligstandard. Umiddelbart er det jo godt, men hjemløse vil man også tilbyde toværelseslejligheder som minimum. Det er også, hvad de hjemløses landsorganisation anbefaler, men hvis vi ikke har nok, som folk kan betale af deres kontanthjælp, er det svært,” siger Laura Helene Højring, som mener at mange ville være tilfredse med mindre. Ikke mindst de unge, som ikke nødvendigvis regner med at blive boende det samme sted i årevis.

“Man flytter meget hyppigere, når man er ung. Det er noget andet for folk i 50’erne, der gerne vil finde et sted, hvor de kan bo resten af deres liv. De unge har brug for en base, så de kan komme videre med deres liv. Hvis du skal lave billigere boliger, er det eneste parametre, du kan skrue på, størrelsen,” siger hun.

Det er navnlig et problem, at de unge er nødt til at søge ind på herbergerne, selvom de for det første er tænkt som midlertidige boliger, og for det andet kan være problematiske for de unge at komme ind i, fordi de voksne hjemløse med alvorlige misbrugsproblemer også er der.

1
2
3
4
5
6
7
DEL
Tidligere artikelDistancen til politikerne er forsvundet
Næste artikelKlimamaskineriet: En beretning fra Paris

Jeg interesserer mig for samfund og kultur og skriver gerne om tendenser jeg ser og ting, der undrer mig. Betydningen af køn og kampen for ligestilling er vigtige emner, som det ikke nytter at tale udenom.

Jeg søger inspiration i god litteratur og har gerne næsen eller øret i 3-4 bøger ad gangen. Jeg er en flittig forbruger af film, opera og klassisk musik, men er også typen der går på hundeudstilling!

Jeg er uddannet journalist fra DMJX og antropolog fra Københavns Universitet.