En fredag aften i januar 2014, omkring klokken halv 12, stod Peter på gaden med en rygsæk, to poser og 200 kroner på lommen. Han var blevet smidt ud af den lejlighed, han delte med sin kæreste og deres fælles datter. Det var en andelsbolig, som kærestens bedsteforældre havde købt til parret, så da det hele eksploderede efter nogle dage med skænderier, var det Peter, der måtte ud. Hans kæreste tilbød, at han kunne sove på sofaen til næste dag, men det havde han ikke lyst til. I stedet ringede han til nogle kammerater og fortalte, hvad der var sket og tog hjem til sine forældre. De troede alle sammen, at bruddet med kæresten var midlertidigt.

”Det troede jeg egentlig også selv. Vi prøvede også, men der var ikke noget at gøre. Hverken fra hendes eller min side,” siger Peter, der er 27 år gammel. Det var en meget overvældende situation. Peter havde haft en temmelig almindelig opvækst hos sine forældre. Hans far havde dog prøvet at være frivillig hjemløs i en periode, da han var 19 år.

”Min far har været meget åben omkring det, og det var sgu egentlig meget godt at have hans erfaringer som udgangspunkt for, hvad jeg skulle gøre. Han kontaktede sine venner og sin familie, det gjorde jeg også,” siger Peter.

Det første stykke tid sov Peter på skift hos sine forældre og venner, men efter en måned kunne han mærke, at folk begyndte at blive trætte af ham. Hans forældre ville gerne hjælpe ham, men hvis han flyttede ind hos dem, ville han blive skåret i sin kontanthjælp, og det ville være svært for dem at have råd til noget som helst, forklarer Peter.

”Jeg fik at vide af folk, at det var okay, men samtidig fik jeg følelsen af at være en belastning. Selvom mange siger, at det er du ikke, så føler man det alligevel selv på et eller andet tidspunkt.”

Det begyndte også at gå op for ham, at situationen var mere permanent, end han først havde troet, og at han var nødt til at gøre noget. Han havde ingen indkomst og en lav kontanthjælp (kaldet uddannelseshjælp, der svarer til en SU). Der var ingen boliger at få, som han kunne betale. På et tidspunkt kom han i kontakt med Kofoeds Kælder, som er et kontaktsted for unge hjemløse. Her mødte han andre, der stod i samme situation.

”I starten følte jeg ikke, at jeg var hjemløs. Jeg ville ikke rigtig indrømme det. Jeg var meget flov over min situation. Men at komme et sted, hvor alle andre var ligesom en selv – helt almindelige mennesker, der var i en lorte-situation, det var rart, for de forstår hvad du mener. Min far havde prøvet det, men ikke på samme måde, for han havde selv taget valget og undersøgt det med sit netværk inden, så han kunne bo forskellige steder. Det havde jeg ikke. Med de andre kunne jeg tale om, hvad man gør, når ens netværk bliver træt af en. For på et eller andet tidspunkt har du udnyttet folks gæstfrihed så meget, at det ikke går mere.”

Antallet af unge hjemløse stiger

En SFI-kortlægning af hjemløshed i Danmark fra 2015 viser, at hjemløsheden i Danmark fortsat er stigende. Siden 2009 er antallet af hjemløse i Danmark steget med 23 procent. Årsagerne til hjemløshed er både individuelle og samfundsmæssige forhold. En stor del af de borgere, der bliver hjemløse, er personer med psykisk sygdom eller misbrugsproblemer, men den pressede boligsituation i landets storbyer, hvor der er kraftig mangel på billige boliger, gør det også meget svært at nedbringe hjemløshed. De unge er særligt sårbare på grund af den lavere kontanthjælp, hvilket gør det endnu sværere for dem at finde en bolig, de kan betale. I de tidligere kortlægninger har der været kraftige stigninger blandt de 18-24-årige, men denne gang er der sket en stigning i gruppen af 25-29-årige.

Ifølge dr.med., psykiater og stifter af projekt UDENFOR, Preben Brandt, har grupperne af hjemløse ændret sig i de 30-40 år han har beskæftiget sig med hjemløshed i Danmark.

”Det er nogle andre grupper af mennesker, der er hjemløse i dag. Dengang jeg trådte ind på scenen omkring 1980 var det ældre mænd med alkoholproblemer, der var hjemløse. De havde haft et liv med arbejde af forskellig slags, som sømænd, havnearbejdere og sådan noget. De havde også haft en familie, som var forsvundet ud og de var gået til i alkohol,” siger han.

På et tidspunkt kom de ældre mænd på plejehjem i stedet for at være på gaden. Til gengæld blev der løbende skåret i antallet af sengepladser i psykiatrien, så der kom flere psykisk syge hjemløse, hvilket fik gennemsnitsalderen for hjemløse til at falde. Samtidig kom der stofmisbrugere til, hvilket fik gennemsnitsalderen til at falde yderligere. Til sidst kom også 1. og 2. generationsindvandrere til statistikken. Men selvom antallet af unge hjemløse er eksploderet de sidste mange år, er lovgivningen ikke fulgt med, mener Preben Brandt.

”Der er kommet kontaktpersoner og botilbud, men i forhold til forebyggelse og selve indsatsen, er der ikke sket noget radikalt, selvom det er nogle helt nye grupper,” siger han.

Socialpolitik bliver nedprioriteret

En forklaring på, at hjemløseproblematikken ikke er blevet forbedret, er ifølge Preben Brandt, at socialpolitikken har været meget svag de sidste 20 år.