Agnethe Diarra Overgaard manglede kun at lave sit feltarbejde og det efterfølgende speciale for at blive antropolog. Feltarbejdet, som er et næsten mytisk og personligt overgangsritual inden for disciplinen, skulle handle om somaliske flygtninge på Malta. Øens store search-and-rescue zone i Middelhavet betyder nemlig, at mange flygtninge på vej mod Italien bliver opdaget i maltesisk farvand og ender der. Det var en situation, som Agnethe gerne ville se nærmere på, og hun ankom til øen i august 2013 med sin optager og en masse antropologisk teori, som skulle hjælpe hende med at undersøge felten og skabe materiale til sit speciale.

Som på mange af de andre sydeuropæiske ferieøer, der har været i centrum de seneste år, var der på Malta en bizar blanding af solbadende turister, vilde sprogskole-studerende og flygtninge fra krig og fattigdom. Agnethe boede midt i festområdet Paceville, hvor hun kendte en fyr, Nick, hvis familie ejede flere lejligheder i området. Han var selv kommet til Malta nogle måneder før Agnethe og havde blandt andet lært en vestafrikaner, der hed Zou, at kende på en bar. Zou boede i nogle containere i et åbent asylcenter 16 km udenfor byen, så Nick havde tilbudt ham at flytte ind i sin lejlighed. Kort efter flyttede Agnethe ind i lejligheden ovenover.

Marts 2016: Agnethe sidder med sin datter Dialla på halvandet år i deres lejlighed på Nørrebro. Specialet er afleveret for længst og eksamen bestået. Alligevel trækker feltarbejdet på Malta stadig spor. Det var nemlig ikke kun et speciale, der kom ud af det, men også en ægtemand, et barn og en hel masse problemer med forskellige systemer i både Danmark og i udlandet. Situationen er stadig uvis. Indtil videre er hun alene med datteren og venter på familiesammenføring. Det har allerede været en lang kamp. Det var slet ikke planen eller noget hun havde forestillet sig, da hun begyndte arbejdet. Eller første gang hun mødte Zou, som den dag arbejdede sammen med Nick i Nicks tanters have.

“Jeg ankom sammen med Nicks far, som havde budt mig velkommen i lejligheden, mens de andre var væk. Først snakkede jeg lidt med tanterne, som fortalte, at Nick var ude i haven med en nigerianer, som forresten var meget sød. Jeg tænkte, at jeg burde snakke lidt med ham. Måske kendte han nogle fra Somalia,” husker Agnethe.

Da hun kom ud i haven og så ham, slog det hende med det samme, at han var en pæn fyr.

“Nå, du kommer fra Nigeria?” spurgte hun ham.

“Nej, jeg kommer fra Mali…” svarede han.

“Det grinte vi ret meget af, og jeg fik forklaret ham om mit feltarbejde. Jeg kunne mærke, at han syntes, det var spændende. Når man er antropolog stiller man jo en helt masse spørgsmål, og selvom jeg måske ville have stillet en del af de samme spørgsmål i en privat samtale, så kom de lidt hurtigere og mere intenst, for jeg skulle jo bruge svarene til mit feltarbejde. Så jeg tror måske, at han følte, at jeg var meget interesseret i ham,” siger hun og griner.