Vi ved det alle sammen. Winter is coming. Siden første sæson af tv-serien Game of Thrones blev vist i 2011, er vi blevet advaret om den kommende vinter, som ingen er i tvivl om vil blive hård og forfærdelig og formentlig vare en menneskealder. Nu i sjette sæson af serien er vinteren (endelig) kommet til menneskenes land, Westeros, og med sig bringer den farlige kræfter. Dommedag ligger i luften. Publikum ved, at der om hjørnet venter store kampe, der skal udkæmpes for menneskenes og verdens overlevelse. Vi venter imidlertid stadig på, at størstedelen af seriens hovedpersoner vågner op og ser faren i øjnene. For de har indtil videre først og fremmest været optaget af interne magtkampe. Game of Thrones handler nemlig mestendels om en gruppe familiedynastiers voldelige kamp for magten og tronen i kongeriget Westeros. Rammen er en form for middelalder med mange historiske paralleller til både personer og begivenheder. På den måde taler serien til vores egen historie og fortid. Men også til nutiden. Ikke mindst i form af den dommedagsstemning, som bliver mere og mere nærværende. Det er ifølge lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, Steen Beck, en af grundene til, at serien er så populær og bliver set af millioner af mennesker verden over.

Han er stor Game of Thrones fan og har skrevet bogen ”Vinteren kommer – en fordybelsesbog for Game of Thrones-fans” om serien. Han mener, at Game of Thrones er et stærkt eksempel på en generel tendens, hvor apokalyptiske scenarier er omdrejningspunkt for bøger, film og serier. I Game of Thrones, også kendt som GoT, er apokalypsen blandt andet personificeret gennem de såkaldte White Walkers, en gruppe ikke-humane krigere til hest, som sammen med en hær af zombie-lignende mennesker, som de har genoplivet, langsomt bevæger sig ned mod menneskene i takt med, at vinteren tager til. Ifølge Steen Beck trækker de på et af de mange kulturhistoriske spor, som serien indeholder, i dette tilfælde de apokalyptiske ryttere i Johannes Åbenbaring i Det Ny Testamente. De signalerer undergangen og er et billede på, at det ikke er lykkedes menneskeheden at bygge et velfungerende samfund.

”De her ’White Walkers’ opstod jo, fordi skovens børn, en anden ikke-human race, skabte dem i selvforsvar for at beskytte sig mod menneskene. Nu trænger de længere og længere frem, alt imens menneskene er travlt optaget at bekæmpe og nedkæmpe hinanden,” siger Steen Beck.

Han ser en tydelig parallel mellem problemstillingerne i GoT, og de problemstillinger, vi kæmper med globalt i virkeligheden. I begge tilfælde er der tale om en klassisk situation, hvor vi bruger kræfter på at bekrige hinanden og tage dårlige beslutninger, mens det hele styrter om ørene på os, og vi forstår det ikke, før det er for sent.

”Det interessante ved det her apokalypse-tema er jo, at menneskene sådan set godt kunne forhindre katastrofen, både i seriens middelalder-setting og i vores egen nutid. Men de er så travlt optaget af egne interesser og magtpositioner, at de er fuldstændig handlingslammede,” siger han.

I GoT har de fleste af de store Huses ledere ikke andre interesser end magt for magtens egen skyld. De har mistet forbindelsen til det, der er større end dem selv, og er ved at gå til grunde i en narcissistisk selvovervurdering – og de er villige til at tage resten af verden med i faldet.

”På samme måde har vi i dag teknologien og mulighederne for at forholde os til undergangen, men den globale opvarmning kommer, og vi er fanget af vores eget begær og egoistiske magtinteresser, hvor vi handler i forbrugersamfundets og industriens interesser.”

Tidens store kulturelle konflikter er også et tema, som kan spores i frygten for The White Walkers, mener Steen Beck.