45.500 gange om året ringer telefonen hos Sct. Nicolai Tjenesten. En gang imellem er det Bodil, der tager den.

Bodil er folkepensionist seks dage om ugen. Den syvende er hun ingen særlig – bare et anonymt medmenneske. Cirka en gang om ugen har hun nemlig vagt på Sct. Nicolai Tjenesten, og her handler det ikke om hende, men om de mange tusinde brugeres dagligdag, tanker og følelser.

”Jeg er den lyttende part, og jeg er den, der accepterer. Jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved personen, det, vi skal tale om, eller hvorfor vi skal tale om det,” siger Bodil.

For at give dem, der ikke har andre, nogle at tale med, oprettede Kirkens Korshær i 1957 Sct. Nicolai Tjenesten i København. Den har ikke ændret sig synderligt siden, bortset fra, at den er vokset og nu har otte kontorer rundt om i landet med i alt omkring 1000 frivillige. Telefonen ringer næsten døgnet rundt, og den bliver så vidt muligt altid taget. Kun mellem kl. 3 om natten og 9 om morgenen er der lukket for opkald.

Bodil er en af de frivillige, der bemander telefonerne. Hun har en meget venlig stemme og let til smil. Når hun taler, er det i velkonstruerede sætninger hvor hvert ord udtales tydeligt. Man kan forestille sig, at hun må være nem at føre en samtale med, selv hvis telefonforbindelsen er dårlig eller man er ude af træning i at kommunikere med andre mennesker. For det er der mennesker i Danmark, der er – ude af træning i at tale med andre.

”Det er alle mulige mennesker, der ringer til os. Det er overvejende ældre, men der er også unge iblandt. Vi taler med mange, der er psykisk syge – som f.eks. lider af depression, skizofreni eller psykoser. En del har paranoia og føler sig forfulgt, også af os nogle gange, selvom de selv har ringet os op. Vi taler med dem, som ingen andre orker at tale med. Det lyder hårdt, men det er simpelthen folk, som ikke har et netværk eller måske ikke ønsker at involvere deres venner og familie i deres vanskeligheder,” fortæller Bodil.

Tjenesten adskiller sig fra mange andre telefonlinjer, ved at den ikke henvender sig til bestemte grupper, som f.eks. folk, der går med selvmordstanker, eller børn, der har mistet en forælder. Formålet er at være samtalepartner for hvem, der end har brug for det.

”Jeg er en uvildig, ligeværdig samtalepartner. Jeg tager ikke stilling til, om ægtefællen er et svin, og jeg giver ikke råd – udover at jeg i nogle tilfælde kan henvise til andre tjenester. Vi kan svare på alt muligt om, hvor man kan sove, hvor man kan få juridisk hjælp, psykisk hjælp osv. Men vores specielle måde at hjælpe på herinde er bare at lytte.”

Sct. Nicolai Tjenesten har fra start været knyttet til folkekirken, og en stor del af både ansatte og frivillige er præster eller på anden måde aktive i folkekirken. Initiativet blev taget af Haldor Hald, en Københavnsk præst som blev beskrevet som ”selvmorderpræsten” i en artikel i Ekstrabladet grundet de mange samtaler, han førte med selvmordstruede. Reaktioner på artiklen fik Haldor Hald til at føle, at der var behov for en tjeneste, der stillede sig til rådighed for simple samtaler, på samme måde som præster ofte gjorde det. 100 præster meldte sig i starten, og de fik efterhånden rekrutteret flere frivillige. Bodil blev selv rekrutteret til tjenesten af en præst, da hun sad i menighedsrådet for Frederiksberg Kirke i 1988.

I dag henviser tjenestens frivillige også stadig gerne til en samtale med den lokale præst, uden, at det nødvendigvis har noget med religion at gøre. Man kan også bruge kirken og præsterne som støtte i en svær tid, som Bodil selv fandt ud af for mange år siden. Hun var ikke aktiv kirkegænger, før hun som voksen stiftede bekendtskab med en venlig præst.

”Jeg er vokset op i et hjem med forældre, der var kristne, men ikke praktiserede i det daglige. Men da min mor blev meget syg, mødte hun en præst på hospitalet, hvor hun lå, og hun blev meget glad for at tale med ham. Jeg opsøgte så også præsten, som viste sig at være fra Frederiksberg Kirke, og begyndte at komme i kirken jævnligt. Der var meget aktivitet, f.eks. foredrag og frivilligt arbejde, og jeg blev valgt ind i menighedsrådet. En dag spurgte en af præsterne mig, om jeg ville med ham hen på Sct. Nicolai Tjenesten og se, hvad det var, og siden da kom jeg her jævnligt sammen med præsterne.”

De travle højtider

For at intet skal forstyrre den rent medmenneskelige forbindelse, er både de frivillige og brugerne anonyme. På den måde er man mere lige. De frivillige sidder desuden på hver deres kontor, så der ikke er nogle forstyrrelser i baggrunden.

”Proceduren er, at vi tager telefonen og siger ”Det er Nicolai Tjenesten”. Vi prøver at have en stemme, der siger: Jeg er her, og jeg lytter. Ikke overbegejstret, men opmærksom og til stede. Og så er det forskelligt, hvad der sker. Nogle gange sker der ikke noget. Så kan man sige ’hallo, det er Nicolai Tjenesten, er der nogen?’ Så melder folk som regel ind. Andre gange begynder personen at tale med det samme, så man lander lige midt i deres problemer og tanker uden nogen form for indledning eller præsentation. Andre igen er meget forsigtige, de præsenterer sig og spørger, om der er en, der vil tale med dem – og det er der jo selvfølgelig, det vil jeg.”

Telefonen ringer ofte, men de frivillige kan vælge at sætte den på optaget for lige at tage en tepause eller hvis forrige samtale var hård og de lige skal sunde sig. Hver samtale tager i snit omkring en halv time, selvom længden varierer meget. I løbet af en vagt på fem timer taler Bodil typisk med 4-8 mennesker.

”Der er flere, der ringer omkring højtiderne, især julen er rigtig slem. Nogle ældre ringer f.eks. ind, fordi naboen har spurgt ”hvor skal du tilbringe julen?” og de har ikke kunnet svare, fordi de ikke har hørt noget fra børnene endnu og ikke ved, om de bliver inviteret derhjem.”

Det skal gerne være brugeren, der taler mest. Bodil spørger interesseret ind, men bringer ikke egne tanker om sagen eller i det hele taget sig selv på banen.

”Man ved det jo f.eks. som regel, hvis den, man snakker med, er psykisk syg. Nogle gange er det meget oplagt, hvis vedkommende f.eks. tror, at russerne står for døren, eller at mælken er forgiftet. Andre gange er det mere bare noget, man fornemmer. Men det er jo ligemeget, mine tanker om det er ikke relevante. Vi er her ikke for at stille en diagnose eller fortælle folk, at ’du tager fejl, russerne står ikke for døren, du er psykisk syg.’ Vi behøver dog heller ikke ligefrem opfordre til den slags tanker eller erklære os enige. Så ofte ender man med at prøve at berolige vedkommende og tale følelserne lidt ned.”

Fra kokain og selvmordstanker til koteletter

En del af samtalerne handler om tunge emner som selvmord, misbrug, angst og lignende. Det er op til de enkelte medarbejdere, hvordan de vil håndtere svære situationer, men de bliver forberedt på de tunge samtaler gennem kurser, hvor de f.eks. lærer om, hvordan de skal håndtere selvmordsproblematikker, sorg eller psykisk sygdom.

”Engang talte jeg med en, der havde besluttet at begå selvmord, men så havde fortrudt. Jeg sagde, at hvis jeg skulle hjælpe med den konkrete situation, vedkommende sad i, måtte vedkommende give mig nogle flere informationer. Jeg fik telefonnummer og adresse og fik fat i det lokale politi, som ville tage hen og redde vedkommende. Så ringede jeg tilbage og sagde: ’Nu skal du åbne døren, for politiet kommer om lidt og hjælper dig.’ Og så var det egentlig det. Jeg ved jo ikke, hvordan det efterfølgende gik.”

Der arbejder også en psykolog og en præst på stedet, som de frivillige kan tale med, hvis de har været ude for en hård oplevelse. Men mange samtaler ligger helt i den anden ende af skalaen og handler om, hvad der er sket i yndlings-TV-serien, noget interessant der skete på en gåtur, eller simpelthen hvad vedkommende fik til aftensmad.

”Vi er mange ensomme menneskers eneste samtalepartner i løbet af en hel dag. Derfor har vi også en del, der ringer igen og igen. De ringer til os bare for at have hørt deres egen stemme og en anden stemme den dag. Vi spænder fra petit-stoffet til det supertunge. Vi spænder fra folk, der er glade og kan le, men bare ikke har nogen at le med, til dem, der er helt nede i kulkælderen, græder i telefonen og overvejer at tage deres eget liv.”

”Vi er jo ikke overmennesker”

Da Bodil gik på pension for nogle år siden, valgte hun at komme lidt oftere end før, hvor hun kun kom sporadisk med præsterne. Hun har fundet frem til, at hun kan klare en vagt cirka en gang om ugen. For det kræver trods alt noget at høre om liv, der nogle gange er ulykkelige. Man kan ikke begynde at græde i telefonen, fordi man hører noget trist. Man skal helst være rolig og stærk.

”Men samtidig er vi jo ikke overmennesker, os herinde. Det berører mig, hvis folk har det skidt, og jeg tænker på, hvordan det mon går dem. Men jeg går ikke knækket hjem. Man skal jo kunne sove om natten.”

Enkelte gange kan brugere blive direkte ubehagelige.

”Nogle gange bliver man nødt til at afslutte samtaler, hvis den bliver personligt ubehagelig. Vi skal jo ikke stå model til hvad som helst. Hvis de siger: ’Du er også sådan og sådan’ eller truer en, og vi kan se, at der ikke kommer noget frugtbart ud af samtalen, så siger vi: ’Jeg synes, vi to skal afslutte samtalen, men du har mulighed for at tale med en af mine kolleger, hvis du vil.’ Nogle gange er kemien jo bare ikke god. Men det hører til sjældenhederne.”

Den mest voldsomme oplevelse, Bodil har haft, skete for mange år siden, da hun stadig var ny. Sct. Nicolai Tjenesten tilbyder også samtaler ansigt til ansigt, hvis folk vil komme ind på kontoret.

”Engang oplevede jeg, at en person, som ikke måtte komme herind, fordi vedkommende havde svært ved at følge de regler, vi har, dukkede op alligevel. Vi lukkede ikke personen ind, men da en anden frivillig ankom, maste vedkommende sig ind sammen med den frivillige. Heldigvis fik vi personen ud igen. Men vedkommende havde en meget stor vrede, rettet mod os, det var voldsomt. Personen tog en brosten og kastede den mod døren for at smadre glasset. Heldigvis er døren af panserglas, så der skete ikke ikke noget – men jeg vidste ikke på forhånd, at det var panserglas, så jeg der fik jeg lidt hjertebanken. Vedkommende samlede  brostenen op igen og smed den i stedet ned i vores kælder, hvor der ikke er panserglas, og hvor den landede på vores kopimaskine. Vi måtte tilkalde politiet, og de kom heldigvis hurtigt.”

Langt de fleste af Bodils oplevelser er dog positive, og hun føler, at hun lærer meget om livet og mennesker af at være hos Nicolai Tjenesten.

”Jeg får indblik i levede liv, som jeg ikke ellers ville få indblik i. Det har klart gjort noget ved mig at tale med alle de her mennesker gennem alle disse år. Det er noget, jeg har med i den store rygsæk. Nogle historier husker man, måske resten af sit liv. Og så møder man også interessante mennesker på kontoret, når man har vagt. Det er meget spændende mennesker, der melder sig frivilligt her, og vi har et godt sammenhold.”

Ikke god, bare næstekærlig

I alt har Bodil været frivillig hos Sct. Nicolai Tjenesten i 22 år, men på trods af de mange samtaler med samfundets udsatte ser hun ikke sig selv som et menneske, der gør godt – det lyder for grandiost til hendes smag. Hun føler ikke, at hun er ved at redde verden eller prøver på det, hun er nervøs for at give indtryk af at være mere end hun er. Hun vil hellere beskrive sig selv som ”næstekærlig”.

”Jeg føler mig ikke nødvendigvis som en, der gør noget godt for verden som sådan. Men jeg interesserer mig for mine medmennesker. Jeg har altid haft et stort omsorgsgen – jeg er selvfølgelig også uddannet socialpædagog og skolelærer, så det hele passer jo.”

Sct. Nicolai Tjenesten er en god måde at bruge sin omsorg på nu, hvor hun ikke længere underviser børn eller hjælper andre via sit job, synes hun. Det er en tjeneste, der handler om at løfte i flok og dele sit overskud med sin næste, og det synes hun, er smukt:

”Jeg kan være den, der har overskuddet, en gang om ugen, så nogle andre, der ikke har overskud den dag, kan ringe til mig. En dag bliver det måske mig, der må ringe herind og så må en anden, der har overskuddet den dag, tage telefonen.”

 

Bodil er delvist anonymiseret. Hendes fulde navn er redaktionen bekendt.

DEL
Tidligere artikel“Enten gør du det eller også gør ingen det”
Næste artikelFilantropiens skyggeside

Signe Sørensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – men det var ikke nok for denne grådige velfærdshamstrer som, efter et års tid på arbejdsmarkedet hos bl.a. Illustreret Videnskab, valgte at søge ind på Historie på Københavns Universitet. Når hun ikke læser eller arbejder freelance for tidligere arbejdsgivere, kan man finde Signe til hest på Amager, i løb rundt om Søerne eller på sin flade i færd med at læse tilfældige fakta på nettet, se Den Store Bagedyst eller drikke papvin.
Signe elsker dyr (især hunde, heste og får), bøger, internettets finurligheder, motion, mad, drikke, bland-selv-slik, chokolade, kage, is, alt sødt, sol, sne, vand, sand, bjerge og træer.