Da Berit Hansen var barn, var det en tradition i den sydslesvigske familie, at børn og voksne omkring jul valgte et projekt, der skulle støttes. Læger uden Grænser var en af de hjælpeorganisationer, der gentagne gange modtog familiens julestøtte. Berit Hansen husker, at materialet om lægernes arbejde rundt om i verden gjorde et stort indtryk på hende.

”Jeg syntes, at det var nogle modige mennesker. Det var spændende og anderledes. Jeg havde svært ved at forestille mig, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg blev meget nysgerrig,” fortæller Berit Hansen, der i dag er 33 år.

Interessen blev kun forstærket af, at hun samtidig følte, at holdningen i omgivelserne var, at det nok ikke var noget, hun skulle, selv efter hun valgte at uddanne sig til læge.

”Jeg var jo en pige og lyshåret. Men det var der ikke nogen, der skulle bestemme. Det blev en drøm, at jeg ville prøve. Jeg ville se, om det var rigtigt, at jeg ikke kunne.”

Allerede to år efter hun blev færdig som læge, tog Berit Hansen afsted på sin første udsendelse med Læger uden Grænser. Missionen gik til Den Centralafrikanske Republik. Inden hun tog afsted følte hun som mange andre en stor angst for at blive slået ihjel.

”Angsten for, at du kan dø på en mission fylder enormt meget. Jeg havde lovet mine forældre, at hvis jeg skulle udsendes til enten Afghanistan eller Den Centralafrikanske Republik, ville jeg sige nej. Min første mission blev så til Den Centralafrikanske Republik, og jeg sagde ja. Da jeg tog afsted, var jeg enormt bange, men angsten forsvandt så snart, jeg stod der. Man bliver overrasket over, hvor tryg man egentlig føler sig.”

Det var et lille projekt, nærmest i junglen. Landet var splittet af kampe mellem religiøse grupper og andre former for oprørsgrupper. Kampene gik i høj grad ud over lokalsamfundet i det område, hvor Berit Hansen var blevet placeret, som nogle år forinden var blevet angrebet af oprørsgrupper, der krævede mad og medicin. Der var voldtægter og drab på voksne og børn, og siden var der ingen, der havde turdet forlade området. Her placerede man et hospital, der skulle tage vare på befolkningen.

”Det var et allround hospital, som lavede alt, hvad man kunne stable på benene; fra klassisk malariabehandling til behandling af infektionssygdomme, og børn og voksne, der f.eks. har fået hugget en finger af med en machete. Stort og småt, men især infektionssygdomme.”

I løbet af udsendelsen oplevede Birgit Hansen et hav af mennesker og historier. Men særlig en oplevelse gjorde et stort indtryk og dukker indimellem op i hendes bevidsthed.

”En dag kom en far ind på hospitalet, bærende på sin 7-årige datter. Hun var skind og ben og bevidstløs. Han fortalte, at de havde gået dag og nat i tre dage. Jeg vidste ikke, hvor de kom fra, han talte med en dialekt, jeg ikke kunne forstå, så jeg måtte have en sygeplejerske til hjælp. Jeg kunne se, at datteren havde mistet enormt meget hud på kroppen på grund af underernæring, hvilket er et rigtig skidt tegn. Hun havde også en masse diarré. Jeg kan huske, at en af mine kolleger kom og sagde: ”Hun dør i nat Berit, du kan lige så godt lade være”. Men jeg tænkte, fandeme nej. Det kunne jeg ikke,” siger Berit Hansen.

“Så jeg lavede den klassiske, og fik sat sygeplejersker, der havde pissetravlt, til at hjælpe mig med at ordne alle hendes sår og lægge en kanyle i hendes knogle, for vi kunne ikke lave nogen adgang i hendes vener. Det hele var så spinkelt, så jeg måtte bore en adgang ind i hendes ben for at få antibiotika og væske i hende. Det tog mig en krig, og jeg svedte. Da jeg havde lavet hele det show hver dag i jeg ved ikke hvor mange timer, i løbet af en hel uge, begyndte hun at få det lidt bedre. Men så en morgen kom jeg ind, og de andre sagde: ”Ja, hun er død i nat.” Jeg tænkte bare ‘NEJ hvorfor? Hvorfor skulle hun også bo så langt væk?’ Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var sket. Havde hun ikke fået lov til at spise nok? Havde hun nogle infektioner, der gjorde, hun ikke tog på? Jeg ved det jo ikke. Men hendes øjne rørte mig, og gør det stadig. Jeg har behandlet et hav af underernærede børn, men lige hende her har bare på en eller anden måde sat sit spor.”

Det er det værste ved at have det arbejde, som Berit Hansen har, når hun er afsted med Læger uden Grænser.

”Verden er, som den er. Man kan glædes over, at ens arbejde hjælper, men man ved også, at selve de underliggende problemer i et land, er man ikke herre over,” siger hun.

Berit Hansens familie har ifølge hende selv indimellem syntes, at det var lidt voldsomt, når hun var så frustreret over den slags oplevelser, og hun skrev hjem om det.

”Jeg kunne finde på at sende en sms og skrive: ‘lige i dag kan jeg slet ikke sætte ord på, hvor glad og taknemmelig jeg er, for at Emmi og Mieke (Berit Hansens to niecer) bor i Danmark’. Jeg havde bare lyst til at fortælle, men man ved også, at man ikke skal involvere dem på hjemmefronten i det her. Det er for meget for dem,” siger hun.

Det gælder også i forhold til venner og studiekammerater.

”Mine tætte venner tror jeg, tænker, ‘det har altid været Berits drøm, fedt, hun har gjort det.’ Men med tiden er det blevet sådan, at folk spørger overfladisk ind til det: ”Var det godt, ja, okay fedt.” Og så taler man om noget andet igen. Der er en berøringsangst i forhold til at bruge tid på at sætte sig ned og lytte. Det er mærkeligt, men jeg har nærmest en fornemmelse af, at jeg spilder din tid lige nu, for jeg er vant til, at folks øjne hurtigt glider væk, og at de mister interessen,” siger hun.

Ebola, Læger uden Grænser
Berit Hansen var en del af Læger uden Grænsers post-ebola kampagne i Guinea. Foto: © Læger uden Grænser

Ikke desto mindre var hun efter sin første udsendelse bidt af arbejdet for Læger uden Grænser. Hendes næste mission gik til Conakry i Guinea. Det var et post-ebola projekt, der skulle behandle den store del af befolkningen, der havde fået følgeskader af ebola, herunder blindhed og andre øjenproblemer, ledsmerter, hjerteproblemer, posttraumatisk stress, svære depressioner og neurologiske skader, og som desuden var blevet marginaliseret i samfundet. Berit Hansens ansvarsområde var det medicinske og det psykologiske i tæt samarbejde med en udsendt psykolog.

”I Læger uden Grænser får vi ret hurtigt et meget stort ansvar, fordi vi er ikke så mange udsendte. Det er dyrt at sende folk afsted, og man vil gerne have, at pengene går til medicin og mad frem for lønninger. Men det handler også om, at vi ikke ønsker at tromle lokalsamfundet ned, men sætte noget i værk, der senere kan overtages af lokalsamfundet. Det er en gennemgribende tanke, som jeg holder enormt meget af,” siger hun.

Som forberedelse gennemgår lægerne forskellige mentale tests. Det er vigtigt, at man i udgangspunktet har en stærk psyke. Men Berit Hansen mener, at det er umuligt at forberede folk helt på, hvordan det er at stå i de sommetider meget barske situationer.

”Jeg tror ikke, man kan forberede mennesker på at høre granater og bomber. Man kan ikke være forberedt på pludselig at se et menneske, der er blevet slået ihjel og hængt op i et træ til offentligt skue. Men man kan få et hint om, hvordan ens reaktionsmønster vil være. Hvis man begynder at føle sig utilpas, skal man give lyd. Jeg har følt mig godt taget hånd om,” siger hun.

Selv har hun ikke haft alvorlige eftervirkninger.

”Jeg tror egentligt, at jeg altid havde forestillet mig, at det ville være værre, end det var. Og jeg følte mig aldrig alene. Når man er sammen om at opleve noget voldsomt, så får vi snakket om det.”

For Berit var det derfor mere det tomrum, der opstod, da hun kom hjem, der var hårdt forklarer hun.