Trods sejren i Hof- og Stadsretten blev Scavenius under stor protest fyret som minister af sin fætter, konseilspræsident Estrup med den begrundelse, at Scavenius ikke længere var på linje med en konservativ regering. Men ifølge Lars Andersen er sandheden, at Estrup skulle håndtere et svært dilemma: På den ene side skulle han forsvare borgerlig moral og ægteskab mod brandesianisme og fritænkeri. På den anden side var det nødvendigt at beskytte offentlige personers privatliv mod at blive brugt i en politisk kamp. Alle vidste, at Scavenius var en færdig mand, men privatlivet kunne ikke være den officielle begrundelse, da man frygtede, at det ville skabe præcedens for, at private forhold angående moral og levevis kunne vælte politikere. Det var der ingen politikere, der havde interesse i. Derfor var det nødvendigt for Estrup at kamuflere fyringen.

“Læren af denne ”Scavenius-affære” i samtiden var, at der var behov for etablering af en kontrakt mellem politikere og offentlighed vedrørende forholdet mellem det private og politiske. Sympatien for Scavenius lå på et lille sted, da det kom frem, at han havde bestukket vidner under retssagen, men der kan samtidig spores en selvransagelse i pressen, der peger frem mod det kompromis, hvor aviser og politikere blev enige om, at der trods alt var visse private ting, som man ikke skrev om,” siger Lars Andersen. På samme måde er de aktuelle sager afgørende for opfattelsen af skellet mellem det private og det politiske.

“Det giver politikere såvel som medier et stort ansvar. De er med til at skabe og genforhandle grænserne mellem privatliv og politik og reagerer ikke kun på dem,” siger Lars Andersen.