”Politikere, der fortæller, at de har fået stress, at de haft problemer med at få børn eller få et familieliv til at hænge sammen med deres arbejdsliv, skaber identifikation i befolkningen. Befolkningen kan få et tættere forhold til den politiker, fordi han eller hun slås med de samme problemstillinger, som man selv gør. På den måde kan politikerne styrke deres opbakning,” siger han.

Derfor er det også befolkningen, der er med til at bestemme, hvor grænsen går i forhold til pressens interesse. Går pressen for langt og graver for dybt, risikerer de, at der kommer en modreaktion, f.eks. gennem Facebook. Begynder de f.eks. at rode i skraldespandene hos politikerne, går det for vidt.

”Det er et tveægget sværd. Folk kan også få sympati for politikere, hvis de indrømmer og står ved deres fejl. Det er også en ressource, politikerne har. Det med at vise svaghed og vise at de også bare er mennesker. Det gik ikke for 50 år siden. Men i og med, at vi identificere os med vores politikere, kan vi også forstå deres svagheder såsom stress i højere grad. Hvis Jens Otto Krag havde indrømmet, at han led af stress i 1950’erne, havde man sagt, ‘hvad pokker, så kan han da ikke styre landet.’ Men i dag ville vi nok se mere gennem fingre med det,” siger han.

Sociale medier har bragt os tættere på

Det er navnlig de sociale medier, der har haft stor betydning for nedbrydningen af barriererne mellem politikere og befolkning, og mellem det private og det offentlige. De har givet os mulighed for direkte kommunikation og befolkningen en stemme uden om pressen.

”I gamle dage slap politikerne oftest med skrækken, hvis de havde rodet sig ud i noget, men i dag hvor alle har mulighed for at komme til orde, er det sværere for politikerne at gemme sig. Politikerne ved, at hvis de træder ved siden af, kan der komme et Facebookopslag som pludselig bliver delt 50.000 gange,” siger han.

Men kommunikationen går begge veje. Politikerne deler også selv aktivt ting fra deres privatliv, siger Lars Andersen.