Det var den indremissionske grosserer Carl Ingeman-Petersen der hævdede, at han havde set Scavenius besøge det offentlige fruentimmer Laura Nannestad i Knabrostræde nr. 24. Scavenius nægtede at udtale sig med henvisning til privatlivets fred og stævnede i stedet Ingeman-Petersen for injurier ved Hof- og Stadsretten – Københavns daværende byret. Scavenius vandt sagen i 1890, da Ingeman-Petersen ikke kunne bevise noget. Det kom dog senere frem, at de afgørende vidner, herunder Laura Nannestad fra Knabrostræde, var blevet bestukket af Scavenius og forsynet med penge til at rejse ud af København op til flere gange, så de ikke kunne møde i retten. Sagen fik enorm omtale og involverede folk fra forskellige samfundslag: Fra biskopper og ministre til prostituerede og småsvindlere fra Københavns skyggeverden.

Offentligheden var usikker på, hvordan de skulle forholde sig til det. Nogle mente, at ministeren havde begået en offentlig skandale ved at have en affære, når han samtidig prædikerede moral og ægteskab. Men ifølge Lars Andersen var der også dem, der mente, at det var dem, der lækkede til pressen, som gjorde skandale, fordi det havde de ingen ret til. Sagen gav anledning til det tavse kompromis mellem politikere og presse, der dominerede det 20. århundrede, men siden 1980’erne har det været under opbrud.

”Helt frem til 1980’erne var der et tavst kompromis mellem politikere og presse. Man vidste godt, at Stauning havde en affære, man vidste at Viggo Kampmann var maniodepressiv, at Jens Otto Krag kiggede dybt i flasken, som mange andre, men man skrev ikke om det. Deres private forhold blev ikke opfattet som en indikator for deres politiske dømmekraft,” siger Lars Andersen.

Det skyldtes blandt andet, at politikerne var fjerne repræsentanter, og der var en afstand mellem politikere og befolkning. Den afstand har ændret sig radikalt i løbet af det sidste årti. I dag vil vælgerne kunne identificere med og spejle sig i deres politikere.

”Der er en tendens til, at den måde politikere lever deres privatliv har betydning for, hvordan vi vurderer dem som ansvarlige politikere. Det er en udvikling, der er sket over de sidste 20-30 år. Politikerne er ikke længere fjerne repræsentanter, men også privatpersoner, som vi dømmer på samme måde som vi dømmer vores bekendte og familie,” siger Lars Andersen.