København er en moderne metropol, som med jævne mellemrum kåres af internationale magasiner som et topnavn, når det gælder nye trends inden for mad, mode og design.

Og på sådan en lørdag formiddag, hvor foråret snart er på vej, virker alting ved byen også friskt og nyt. Jeg cykler ned af Blegdamsvej mod Sankt Hans Torv og drejer ned for at køre det sidste stykke langs søerne, hvor cafeer og restauranter efterhånden ligger tæt. Studerende og folk med barnevogne og småbørn valfarter til weekendbrunch og er ved at blive kørt over, fordi de fleste går med snuden i deres smartphones. Der er proppet med folk i solskinnet på Dronning Louises Bro, og ved Torvehallerne, hvor jeg skal mødes med mine veninder, er hundredvis af københavnere ved at gøre deres lørdagsindkøb.

Vi, som bor her, kan få den tro, at vi har opfundet København, men vi vader rundt i historiens fodspor. Søerne har ikke altid været til for udsigtens skyld eller som løbebane. De er gamle i gårde og har både været en del af Københavns forsvarsværk og byens vandforsyning. Ved Sortedams Sø på Østerbro blegede blegemændene borgernes tøj fra midten af 1600-tallet, heraf navnet Blegdamsvej. Vandforsyningen blev i øvrigt afbrudt i forbindelse med de to belejringer, som byen var udsat for i henholdsvis 1535-1536 og 1658-1660. Engang tiltrak Sankt Hans Torv en anden type kreaturer end nutidens hipstere, da det var kvægtorv for de kreaturer, der græssede på Københavns Fælled. Foran byretten på Nytorv stod skafottet og en kag frem til sidste halvdel af 1700-tallet, og mellem Enghaven og Vesterbrogade lå byens galgebakke.

Historien er allestedsnærværende, og vi er ligesom samfundet selv historiske produkter, hvad end vi opfatter det eller ej. De færreste af os tænker særligt meget over det til daglig. Hvorfor skulle vi det?

Anderledes var det, da religion spillede en større rolle i danskernes liv. Gennem biblen og kirkens prædikener fik folk en fornemmelse af menneskets lange historie, hvilket automatisk gav en form for historiebevidsthed. Senere blev religionens historiske blik delvist erstattet af nationalstatens fortælling i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet.

Når samfundet i dag er præget af historieløshed, er det bl.a. fordi, vi ikke længere har nogen af de store fortællinger at orientere os imod, mener seniorforsker ved DIIS Cecilie Felicia Stokholm Banke.

”Fortællingen om det nationale fællesskab er blevet udfordret siden hen, fordi det nationale fællesskab ser anderledes ud. I stedet for én fortælling er der i dag mange fortællinger, som skaber en form for uklarhed omkring den fælles fortælling, for findes den så?” siger Cecilie Banke.

Men uden fælles erindringer og en historiebevidsthed om det kulturelle fællesskab, man er en del af, forsvinder sammenhængskraften i et samfund, mener lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet Michael Böss.