Den kendte svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic skrev i sommer kontrakt med Manchester United. Kontrakten sikrer ham en løn på 260.000 pund eller 2,24 millioner kr. om ugen. Det svarer til hele 115 millioner kr. om året eller over 13.000 kr. i timen – døgnet rundt.

At få en løn i de luftlag er aldeles uhørt i mange andre sportsgrene, som ellers kræver lige så meget af deres udøvere.

Når OL i disse dage løber af stablen, er vi derfor vidne til atleter, der er millionærer og atleter, der arbejder deltid på et kontor resten af året, som konkurrerer i den samme begivenhed.

Der er ikke mange kajakroere, der får løn for at ro, og de færreste skytter kan leve af at skyde lerduer.

Til gengæld kan Mikkel Hansen og andre håndboldspillere godt leve af at skyde bolde i nettet for diverse klubber, hvor de er ansat i dagligdagen. Og mange af tennisstjernerne, der forsøger at vinde guldet for deres hjemland i OL’s tennisturneringer, tjener tonsvis på at udøve deres sport.

Ingen af atleterne får løn for at deltage i OL, som oprindeligt var et amatør-stævne og til en vis grad holder fast i dette. Men skønt de ikke får løn for at deltage i OL, er mange af atleterne alligevel professionelle, fordi de til dagligt kan leve af deres sport, mens andre i sandhed er amatører, fordi de ikke kan leve af deres sport.

De store forskelle i OL-atleternes indkomst og mulighed for at være professionelle skyldes, at nogle sportsgrene har kapitaliseret kraftigt på en blanding af held og god timing, folkelig appel og tilskuervenlighed, forklarer eksperter.

Amatør-ideal holdt ved længe

De gamle grækere holdt særdeles meget af deres træningsanlæg kaldet “gymnasion”. Her kunne unge mænd træne både krop og hjerne, men fokus var især på kroppen, som altid skulle være klar til krig. Det endte med, at grækerne holdt så meget af at se muskuløse og toptunede mandekroppe yde deres allerbedste, at de arrangerede masser af atletikstævner, hvor de nøgne og olierede atleter demonstrerede deres evner i bl.a. løb, spydkast og brydning. De unge mænd var dog ikke professionelle og konkurrerede ikke for at tjene penge – man konkurrerede for at holde sig i form.

Fodbold, hestevæddeløb, tennis og cricket er andre sportsgrene med mange år på bagen. De bedste atleter er altid blevet hyldet og har ofte vundet præmier. Men at leve af sporten var ikke udbredt. Det var primært eliten, der havde tid til sport, og man anså det for ufint at konkurrere for egen vindings skyld. Dette ideal, at man ikke måtte dyrke sport for at tjene penge, varede ved indtil for relativt nylig.

“I Danmark var der et amatørideal i alle sportsgrene i meget lang tid. Først i 1978 blev amatørreglerne, som forbød aflønning af spillere, ophævet i fodbold, hvilket blev startskuddet til en kommercialisering og professionalisering af sporten,” siger Rasmus K. Storm, ph.d. samt analyse- og forskningsleder ved Idrættens Analyseinstitut.

Han skelner mellem professionalisering, der betyder, at trænere og udøvere får løn for deres arbejde, og kommercialisering som betegner den mere generelle udvikling, hvor reklamer, publikumsindtægter og TV-rettigheder fylder sporten som helhed med penge.

Da fodboldklubberne i Danmark fik lov til at indføre betalt fodbold, var deres omsætning akkurat stor nok til at de kunne betale spillernes løn. Efterhånden blev spillerne bedre, og klubberne tjente flere penge, så de igen kunne betale højere løn, osv. På den måde pustede kommercialisering og professionalisering til hinandens ild, og spillernes lønninger steg langsomt.

Danmark var sent på den

Når man ser på fodboldspilleres lønninger i dag, er det svært at forstå, at de – i Danmark – ikke har fået løn i længere tid end siden 1978.

Danmark var dog også lidt sent på den, understreger Kenneth Cortsen, som har skrevet en ph.d. om sportsledelse, -branding og -økonomi.

Europæisk fodbold begyndte generelt at aflønne sine spillere i 1960’erne. Efter 2. Verdenskrig begyndte den vestlige verdens borgere for alvor at få flere penge mellem hænderne og mere fritid at bruge dem i. Sport var en af de ting, man kunne bruge sine penge og tid på, så klubberne begyndte at tjene flere penge på billetter, hvilket førte til større konkurrence om at tiltrække tilskuerne. Det er nemmere at tiltrække publikum, hvis man har et godt hold, så klubberne begyndte at lokke de bedste spillere med penge. Først i form af gaver og andre indirekte betalinger, og efterhånden som det blev tilladt i de forskellige ligaer, også i form af en konkret løn.

Det helt store spring til at blive den stærkt kommercielt orienterede sport, vi kender i dag, tog europæisk fodbold dog først i 1992, da Champions League droppede reglen om, at hvert land kun måtte have ét hold med i turneringen. Det åbnede op for, at stærke lande som England, Tyskland og Spanien kunne have flere tophold med.

I 1995 skete den næste store forandring: Bosmandommen afgjorde, at UEFA, som står bag Champions League ikke kunne begrænse udenlandske spilleres adgang til banen under et fodboldspil. Før den dom havde UEFA en regel om, at højst tre spillere på banen af gangen måtte være fra et andet land end det land, holdet kom fra.

“Før det blev lavet om, kunne du have en udenlandsk stjernespiller, som sad på bænken det meste af en kamp. Nu kunne de store klubber sende alle deres internationale stjerner i spil, og kampene blev hævet mange gange i niveau,” fortæller Kenneth Cortsen.

Grobunden for en helt ny slags fodbold, hvor det for alvor handlede om at gøre spillet mest muligt spændende for tilskuerne, var lagt, og kimen til Europas nye, store, dyre og TV-venlige sportscirkus var sået.

Men intet sted skete kommercialiseringen hurtigere og i større grad end i USA.

Selvom Champions League-spillernes lønninger kan være svære at begribe, er de vand ved siden af de amerikanske basketball-spilleres lønninger. Mike Conley fra Memphis Grizzlies tjener ca. 3,3 mio. kr. om ugen eller over 172 millioner kr. om året.

Endnu vildere er det, at den ikke specielt fantastiske spiller Timofey Mozgov i sommer underskrev en fireårig kontrakt med en årsløn på 106 mio. kr.

Til sammenligning lød Danske Banks adm. direktør Thomas F. Borgens årsløn i 2015 på 15.5 millioner – inklusiv pension.

Kenneth Cortsen fortæller, at man i USA så tidligt som 1927 kan finde eksempler på managers, der har spekuleret i at gøre deres klub til et brand, der kunne tiltrække publikummer.

“Når man justerer på rammebetingelserne, som man f.eks. gjorde i Champions League, eller gør den enkelte spiller berømt, som den amerikanske manager der i 1920’erne begyndte at putte billeder af spillerne i tyggegummipakker, er det for at gøre det hele mere seværdigt og spændende og for at udnytte den enorme tiltrækningskraft ved sporten som en kommerciel platform,” siger Kenneth Cortsen.

“Og der er de bare milevidt foran Europa i kapitalismens højborg, USA – derfor er deres lønninger også endnu højere. De har verdens bedste uddannelser dedikeret til, hvordan man gør spillere til stjerner med disciplinerne “sportsmanagement”og “sportsbranding”.”

TV gjorde spillere rige og berømte

Fodboldklubber i Europa samt flere sportsklubber i USA var således i gang med at gøre sporten mere appetitlig for publikum længe før, at TV-mediet gjorde sin entré. Men det var TV’ets live-udsendelser, der gav fodbolden det sidste skub.

“Da man begyndte at kunne transmittere live fra kampe, rykkede eksponeringen sig virkelig, og sport blev mere populært end nogensinde. TV-udsendelserne gjorde virkelig spillerne berømte. Pludselig kunne helt andre brancher se, at det ville være godt at blive associeret med sport,” siger Kenneth Cortsen.

Derfor steg i første omgang reklameindtægterne vildt. Publikumsindtægterne steg også lidt, da kampene blev mere hypede. Men den helt store, stabile indtægtskilde viste sig først lidt senere, da rettighederne til at vise kampene var blevet solgt et par gange. Prisen på TV-rettighederne steg og steg.

“TV-rettighederne blev hurtigt en kæmpe indtægtskilde for fodboldklubber. Sponsorindtægter og tilskuerindtægter kommer oveni, men TV-rettigheder er i dag den største indtægt i f.eks. de italienske og tyske ligaer,” siger Rasmus K. Storm.

Han understreger, at kommercialiseringen allerede var i gang, og at radioen havde sendt sport live, før TV’et kom, så idéen var ikke helt ny.  

“Men TV-mediet accelerede kommercialiseringen. Da TV fik øjnene op for, at man kan bruge sport som underholdning og købte rettighederne, blev sport virkelig eksponeret for masserne. Især de kommercielle TV-stationer begyndte som de første at have værter dedikeret til sport og bygge en hel sendeflade op omkring sportsudsendelserne. De gjorde det til en hel pakke med underholdning i timevis,” siger Rasmus K. Storm.

Dansk håndboldkærlighed

TV’ets komme og den accellerende kommercialisering fik også rettighederne til at vise danske fodboldkampe til at stige i pris. Og det førte i 1990’erne til, at endnu en sportsgren for alvor blev big business i dansk sammenhæng. Nemlig håndbold.

Indtil 90’erne havde fodbold siddet tungt på tronen som den eneste virkelig kommercialiserede sport i Danmark. Men netop fordi fodbold på dette tidspunkt var blevet så kommercielt og professionelt og tog flere og flere penge for TV-rettighederne til deres kampe, skabte de en åbning, som en anden sport kunne udnytte.