Amuletter mod onde øjne
I nogle lande omkring Middelhavet har man længe smykket sig selv og sine huse med amuletter mod onde øjne som disse – i dag populære souvenirs.
Foto: >a href=”https://pixabay.com/da/whammy-beskyttelse-perle-glas-1416867/”>yagmurkokuso
1: Onde øjne

På tværs af flere kulturer har folk frygtet at blive nedstirret med “onde øjne”. Ikke blot fordi det er ubehageligt at blive overgloet, men fordi man frygtede, at den anden var ved at forbande én med øjnene.

Blev det af landsbyen vurderet, at man havde onde øjne, kunne man vælge at vise sig som en samfundsborger ved at starte hver morgen med at stirre på et træ eller en blomst eller lignende. Således ville ens ondskab kun gå ud over de botaniske omgivelser, da øjnene åbenbart kun virkede en gang om dagen.

Var man til gengæld under angreb af onde øjne, kunne man gøre en række ting for at undgå forbandelsen: Spytte, krydse fingre, bære et stykke rødt tråd eller en blå perle, gerne med noget, der ligner et øje – disse amuletter findes stadig i hobetal i Sydeuropa, hvor de kan købes som souvenirs.

Tretten
Den Sidste Nadver endte som bekendt som, ja, den sidste. Måske er den årsagen til, at tallet 13 er så frygtet.
Foto: Giampietrinohttp://0.tqn.com/d/arthistory/1/0/q/7/1/38-Giampietrino-Last-Supper-ca-1520.jpg, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=18407213
2: Tallet 13

Tallet 13 var ikke kun frygtet tidligere, det er stadig så omgærdet af irrationel frygt, at der er lavet gysere om det – og i mere overtroiske lande såsom USA er 13. etage mystisk fraværende i høje bygninger, som simpelthen springer fra etage 12 til 14, fordi ingen vil bo eller arbejde på 13. etage, ligesom få kunne finde på at invitere til fest d. 13. Og da slet ikke, hvis det også er en fredag!

I turistbranchen tager man da også højde for overtroen, som stadig florerer i mange kulturer. Hos de fleste flyselskaber, herunder vores eget SAS, skal man lede længe efter en sæderække 13 eller for den sags skyld et sæde med nummeret 13, ligesom hoteller sjældent tjekker deres gæster ind på værelse nr. 13.

Tallets negative rygte har måske rod i kristendommen, hvor de sad 13 om bordet til den sidste nadver – hvilket som bekendt endte med, at en fra selskabet døde kort tid efter. Derfor siger man også i dag, at er man 13 om bordet, vil en i selskabet dø inden for et døgn.

Sort kat
Den sorte kat har længe været forbundet med overtro.
Foto: The Black Cat, Sabrina af Frostdragon, licens af Creative Commons
3: Katte

Med kristendommen fulgte en dæmonisering af katten – især sorte af slagsen – som man frygtede var i ledtog med djævlen og hekse. Denne frygt for, hvad det spindende pelsdyr kunne tiltrække af ondskab, førte blandt andet til den barbariske tradition med at slå katten af tønden til fastelavn. Skulle nogen være i tvivl, tævede man løs på en tønde, indtil den levende kat indeni var død. En anden charmerende tradition var at begrave levende kattekillinger ud for ens kostald eller et andet sted, hvor køerne passerede ofte. Killingerne skulle begraves med kløerne oppe af jorden – de strittende kløer skulle nemlig advare anden ondskab om at blive væk.

I Frankrig brændte man kattene på bålet (når man ikke havde travlt med at brænde hekse) og i Tyskland kastede man dem ud fra kirketårne. Heldigvis efterlod vi disse traditioner sammen med hekseafbrændinger og (det meste) tortur i middelalderen – men mange oplever endnu et sus af uro ved at se en sort kat krydse deres vej.

Gadelampe
Gadelampen ser måske uskyldig ud, men nogle frygtede dens konsekvenser. Foto: IMG_0555 af Fernando Butcher, licens af Creative Commons
4: Gadebelysning

Gadebelysning i by og på land har ikke altid været en selvfølge. I tidligere tider markerede solnedgang en brat overgang fra lys til mørke. Dagen blev forbundet med det gode og det retskafne liv, natten og mørket derimod med det onde. Her havde mordere, tyveknægte, hekse og trolde frit spil. Det gjaldt derfor om at komme indendøre ved solnedgang og låse mørkets ondskab ude. Det ændrede sig imidlertid, da man fandt på at lave gadebelysning i byerne, i begyndelsen i form af gaslamper langs gaderne. Det var nu mere sikkert at gå ud efter mørkets frembrud, og man behøvede ikke længere medbringe en fakkel, hvis man skulle ud, når solen var gået ned.

Alligevel var der modstand mod gadebelysningen fra forskellige sider. Man var blandt andet bange for, at det ville skabe en sundhedskrise i samfundet, hvis man lyste byerne op efter solnedgang og gav befolkningen mulighed for at udskyde deres sengetid. De ville f.eks. blive alvorligt forkølede. Den katolske kirke var imod gadebelysning, fordi Gud tydeligvis havde skabt en klar afgrænsning af nat og dag. Ved at lyse byen op efter solnedgang, blæste man på Gud. I 1831 forbød Paven desuden gaslamper i de pavelige stater på grund af en frygt for, at de ekstra timer med sigtbarhed ville give anledning til et oprør mod kirken. Som bekendt blev gadebelysning dog et almindeligt og udbredt fænomen, som de færreste i dag ville være foruden.

Væltepeter
Væltepeteren: Kræver en mands elegance og overblik! Foto: Bicycle le « New Amateur » af Frédéric BISSON, licens af Creative Commons
5: Permanent cykel-fjæs

I victoriatiden blev forløberen til den moderne cykel opfundet, kendt som the “velocipede”, på dansk en væltepeter! Folk fra alle sociale lag var eftersigende vilde med ideen om en moderne form for transport, der var mere effektiv end at skulle gå til alting i datidens mode, og samtidig holdt man sig sund. Navnlig kvinder blev delvist frigjorte af cyklen, som de kunne køre rundt på alene.

Læger advarede imidlertid mod den djævelske opfindelse, som blev betegnet som farlig, navnlig på grund af den mulige helbredsrisiko, som blev kaldt et “cykelansigt”. Det var en lidelse, man – på grund af kvinders manglende evner inden for styring af alle former for maskiner samt basal motorik – mente, at kvindelige cyklister var i risiko for. Den svære udfordring med at holde balancen på en cykel og samtidig træde i pedalerne ville stresse kvinder så meget, at deres ansigter ville blive skæmmet permanent. De frygtelige konsekvenser ved cykel-ansigtet indebar bleghed, stramme læber, mørke skygger omkring øjnene og et permanent træt udtryk på grund af den intense koncentration. Hvis man ikke kunne få sin kone til at lade være med at cykle, kunne man bruge nogle af de gode råd, som forskellige aviser bragte til kvinder, så de kunne nyde deres cykel uden for mange negative konsekvenser. Et af rådene lød blandt andet: undlad at skrige, hvis du ser en ko.