En etage under Københavns Borgerservice i Nyropgade findes en kælder i ordets mest traditionelle betydning – den specielle aroma af stillestående kælderluft rammer næsen så snart, den særlige elevator åbner sine døre til kælderen.

En bleg, spartansk belysning viser et halvfærdigt udseende loft med blotlagt isolering og synlige konstruktionsbjælker. Der er ikke gjort meget ud af indretning eller opvarmning og de anonyme kælderlokaler ligner netop noget fra en kommunal institution.

Men den undseelige kælder beskytter et mirakuløst velbevaret stykke Danmarkshistorie. Her ligger det gamle, fysiske folkeregister.

Metervis af gamle arkivskabe i mandshøjde flankerer rummet metervis i hver retning. Her ligger generationer af Københavneres livshistorie i Tornerosesøvn: Uforstyrret i de snart hundrede år, der er gået, siden kommunen først begyndte at registrere alle sine borgere.

Folkeregisteret
Vejviser i Folkeregisterets kælder.
Foto: Signe Sørensen

De laveste arkivskuffer er de ældste og indeholder titusindvis af små, farvede papkort med personinformationer. Hvert kort er en borger. Ægteskab, profession, bopæl og navn står skrevet med sirlig skrift eller ulæselige kragetæer – afhængig af, hvilken medarbejder, der lige førte fyldepennen.

Vender man sig mod de nyere, højere arkivskuffer, kan man se, at kuglepennen nu var ankommet til Folkeregisteret – sammen med krav om mere information om hver borger. Papkortene er meget større og indeholder nu også oplysninger om forældre, søskende, børn og jobs gennem hele personens liv.

Udstregninger af tidligere adresser, ægtefæller mv. markerer flytninger og skilsmisser. Lavede man en fejl måtte man ridse skriften væk med en såkaldt raderkniv, udtalt “radér-kniv”, fortæller Hanne.

Hanne ankom på Folkeregisteret næsten samtidig med CPR. Begge blev en del af hverdagen på kontoret i 1968. Det var dengang, hvor der var ekstra travlt på centralen for håndtering af personlige informationer hver første april og første september, som var de to store flyttedage, samt hver august, som var den eneste måned, hvor det var gratis at skifte læge. Over 300 medarbejdere med fyldepenne og raderknive arbejdede hårdt for løbende at få ekspederet og arkiveret alle informationer om Københavns borgere.

”I dag er det hele jo elektronisk, og vi er kun knap 30 medarbejdere… Det er smart, men også lidt uhyggeligt,” siger hun.

Vores liv som nummer

Når et barn fødes i Danmark eksisterer det kun i få timer uden for CPR-systemet. Et program, udviklet af CPR-kontoret og indbygget i hospitalets computere, genererer automatisk et CPR-nummer, som personalet printer på et lille armbånd og sætter om barnets ankel eller håndled. Velkommen til verden.

Når en opholdssøgende udlænding kommer til landet, får vedkommende straks et midlertidigt nummer, som senere bliver vedkommendes CPR-nummer, hvis han/hun får statsborgerskab. Først når man har nummeret, er man rigtig dansker – velkommen til Danmark.

Fra vi er ganske unge, kan vi vores nummer i hovedet. Gennem hele livet skal vi bruge det – det er vores adgangsbillet til lønudbetalinger, lægen, banken, uddannelse, biblioteket, offentlige ydelser m.v. Alle informationer registreres under vores nummer. Hvis du beder om det, kan CPR så at sige vise dig hele dit liv i form af registrerede informationer.

Danskere elsker orden

Den tætte tilknytning til vores cpr-nummer og fulde accept af vores dobbelttilværelse som et nummer i et kæmpe menneskekatalog siger meget om dansk kultur, mener historiker og samfundsforsker Michael Böss, lektor ved Aarhus Universitet:

”Det er et bemærkelsesværdigt udtryk for et ønske om orden og en tro på, at det er bedst at leve i et ordentligt samfund med styr på tingene, som man ikke møder så mange andre steder i verden. I Danmark forstår vi jo nærmest ikke, hvordan andre lande kan klare sig uden et CPR – hvordan skal det offentlige så holde styr på os?”

For det er ikke alle lande, der har et centralt registreringssystem som CPR. Flere lande har et eller andet identifikationsnummer til borgerne, men kun i de nordiske lande og få andre lande er nummeret en universalnøgle til hele borgerens liv og et væld af private informationer.

”I mange andre lande ville man have opfattet det som et overgreb på den personlige frihed, hvis staten havde foreslået noget som vores CPR-system. I f.eks. England, hvor man har en mere liberalistisk og individualistisk tradition, ville befolkningen aldrig acceptere sådan et forslag. Der ser man på Danmark med både beundring – fordi, vi har så meget styr på tingene – men også en fornemmelse af, at vi har et lidt autoritært styre,” siger han.  

Samtidig er vores selvfølgelige indstilling til CPR også udtryk for et ønske om at sikre, at alle andre borgere opfylder deres pligter lige så vel som os selv. I et samfund med høje skatter vil alle være sikre på, at de andre også betaler deres del.

”Det er også en del af lighedskulturen – alle registreres på samme måde og behandles i systemet helt ens, uanset status i samfundet,” påpeger Michael Böss.

CPR
Hundredvis af kort i hundredvis af skuffer. Hvert kort er en borger.
Foto: Signe Sørensen
Et af verdens ældste registre

Der har længe været styr på os danskere.

Mange hundrede år tilbage står vores forfædre opført i diverse kirkebøger, som var et af de tidligste eksempler på registrering af døbelser, vielser og begravelser i et sogn.

Efterhånden begyndte man at få behov for mere kontrol med folk, efterhånden som befolkningen blev mere mobil og flyttede rundt – også mellem sogne, hvilket gjorde sognets kirkebøger upraktiske. Fra 1890 og nogle årtier frem gik politiet en gang årligt fra dør til dør og bankede på for at forhøre sig om, hvem der boede på adressen.

I ca. 1919 begyndte man at diskutere muligheden for at oprette ét samlet folkeregister i politiske kredse. Årsagerne var ifølge en historisk rapport om CPR flere, hvoraf den vigtigste dog var indkrævning af skat:

”For det første havde kommunernes udgifter været stigende gennem nogle år. Det var derfor nødvendigt at sikre, at der indgik tilsvarende indtægter. Og disse indtægter skulle hentes hos borgerne. Det kunne således ikke nytte, at kommunen ikke vidste, hvor skatteydere, alimentanter m. m. opholdt sig.”

Københavns Kommune oprettede sammen med Frederiksberg og Gentofte Kommune et Folkeregister i 1923. Resten af landet fulgte efter i løbet af de følgende år.

Fra hulkort til computere

I 1968 blev det moderne CPR indført. Den nye folkeregistreringslov slog fast, at alle borgere skulle registreres under ét personligt nummer, og at alle numre skulle opføres i et centralt edb-kartotek ved navn Det Centrale Personregister.

Formålet var endnu engang at lette skatteinddrivelsen. Samtidig blev vi flere og flere danskere, og det gav nogle problemer, da mange havde de samme navne.

”Dengang kunne man jo være svær at skille ad, hvis man havde samme fødselsdato og navn som en anden. Vi har nogle kort i kælderen, hvor der står ”må ikke forveksles med” og så en anden person med samme navn og fødselsdato,” siger Lene, som arbejder med arvesager og slægtsforskning, og viser rundt i kælderen som om, den var hendes egen baglomme.

En ny teknik havde i mellemtiden revolutioneret registre og databaser verden over: Hulkortene. Som navnet antyder drejede den revolutionerende teknik sig om små kort med huller – disse huller kodede for tal og bogstaver og kunne læses af maskiner. Det var en bedre og hurtigere måde at indføre og opbevare store mængder data i EDB-systemer på end at indtaste data manuelt. Folkeregistrene gik derfor i gang med det langsommelige arbejde at overføre alle data fra de originale papkort til hulkort, hvorfra informationerne så senere skulle føres ind i et edb-system.

”Vi havde en hel hulkortscentral… ej hvor morsomt, en hulkortscentral, tænk dig! Data fra kortene i kælderen blev sat ind på et hulkort, som så senere blev mikrofotograferet og ført ind i en computer. Det var et stort arbejde, så jeg og mange andre blev hyret i 1968 op til arbejdet med at føre data ind i edb-systemet,” husker Hanne.