Yoga: En god løsning for de kropsdovne

    yoga
    Foto: yoga af Alliance Russe

    Jeg ved, at det er mere end på høje tid, at jeg kommer afsted. Der er igen gået over en måned uden, at det er blevet til noget. Men bare tanken om cykelturen gør mig træt. Det tager kun ti minutter at cykle derhen, og det vil koste mig 35 kroner at blive liggende i sengen. Alligevel er det en kamp.

    I går, da jeg bookede timen, virkede det så ligetil. At starte dagen med motion, som jeg ved, så mange andre får glæde af. Nu virker det helt sindssygt, at jeg virkelig troede, at det på nogen måde var i orden at udsætte mig selv for det her. At skulle stå ekstra tidligt op for at vove mig ud i morgentrafikken på min cykel og ase afsted mellem alle psykopaterne, for endelig at nå frem og så skulle slide i det af alle kræfter. Min fine plan har i stedet gjort mig i dårligt humør. Irriteret på mig selv, fordi jeg er så useriøs, når det gælder min krop. Fordi jeg, tilsyneladende som den eneste på hele Østerbro og omegn, ikke bare springer ud af sengen for at løbe en tur eller tage til spinning eller til svømmehallen. Fordi jeg har sådan en white-trash tilgang til motion. Fordi jeg er kropsdoven.

    Jeg er lad, når det gælder min krop. Jeg lever overhovedet ikke op til forventningerne om, at man skal dyrke motion flere gange om ugen og sætte en ære i at løbe, hoppe og springe. Jeg har bare lyst til at lægge mig ned og tage en lur. Sådan har det altid været. I skolen gjorde jeg mig umage at undgå at deltage ordentligt i idrætstimerne. Jeg gjorde mig dårlig med vilje, når mine klassekammerater ville spille bold eller lave andre fysiske aktiviteter. Det er ikke fordi, at jeg har noget handicap eller nogle psykiske problemer, som undskylder mig. Det er ren dovenskab.

    Det er ikke kun min skyld. Der er ingen i min nære familie, som elsker sport og motion. Mange gør en jævnlig indsats, fordi de skal, men ingen finder på lige at løbe eller cykle en tur for sjov. Til gengæld er det en selvfølge, at man arbejder længe og hårdt. Der er et klart misforhold. Når det gælder hjernegymnastik, er jeg helt på. Jeg kan sagtens sidde hele natten og arbejde på et projekt eller en opgave uden at give op. Jeg er ikke bange for at lægge kræfter i, når det gælder den form for aktivitet, hvor man bruger hovedet.

    Jeg læste for nylig om en undersøgelse, der viste, at dovenskab indikerede høj intelligens. Det vælger jeg selvfølgelig at tro på, men jeg ved samtidig godt, at jeg i perioder tager det for vidt. Og det nytter ikke noget. Noget motion må man jo have. Jeg ved godt med min fornuft, at belønningen ved at dyrke regelmæssig motion er stor. Udover at det ser bedre ud, giver det også mere overskud og en følelse af, at man ikke er helt umulig. Problemet er, at belønningen eller i hvert fald nydelsen, for mig føles lige så stor ved at sidde i sofaen og se Netflix, mens jeg drikker et glas vin.

    I mange år har jeg været tilmeldt diverse fitnesscentre. Der var forskellige hold, jeg kunne vælge, og hvis jeg var for doven til det, så var der jo maskinerne, hvor jeg kunne sidde og rykke lidt op og ned i nogle håndtag, eller gå en tur på løbebåndet, hvor jeg i det mindste kunne høre lidt musik og lykønske mig selv for overhovedet at være kommet afsted. Det er frygteligt at tænke på, hvor god en forretning, det har været for Fitness World og de andre at have mig som medlem, som betalte måned efter måned, men kun kom en gang imellem og knapt nok sled på faciliteterne.

    Det var for længst blevet en farce, da flere af mine veninder begyndte at fortælle om, hvor glade de var for yoga. Jeg sprang selvfølgelig ikke til lige med det samme, men en dag besluttede jeg mig for at prøve det af. Det er nu et par år siden, og yoga er blevet min motionsform. Jeg er på ingen måde blandt yoga-centrets flittigste medlemmer. Der kan stadig godt gå en måned eller mere, f.eks. henover sommeren, hvor jeg ikke kommer derned. Men når først jeg kommer i gang, nærmer det sig det niveau, som er realistisk for mig. Et cirka ugentlig scenarie, der holder den dårlige samvittighed på afstand.

    Klar til yoga-time. Foto: Therese Rekling
    Klar til yoga-time. Foto: Therese Rekling

    Jeg kan lide yoga, fordi det ikke er udmattende på samme måde som at være i et fitnesscenter. De hold jeg har været på i forskellige centre, har for det meste været hektiske og både fysisk og psykisk udmattende. Musikken hamrer afsted, træneren råber, og de bevægelser, man laver, er hårde og rapsodiske, sveden hagler af én, og man er helt fortumlet, når man endelig bliver lukket ud af de varme, ildelugtende lokaler.

    I yoga har du din yogamåtte, nogle enkelte redskaber og dine muskler. Timerne indledes med ro og fordybelse, når underviserne fortæller personlige anekdoter og historier, som sætter temaet for dagens undervisning. Indimellem bliver det lige lovlig lommefilosofisk og floskelagtigt, men effekten er alligevel stærk. Man bliver tvunget til at indfinde sig mentalt og lade kroppen og nuet være i fokus i halvanden time. Du står som regel det samme sted gennem hele timen. Der er ofte ingen musik, og hvis der er, er den afdæmpet og meditativ. Bevægelserne er sammenhængende, opbyggende og intense. Timen afsluttes også med ro, stilhed og taknemmelighed, hvilket virker lige så styrkende, som de fysiske øvelser, når man går direkte tilbage ud i Indre Bys larm og tumult.

    Jeg kan lide yoga, fordi det både er styrkende for kroppen (man er ikke i tvivl om, at man har brugt sine muskler de følgende dage) og for hovedet. Det er også en styrkelse af sindet og psyken. Det er grunden til, at jeg endelig er kommet lidt mere på motionsbanen. Fordi jeg også får motioneret, udstrakt og afslappet den muskel, som altid er på overarbejde i mit liv, og som trænger til kærlig behandling.

    DEL
    Tidligere artikelGiv mig Woolf og Proust frem for actionfilm i bogform
    Næste artikelStudiestart: Løkke er ude efter mig

    Jeg interesserer mig for samfund og kultur og skriver gerne om tendenser jeg ser og ting, der undrer mig. Betydningen af køn og kampen for ligestilling er vigtige emner, som det ikke nytter at tale udenom.

    Jeg søger inspiration i god litteratur og har gerne næsen eller øret i 3-4 bøger ad gangen. Jeg er en flittig forbruger af film, opera og klassisk musik, men er også typen der går på hundeudstilling!

    Jeg er uddannet journalist fra DMJX og antropolog fra Københavns Universitet.