De andre får børn, jeg har en skotsk terrier

    Henry og Vicky nyder hinandens selskab, selvom de er meget forskellige.

    Siden jeg var lille, har dyr betydet meget for mig. Navnlig hunde. Det er noget, jeg har arvet fra min farmor, som gennem min barndom altid havde to-tre hunde og et par katte. De seneste år har det været en-to hunde og ingen katte. Hun er for gammel og syg til at have huset fuldt. Men har hun ikke en hund, føler hun, at der mangler noget. Jeg har det på samme måde. Dyr skaber mere positive følelser i mig, end mennesker generelt gør. Hunde er som regel mere sympatiske og sjove end mange mennesker er det, og de ofrer sig altid for flokken. De er i hvert fald at foretrække frem for mange af de børn, man møder.

    Mine veninder og venner er kommet i en alder, hvor små børn pludselig begynder at blive meget interessante. Mange begynder også selv at få børn og lægger billeder og opdateringer på Facebook. Mine omgivelser begynder også så småt at stille skarpt på mig og komme med hentydninger – skal jeg aldrig have børn eller hvad? Kan jeg virkelig forestille mig et liv uden børn? Det er uundgåelige spørgsmål, når man lever i et fast parforhold og nærmer sig de 30 år.

    Her er Henry, min skotsk terrier, meget nyttig. Han fungerer som et skjold. Når veninder eller familie taler om børn og børnebørn og indirekte spørger, hvornår jeg giver mig, påpeger jeg, at jeg har Henry, og at det er jeg godt tilfreds med. Det virker så skørt på de fleste, at de endnu engang opgiver at tale med mig om det. Jeg har ikke noget imod børn af venner og familie. Men jeg har ikke nået det punkt, hvor de giver mig lyst til selv at blive mor. Jeg har heller ikke noget imod børn, jeg ikke kender, hvis de er søde og velopdragne, men at se en fremmed baby eller et barn på Facebook eller i parken siger mig ingenting. Ser jeg derimod en hund, især en hundehvalp, er jeg med det samme optaget af den – hvad er det for en race, hvordan ser den ud, må jeg klappe den, osv.

    I den periode, hvor jeg ikke havde hund, følte jeg også et tomrum. Når jeg hilste på en hund, blev min dag reddet, men når den forsvandt, kunne jeg mærke længslen.

    Jeg fik min første hund, da jeg var 11 år gammel. Det var en skøn labrador, Cindy, som var en sød og trofast hund, undtagen når hun kunne lugte en gammel madpakke, der lå smidt i nærheden eller en kilometer væk. Man kunne råbe, true og bede. Hun var som en narkoman, strøg afsted og kom først skyldbetynget tilbage, når hun havde tilfredsstillet sit misbrug. Hun kunne også finde på at både rulle sig i og æde andre dyrs lort. Det var ikke morsomt at stå og vaske hende ren sammen med veninder eller kærester, der var blevet lokket med på gåturen.

    Men det var svært at være sur på hende særlig længe af gangen. Hendes store brune øjne kiggede troskyldigt på én, mens halen viftede prøvende. Hun blev 12 år gammel, og det var helt forfærdeligt at tage afsked med hende. Der gik tre år, før jeg tog mod til mig og anskaffede mig en ny hund.

    Det er et stort ansvar og på mange måder en begrænsning at have hund, især hvis man er alene om det. Det passede ikke ind, da jeg gik på Journalisthøjskolen eller boede i Wien. Men jeg drømte hele tiden om den dag, hvor det igen kunne passe ind. Jeg gik og tænkte på, hvilken hund jeg skulle have, og jeg besluttede mig for racen skotsk terrier. Jeg havde lært racen at kende, da jeg var au pair i London og hver morgen gik med familiens cockerspaniel i den store park Kensington Gardens, hvor prinsesse Dianas tidligere bolig ligger. Dér, i den royale park, så jeg ofte en skotsk terrier gå morgentur på sine små fejende skotteben, med hovedet stolt løftet og med et vidende, værdigt blik i øjnene.

    Allerede dengang forelskede jeg mig i racen og besluttede, at jeg engang måtte eje sådan en hund. Nu bød lejligheden sig endelig. Jeg havde brug for en mindre hund, jeg selv kunne slæbe op og ned af trapperne til fjerde sal i København. Det skulle være en race med stor personlighed, men som samtidig var rolig, så jeg kunne have ham med mig overalt. Det var fantastisk at hente ham hos opdrætteren i Århus. Hvalpetiden var hård, fordi hvalpen vågner tidligt, altid er aktiv og skal opdrages. Men det var alligevel skønt. Og perioden var overstået en hel del hurtigere end den er for dem med menneskebørn.

    I dag er Henry to år. Han er nysgerrig og vil være med til alt, hvad vi laver. Når han har fået det, han har krav på, er det imidlertid helt i orden, at jeg i øvrigt er kedelig og sidder og arbejder i timevis ved computeren. Når bare han må ligge i nærheden, så bakker han op. Jo ældre han bliver, jo mere kommer skottens sans for loyalitet til udtryk. Lige så reserveret som Henry kan være over for fremmede børn og voksne, lige så kærlig og fokuseret er han på sin egen lille familie. Man er ikke i tvivl om, at han er der for én til det sidste.

    Det er nok derfor, at skotten ofte er blevet brugt som symbol for hunden, og at den er blevet portrætteret mange gange i litteraturen. For eksempel hos den engelske forfatter Rudyard Kipling, som har skotsk terrieren Boots som sin hovedperson, der tager på eventyr med sine venner, men altid er trofast overfor sin ejer. Det samme er skotsk terrieren i ”Den uartige Caroline” af Suzanne Lassen. Den bliver ved sin unge ejers side, når alle andre glemmer hende. Skotten er den, der aldrig svigter.

    Henry kan derfor heller ikke tåle at blive skældt ud. Så ser han forlegent og bedrøvet ned i gulvet, mens han med smaskelyde udtrykker sin beklagelse. Han vil gerne være en god hund, som man kan stole på og regne med. Han ser sig selv som et ligeværdigt familiemedlem og bliver ked af det, hvis han bliver degraderet til en uartig hund. Derfor må han hurtigt roses igen. Men han er også ufrivillig morsom, når han kommer på udebane.

    På tur til Lemvig

    Jeg har lige været på besøg hos min farmor i Lemvig. Hun er desværre meget dårlig, men hun var glad for at se min kæreste, mig og Henry. Henry bor normalt sammen med os i en lejlighed på Østerbro, hvor han er opdraget til ikke at forstyrre naboerne for meget og er vant til sirener, kanonslag, når fodboldtosserne er i krig og byens larm i almindelighed. Han er derfor heller ikke helt, som skotsk terriere er flest. De er kendt for at have et vist temperament. De siger fra over for det meste, gerne med lyd eller med krop, men det går ikke, når man bor i storbyen, hvor der hele tiden sker noget uventet eller mærkeligt. Man bliver indifferent. Det gælder også for Henry, som for det meste er upåvirket af sine omgivelser, selvom han er meget nysgerrig.

    I Lemvig var han med det samme rundt i min farmors hus sammen med hendes amerikanske cockerspaniel Vicky. Det er en helt anden race, som er enormt adræt, altid logrende, kontaktsøgende og vild. De første dage gik det fint imellem dem, og Henry blev efterhånden inspireret af Vicky, der gør, når der går fremmede forbi ude på vejen. Henry begyndte endda at se spøgelser, som vi andre ikke kunne se, der tilsyneladende spadserede op og ned af min farmors vej, som han advarede os imod.

    Første gang Vicky så en person ude på vejen, efter vi var ankommet, satte hun i en høj gøen. Henry gik først en smule frem efter hende og stod afventende med løftet pote. Så satte han også i en gøen og blev selv helt forskrækket. Og da Vicky blev opildnet af hans bidrag, gøede hun endnu vildere. Det blev alligevel for meget, og Henry spurtede hen mod os i sofaerne. Han satte sig først op af mine ben, men da jeg ignorerede ham, sprang han, som jeg aldrig har set det før, direkte op ved siden af min farmors hoved, som hun lænede op af sofaryggen – frels mig Bedste! Min gamle syge farmor måtte berolige ham og fortælle, at hun nok skulle forsvare os alle sammen mod de jyske naboer på vejen. Henry skulle i hvert fald ikke nyde noget.

    Henry, Vicky og jeg nede ved vandet i Lemvig.
    Henry, Vicky og jeg nede ved vandet i Lemvig.

    Som dagene gik blev han mere og mere modig, og snart var han den første henne ved vinduet. Han gøede af den søde ældre dame, der ville hilse på ham, af min farmors hushjælp – selv af den tykke mand, der kørte på cykel i fjernsynet! Skottesindet lå og ventede lige neden under den upåvirkelige byhund. Hundene måtte have længere pauser fra hinanden, så det ikke gik galt. For selvom Henry har de korteste ben, har han et bid, der i trykket svarer til en rottweilers.

    Min farmor ser ham som et ægte oldebarn. Hun har læst ”Den uartige Caroline”, da hun var barn, og forbinder derfor skotten med den største loyalitet. Men også stædighed. Efterhånden har Henry lært, at jeg er mere stædig end en skotte og at jeg insisterer på at få det sidste ord.

    Men han hopper stadig ikke på hvad som helst. Han er lynhurtig til at gennemskue mit næste træk – hvad end det gælder at tage legetøj fra ham eller at få ham lukket ind i et rum, mens der sker noget interessant i et andet. Han ved, at han har krav på godbidder, når han skal være alene, og han gør alt for at huske os på det, så snart min kæreste eller jeg bevæger os ud mod overtøjet i gangen.

    Sidder man for længe i sofaen og glor på fjernsynet ser han først efter, om det virkelig er så interessant, det vi ser. Er det noget med løver, katte eller hunde, vil han gerne se med. Men er det en kedelig tv-serie, hvor der kun optræder mennesker, uanset om de mister hovederne eller råber og skriger, mister han hurtigt interessen og stirrer utålmodigt op på os, som om han siger ”Er der virkelig ikke noget bedre I kan tage jer til?”

    Jeg er meget glad for Henry, og jeg tænker allerede på, at han snart skal have en legekammerat, når jeg bor et sted, hvor der er mere plads. Måske får jeg også børn en dag. Hunde og børn udelukker slet ikke hinanden. Tværtimod ved jeg fra mig selv, hvor skønt det er for et barn at kende en hund. Men af de to ved jeg godt, hvad jeg i hvert fald ikke kan leve uden.

    Fakta om Skotsk Terrieren

    Skotten er lille og kraftig med et langt, ædelt hoved, opretstående ører og en strid, tæt pels.  Som navnet antyder stammer den fra Skotland, hvor den blev brugt til at jage grævlinger, rotter, ræve, oddere med flere. Til de mange forskellige opgaver var det nødvendigt med en tung, robust hund med kraftige knogler og en tyk dobbeltpels, der kunne beskytte mod det skotske klima. Ikke mindst skulle den være modig, stædig og rolig.

    Kilde: Dansk Terrier Klub

     

    DEL
    Tidligere artikelLivet leves altså også på landet
    Næste artikelOL er sportsmagi og kropsempati
    Jeg interesserer mig for samfund og kultur og skriver gerne om tendenser jeg ser og ting, der undrer mig. Betydningen af køn og kampen for ligestilling er vigtige emner, som det ikke nytter at tale udenom. Jeg søger inspiration i god litteratur og har gerne næsen eller øret i 3-4 bøger af gangen. Jeg er en flittig forbruger af film, opera og klassisk musik, men er også typen der går på hundeudstilling! Jeg er uddannet journalist fra DMJX og antropolog fra Københavns Universitet.