Vandring i USA: Sierra Nevada er et paradis for begyndere i vildmarken

    Sierra Nevada vandring tøj
    Vandring og god stil er hinandens modsætninger. Men billederne bliver alligevel Facebook-værdige takket være baggrunden! Foto: Troels Hein Bünger

    Troels og jeg var i sommer i USA for at se solformørkelse og fuldføre et episk roadtrip gennem hele landet.

    Ingen ferie med Troels er dog komplet uden mindst én krævende, fysisk udfordring, så da vi landede i Los Angeles i slut-juli tog vi direkte op i Sierra Nevadas bjerge for at afprøve udholdenhed og vildmarks-skills på vores første vandretur på over 200 km. 

    Det var nogle af de flotteste bjerge, jeg har haft fornøjelsen af at vandre i.

    Og hvad mere er: De er tilgængelige for almindelige mennesker uden særlige forudsætninger eller turguide. Ruterne er godt markerede, vejret er generelt pænt, og det skorter ikke på drikkevand. Det er perfekt til den entusiastiske, men ikke overdrevent erfarne vandrer og vildmarks-overlever!

    Så her følger en lille appetitvækker og et par pointer, hvis du kunne lade dig friste af sådan en tur:

    Hvad er Sierra Nevada?

    Sierra Nevada er en bjergkæde, der slanger sig langs Californiens østlige grænse og måler ca. 640 km fra nord til syd. Højeste top er Mt. Whitney på 4421 meter. Tre store nationalparker dækker det meste af bjergkæden: Yosemite, Seqouia og Kings Canyon. I nationalparkerne er der ingen veje eller bygninger – bare ren natur.

    Sierra Nevada byder på unikke naturoplevelser, et usædvanlig stabilt vejr for bjerge af den højde og flere verdensberømte vandreruter.

    Giant Sequoia
    Af unikke naturoplevelser kan bl.a. nævnes verdens største træ i volumen, General Sherman, som vi gik lige forbi. General Sherman var dog overrendt af turister, så vi gik hurtigt videre, men vi kom forbi mange andre træer af samme art (Giant Sequoia), som vi havde vi helt for os selv. Blandt andet dette, som fik en krammer.
    Foto: Troels Hein Bünger
    Smukke ruter i flere sværhedsgrader

    Første idé var at gå den meget berømte rute “John Muir Trail”. Men for at måtte vandre i nationalparkerne, skal man have en tilladelse, og det er svært at få tilladelse til at gå John Muir Trail, fordi den er så populær, at der trækkes lod blandt ansøgere.

    Vi valgte i stedet at gå en mindre kendt rute kaldet “Big SEKI Loop”. Den plan måtte vi dog også ændre, da en del af stien var styrtet sammen. Vi lagde derfor en ny rute med cirka samme længde og mange af de samme højdepunkter, men som undgik den ødelagte sti.

    Vi startede ved permit-stationen Road’s End og gik derfra mod nord og vest til Rae Lakes. De følgende dage gik vi sydpå over Glen Pass og senere Forester Pass indtil vi nåede Mt. Whitney, som vi besteg på femtedagen.

    Derfra gik vi vestpå og ned i Kern Canyon, hvor vi fulgte High Sierra Trail først sydpå og så vestpå over passet Kaweah Gap. På ottendedagen slog vi vejen forbi verdens største træ, General Sherman.

    Fra General Sherman gik vi over et Silliman-passet og fulgte en flod mod nordvest, før vi krydsede vores sidste pas kaldet Avalanche. Hen på eftermiddagen den 11. dag nåede vi tilbage til vores lejebil, som holdt parkeret ved Road’s End. 

    Vandrerute i Sierra Nevada
    Vores rute i grove træk. I alt omkring 250 km.

    Vi endte med at blive ret begejstrede for vores rute og følte, at den måtte være mindst lige så god som Big SEKi Loop. Men Big SEKI Loop er velsagtens også fantastisk. For der er så mange gode stier i det her område, at man kan sammensætte et utal af flotte ruter. 

    Man behøver af samme årsag ikke vandre 10+ dage for at opleve Sierra Nevada. Man kan let lave en kortere rute, f.eks. går mange en tur kalder Rae Lakes Loop, som blot tager 3-5 dage, og hvor man, som navnet antyder, kommer forbi Rae Lakes, som er de smukkeste, klareste bjergsøer, du kan forestile dig, og hvor du kan bade og fiske med udsigt til sneklædte tinder.

    En anden kortere rute er turen op til det imponerende pas Kaweah Gap. Den tur kan klares som en ud-hjem tur fra General Sherman-træet og vil typisk tage to dage hver vej. Stien derop er underskøn med svimlende udsigter, vandfald, vilde blomster, isnende blå smeltevandssøer og gangbroer over brusende vandløb.

    Kaweah Gap
    Stien et stykke efter Kaweah Gap. Man kan ikke klage over, at noget skygger for udsigten, da lange passager af stien er hugget ind i en klippevæg med lodret fald ned mod en dal. Foto: Signe Sørensen

    Omvendt kan man også vælge at lave en meget længere tur end vores. John Muir Trail vil for de fleste tage mellem 16 og 23 dage, og man kunne snildt vandre i seks uger uden at løbe tør for nye stier.

    Derfor skal du tage afsted:
    Sierra Nevada varme kilder
    For det første: Karbad! Vi kom forbi varme kilder i Kern Canyon på syvendedagen. For at undgå, at vandrere bader ved kildens udspring, har nationalparken bygget et slags badekar.
    Foto: Troels Hein Bünger
    • Sierra Nevada byder på storslået natur i reelt højfjeld (3-4 km), uden at du behøver have en guide med. Det er et godt område for alle, også uerfarne vandre-entusiaster. Tænk dig om, læs om området og planlæg turen grundigt, så skal det nok gå. Stierne er generelt tydeligt markerede og du behøver hverken klatreevner eller særligt udstyr, bare gode ben og vilje. Der er masser af vand langs stierne, så hvis blot du har et rensesystem, behøver du ikke bekymre dig om drikkevand. Der er ikke ret mange farlige dyr: Der er sorte bjørne, som man skal sikre sin mad imod, men de er ikke en stor trussel mod mennesker. Vi så en enkelt, og den flygtede alt, hvad den kunne, så vi følte os ikke truede. Der er også slanger, herunder giftige klapperslanger, men de er lige så interesserede i at undgå dig, som du er i at undgå dem. Vi så tre levende slanger og en død, men de levende flygtede og den døde var i sagens natur ufarlig. 
    • Du behøver ikke være i topform. De fleste vil kunne klare det, hvis blot de vælger en rute, der passer til deres niveau, og går i deres eget tempo. Vi mødte folk i alle aldre og i forskellige vægtklasser, så at sige, og alle virkede til at nyde deres tur.
    • Din hjerne slapper af. Mobiltelefonen har ingen forbindelse til hverken netværk eller internet og du aner ikke, hvad der sker i resten af verden. Alle dine normale forpligtelser føles fjerne og uvirkelige. Du rykker dig langsomt, men sikkert gennem landskabet. Alle gøremål bliver sat voldsomt ned i tempo i forhold til dit normale liv, fordi du ikke har alle de sædvanlige hjælpemidler: Hele dagen går med at pakke dine ejendele ned og ud, vandre, hente vand, rense vand, lave mad og vaske op, skifte tøj, evt. bygge bål og slukke det osv. Mens din krop arbejder hårdere, end den er vant til, slapper din hjerne gradvist mere af. Tiden bliver en abstrakt størrelse i stedet for noget, du følger med i og tilpasser dit liv efter med matematisk præcision. Det er en slags aktiv meditation.
    • Alle de amerikanere, vi mødte i bjergene, var enormt hjælpsomme og snaksalige. Vi mødte andre vandrere hver dag – dog ikke så ofte, at det forstyrrede. Det giver tryghed for uerfarne vandrere som os, at man trods alt ikke er mutters alene, og folk ville som regel meget gerne dele ud af både deres viden og ejendele. Vi fik bl.a. tips om træstammer over floder, der ellers ville have været svære at krydse, myggespray, da vi løb tør, varm kakao, da vi frøs på toppen af Mt. Whitney… Det var svært ikke at blive imponeret over den glæde ved at kunne hjælpe, som vi oplevede. Der er i øvrigt klart flest amerikanere i Sierra Nevada, så det føles heller ikke så turistet.
    Det skal du have i baghovedet

    Alt i alt vil jeg på det varmeste anbefale Sierra Nevada til alle, der er interesserede i at prøve kræfter med længere vandreture med overnatninger. Men der er selvfølgelig visse overvejelser at gøre sig inden:

    • Højden. De fleste vandreruter i Kings Canyon og Sequoia National Forest kommer op i over tre kilometers højde. Det kan mærkes. Vi gik meget langsomt de første tre dage, indtil vores kroppe havde vænnet sig til forholdene. Det var frusterende, men vi kunne simpelthen ikke yde det, vi normalt kan. Vær tålmodig og planlæg evt. efter et lidt langsommere tempo i starten. Vær også opmærksom på risikoen for højdesyge, hvis du kommer fra kysten og tager en meget stejl rute direkte op i højden.
    • Pak så let som muligt! Du behøver ikke skifte tøj hver dag, glem alt om deo’en (der er alligevel intet, der kan holde din sved nede efter dagevis i vildmarken, og ingen, du møder, kan lugte dig igennem deres egen kropslugt), og får du egentlig læst i den bog, du overvejer at tage med? Vær meget kritisk, når du udvælger, hvad du skal have med, og lav en prøvepakning inden, hvor du tager rygsækken på, går lidt rundt og forestiller dig at slæbe den op ad bjergside efter bjergside.
    • Husk vandretilladelse. USA passer faktisk godt på deres nationalparker i Sierra Nevada. Kravet om, at alle vandrere har en “permit” sikrer, at naturen ikke bliver overrendt og overbelastet. Vandretilladelsen kostede i øvrigt kun 15 dollars pr. person og var super nem at få. Ansøgningen foregår online og via mail, og vi fik svar med det samme. 
    Sierra Nevada flodkrydsning
    Flodkrydsninger var en daglig aktivitet, så medbring sko, der kan tåle at blive våde. Det havde vi ikke, så vi måtte ofte krydse barfodede… Hvilket selvfølgelig giver større risiko for at glide og falde.
    Foto: Signe Sørensen
    • Vær fleksibel. Vi var nødt til at ændre vores planlagte rute, og dårligt vejr kan også sinke en vandretur. Pak evt. mad til en dag eller to mere, end turen er planlagt til.
    • Medbring et rensesystem til vand. På den måde kan du drikke vand fra de kilder, du kommer forbi, uden at skulle frygte noget. Vi brugte et Sawyer Mini vandfilter. Det vejede næsten intet og kostede heller ikke noget særligt.
    Sierra Nevada vandring
    Så sejt ser det ud, når man drikker vand direkte gennem et vandfilter skruet på en vandflaske.
    Foto: Troels Hein Bünger
    • Du skal kunne klare dig selv. Selvom der er andre vandrere i bjergene, kan du ikke sætte din lid til, at andre får dig ud af en træls suppedas. Brug hovedet og tag ingen chancer. Du er langt inde i høje, ufremkommelige bjerge. Hvis du kommer i alvorlige problemer, skal du først få gjort nogle opmærksomme på, at du skal reddes. Det kan være svært, når du er i et øde område uden mobilsignal og ingen vil savne dig de næste mange dage. Derefter må du håbe, at vejret og andre forhold er til, at en “ranger” eller en helikopter kan nå frem til dig. Det bedste er ikke at skulle reddes.
    • Medbring masser af solcreme, myggespray, håndsprit samt smertestillende piller og evt. andet håndkøbsmedicin. Solcreme, myggespray og håndsprit har man altid brug for. Smertestillende og andet apoteker-agtigt, f.eks. noget mod ømme muskler, vabler, dårlig mave, allergi etc., får man måske ikke brug for. Men hvis man gør, er det rart at have! Jeg fik f.eks. noget betændelse i min venstre akillesscene omkring dag 7, og der var hverken mulighed for at afbryde turen eller forkorte vores planlagte rute. Vi kunne ikke bare skyde genvej over et bjerg og slet ikke uden seriøse navigationsevner, vi måtte holde os til stierne og den planlagte rute. Løsningen blev derfor, at jeg spiste en masse smertestillende piller kaldet Advils og prøvede at gå lidt forsigtigt, mens Troels bar meget mere end sin andel af vores samlede oppakning for at aflaste mig. Vi døbte i øvrigt i løbet af disse dage vores rute “The Advil Loop”.

    Det var det for nu – det her indlæg er vist også rigeligt langt…

    Men hvis du gerne vil have råd til planlægning af en vandretur i Sierra Nevada, så kommentér gerne denne blog eller skriv en mail til signe@featuring.dk!

    Mt. Whitney
    På femtedagen stod vi op midt om natten for at gå de sidste 6-7 km fra vores “base camp” og op på toppen af Mt. Whitney, hvorfra det skulle være fedt at se solopgangen. Det var pissekoldt at stå på den 4,4 km høje top og vente på solen, men det var det hele værd! Især var det sjovt at gå op ad bjerget i mørke og se lysene fra de forskellige andre vandrere, der ligesom os var på vej op ad bjerget, foran os og bag os. Det var nærmest hyggeligt! Privatfoto taget af en venlig sjæl på bjerget 🙂
    DEL
    Tidligere artikelFor fin til at samle lort op?
    Næste artikelFra provinshad til parcelshusdrøm
    Signe Sørensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – men det var ikke nok for denne grådige velfærdshamstrer, som, efter et års tid på arbejdsmarkedet hos bl.a. Illustreret Videnskab, valgte at søge ind på Historie på Københavns Universitet. Når hun ikke læser eller arbejder freelance for tidligere arbejdsgivere, kan man finde Signe til hest på Amager, i løb rundt om Søerne eller på sin flade i færd med at læse tilfældige fakta på nettet, se Den Store Bagedyst eller drikke papvin. Signe elsker dyr (især hunde, heste og får), bøger, internettets finurligheder, bland-selv-slik, is, sol, sne, vand, sand, bjerge og træer.