OL er sportsmagi og kropsempati

    Hækkeløb
    Kvindernes 100 meter hækkeløb til OL i London, 2012. Foto: Robbie Dale (Flickr: 100m Hurdles, first barrier) [CC BY-SA 2.0], via Wikimedia Commons

    Hendes toptunede ben pisker derudaf. Så hurtigt at fødderne næsten ikke kan følge med, og hun må spænde i hele torsoen for at holde den rank i luftmodstanden. Første hæk kommer flyvende mod hende. Hun afpasser sine skridt i sidste øjeblik og skyder så højre ben op og fremad, så hårdt at det hiver ubehageligt i hendes lyske og inderlårets stærke muskler. Mavens muskler mases sammen, mens hun krummer sig og strækker overkroppen fremad hen over hækken. Den ene arm er strukket stift frem, den anden tilbage. Hendes hænder er flade, som om hun prøver at svømme gennem luften over hækken, som egentlig ikke er en hæk, men bare en plasticforhindring, som gør helvedes ondt at hamre skinnebenet ind i med den her fart. Oven i købet kan resultatet af at ramme den ondsindede forhindring være et hårdt og pludseligt møde med den ru løbebane.

    Men alt det tænker hækkeløberen ikke over. Hun børstede enhver frygt af skuldrene, før hun indtog startpositionen og afventede startskuddet til hendes livs stævne: OL.

    Sådan forestiller jeg mig i hvert fald, at hækkeløbere har det. Men hvad ved jeg. Jeg kommer aldrig til at deltage i OL – kun med min fantasi. Den er til gengæld livlig. Og nu er det snart tid, så jeg varmer min forestillingsevne op ved at se masser af cheesy video-montager mens jeg dagdrømmer om at være super-atlet.

    OL er et epicenter for galninge. Verdens mest dedikerede og fysisk begavede mennesker samles og deltager i en blanding af et cirkus og et hardcore reality-show, hvor deltagere fra hele verden konstant sendes tomhændede hjem mens enkelte får lov at gå videre til finalen eller får en medalje om halsen.

    Jeg elsker OL. Det ene øjeblik ser jeg hækkeløb, hvor mennesker konkurrerer i det nøjagtigt samme, som vi ellers gennem tiden primært har fået heste til. Jeg tænker på, hvor vanvittigt meget tid og hvor mange penge disse mennesker bruger på at blive verdens bedste til at løbe stærkt og hoppe over forhindringer i hoftehøjde.

    Det næste øjeblik ser jeg stangspring og undrer mig over, hvordan nogle fandt på at gøre noget, der ligner en stuntscene fra en James Bond-film til en sport. Eller måske stammer det fra oldtiden, hvor mennesker hoppede over dybe kløfter og over mure ved hjælp af yderst fleksible træpinde?

    Zap! Så er der synkronsvømning– en sport, der kombinerer ballet med fridykning. Hvad sker der for dét?! Jeg er vild med det!

    Underholdningsfaktoren til OL er høj, fordi vi får så mange sportsgrene at se, som vi aldrig normalt får lov at se i bedste sendetid på mainstreamkanalerne. Sportsgrene, som i dagligdagen ofte er vildt underfinansierede og bringer liden prestige til udøverne, får en gang hvert fjerde år deres fem minutters berømmelse. Og hvor er det dog herligt at se den bredde, sport faktisk besidder! Man kan godt glemme det, når man bombarderes af TV-kanalernes uforanderlige sommerturnus af fodbold, cykling og tennis, men der er faktisk rigtig mange og vidt forskellige sportsgrene. Der er en sport for enhver smag, og udøverne til OL er blevet de bedste, fordi de elsker deres sport – uanset hvor få penge, der er i den.

    Folk bruger tusindvis af timer og kroner på at blive verdens bedste til discipliner, de fleste ikke engang kender reglerne til, såsom vandpolo, skydning og syvmandsrugby. Og OL er deres time to shine. I OL er der hele 42 discipliner, rangerende fra slalom i kano til kapgang. Og så er der selvfølgelig de klassiske atletikdiscipliner, som man sjældent har fornøjelsen af at se i fjernsynet.

    Den ædle, gamle sport gymnastik er for mig mest noget, jeg forbinder med folkeskolekammerater, der har lært at stå på hænder ”til gymnastik”. Men til OL får vi uindviede syn for sagen – og sagen er, at gymnaster er en slags overmennesker.

    Se f.eks. dette klip, hvor den russiske teenager Olga Korbut udfører sin mindfuck-agtige rutine på ulige barrer til OL i 1972 – et OL, der blev husket pga. det frygtelige terrorangreb mod det israelske hold, men også for Olga Korbuts helt ekstraordinære ”Korbut-flip”. Hvis du er i tvivl, så er det der, hvor hun flyver baglæns gennem luften som et bagvendt fucking flyveegern, du skal være imponeret:

    ”Has that been done before by a girl?!”

    ”Never, never, not by any human that I know of!”

    Og så er der de mandlige gymnaster. At dømme ud fra deres evner til at hænge fuldstændig stille i et par meget bevægelige ringe med en torso som et bræt, er de nok ret gode til planken.

    Hop evt. direkte til 03:05 for at se Supermand tage en armbøjning i ringene – eller bare se det hele. Og prøv at føl øvelserne, som om du lavede dem med din krop. Seriøst, gør et forsøg.

    Kan du forestille dig, hvordan det ville være at udføre disse øvelser? Kan du mærke dine muskler sitre af anstrengelse? Din halsmuskel bule ud, fordi du spænder så meget i kæben? Gør det samme med de andre gymnastikdiscipliner: Kan du føle luften, når du laver et flyvende afsæt på trampolinen for at komme op på bukken? Kan du forestille dig stødet op gennem benene, når du efter tre saltomortaler lander på begge fødder?

    Jeg kan, og jeg håber, du også kan. Det er måske det, jeg elsker allermest ved OL. At forestille mig, at det er mig, der hvirvler gennem luften i gymnastik. At jeg rider hesten, der danser sidelæns i dressur eller at det er mine muskler, der skriger og mine lunger, der brænder mens jeg krampagtigt presser pedalerne i bund i banecykling. At det er mig, der ånder langsomt ud og holder vejret når mine lunger er tomme, for at holde kroppen helt stille, mens jeg slipper buestrengen og sender pilen torpederende gennem luften mod målskiven.

    Jeg kalder det krops-empati: Følelsen af, at man kan forestille sig præcis hvordan, det ville være at udføre de bevægelser, man ser på skærmen.

    Så fra d. 5. til d. 21. august er min empati i Rio. Håber blot, at atleterne undgår at få dårlig mave af Rios havvand, så jeg ikke også skal lide med dem i dette.

    Og her er i øvrigt en rimelig følelsesladet video med kikset musik – hvis andre har lyst til at geare sindet op til OL sammen med mig: