Forhold med en cykelrytter: Glatte ben og indforståede moderegler

    Cykelrytter
    Min kæreste forrest. Han vandt i sin "division", C-klassen, og rykkede dermed op i B-klassen. Foto: Jens Berthol Hansen

    Min kæreste træder ud på sommerhusets terrasse iført stram, sort lycra.

    Han er i en smart, lille overdel fra det populære, italienske mærke Castelli. Godt hjulpet på vej af en beskyttende pude, kan hans bagdel næsten konkurrere med Kylie Jenners. Hans lårmuskler knejser, pænt hævede over knæene. Læggene er glatbarberede. Hans fødder er klemt ned i et par stramme, sorte, blanke sko, som dertil er dyre og ubehagelige at gå i. Han stavrer akavet hen over træterrassen, og jeg kan se de obligatoriske to bananer stikke op af baglommen på Castelli-jakken.

    Han er i ”kort-kort” – dvs. shorts på benene og korte ærmer på overkroppen. Jeg ved, at han overvejede ”korte rør” – dvs. shorts på benene og lange ærmer på overkroppen. (ALDRIG omvendt! Det er nemlig totalt ”motio” at have lange bukser og T-shirt på.)

    Hvad sker der? Jo, min kæreste er på vej ud og cykle.

    Cykel
    Min kæreste (forrest) til DeFeet cykelløb i Lejre 2015. Han er ikke professionel, men kører licensløb.
    Foto: Jens Berthol Hansen

    Han er en af de tusindvis af motionscykelryttere, som om foråret strømmer ud på landevejene landet over. Hans Merida-cykel, som han er mere øm over for end de fleste er for deres Fabergé-æg, har overnattet i sommerhusets stue. Er vi hjemme i lejligheden på Nørrebro, har den plads på soveværelset. Man stiller ikke bare en racercykel udenfor!

    Sidste sommer lånte jeg en dag min kærestes vinterracer (en knap så dyr racer-cykel, som han bruger om vinteren i stedet for Meridaen) og cyklede sammen med ham fra København til Tisvildeleje, hvor han og cykelvennerne har et sommerhus. På vejen skulle vi tjekke, om Jysk i Helsinge havde persienner til sommerhuset. Vi gik ind i butikken med cyklerne. De kunne jo ikke stå udenfor!

    Sådan er der mange ting, man kan gå rundt i total uvidenhed om, hvis ikke man er eller kender en cykelrytter.

    Her skal skelnes mellem ”cyklist” og ”cykelrytter”. Cykler du fire-fem km til arbejde på en gammel Raleigh, er du cyklist. Faktisk er det ligegyldigt, hvor langt du cykler – hvis du gør det på en Raleigh, er du stadig cyklist. Cykler du 80 km på en racer, er du cykelrytter. Men klasseinddelingen stopper ikke der. Du kan nemlig godt købe en racercykel og tonse rundt i Nordsjælland, uden at du af den grund er en rigtig cykelrytter – måske er du bare ”motio”!

    ”Motio” er et nedsættende begreb om en, som ikke er ”rigtig” cykelrytter men kun motionist… Der er selvfølgelig en vis logisk udfordring i dette. For de fleste af dem, der hjuler rundt søndag morgen med bananer i baglommen og energidrik i dunkene, er jo motionister. Det er jo ikke deres job at cykle, så de er ikke professionelle, ergo må de vel være “motio”?

    Men sagen er, at cykelryttere som min kæreste og hans venner ikke ser sig selv som motionister. De ser ikke cykling som simpel ”motion”. Hvis man bare vil tabe sig, kan man tage til spinning. De ser heller ikke cykling som en uforpligtende hobby. De ser det som en konkurrencesport, og sig selv som udøvere af sporten. De er bare ikke blevet helt lige så gode som de professionelle.

    Samme indstilling gør, at rigtige cykelryttere går op i både diæt (det gælder om at være tynd, hvis man skal vinde de vigtige bjergetaper), i den rigtige stil (handler både om at have det rigtige tøj, men også om, hvordan man sidder på cyklen), og i deres udstyr med en passion, der kan få min kæreste og hans venner til at bruge timevis på at se YouTube-videoer med anbefalinger af forskellige ”kranksæt” (tandhjulene til kæden plus pedal-arme). Samme passion for udstyr gør, at posten jævnligt kommer med en pakke med letvægtsstyr, så cyklen lige bliver 10 gram lettere, og at min kæreste kan blive ved og ved med at justere den vinkel, styret sidder i, for at finde den helt rigtige, aggressive indstilling – jo lavere i forhold til sadlen, jo bedre. Det skal sgu ikke være behageligt at sidde på den cykel!

    Og så tager de også på forårstræningslejr ligesom de professionelle. Mallorca er et godt bud. Det gamle arnested for grisefester er blevet til et cykelparadis. Øens bjerge er en god udfordring, vejenes asfalt er generelt god, vejret er væsentligt mere opmuntrende end i Nordeuropa. Min kæreste er helst en gang årligt i udlandet med cykelvennerne på træningslejr.

    Om at være mindre attraktiv som rejsepartner end FBL

    Det at være kæreste med en cykelrytter betyder altså, at jeg ikke er førstevalg som selskab på den type ferie, han egentlig holder mest af. Uanset hvor meget, vi oplever på en tre-ugers tur til Sri Lanka, sidder jeg tilbage med en følelse af, at han egentlig synes, at to uger på Mallorca med FBL (den klub, han cykler med) ville have været sjovere.

    Det betyder også, at det sociale online-netværk, min kæreste er mest aktiv på, er Strava. Her uploader han sine træningsture, så andre cykelryttere kan se dem. Hvis han er hurtig på en bestemt strækning, får han en ”KOM” – dvs. han er ”King Of Mountain”. Min kæreste har syv KOM’er. Det hjælper bare ikke rigtigt, hvis man skal vise venner og veninder, hvem han er – for på Facebook er han til gengæld stort set anonym.

    Det betyder, at jeg mindst en weekend-dag om ugen hele sommeren igennem bliver vækket kl. 8, fordi han skal ud og træne. Uanset hvor meget, jeg (og han) har drukket aftenen før, og uanset hvor træt, jeg er, ringer uret hvorefter en times møflen rundt på værelset med lycra, cykelcomputer og selve cyklen sikrer, at jeg ikke har en chance for at falde i søvn igen.

    At være sammen med en cykelrytter betyder, at jeg ofte sidder til middag med ham og vennerne og har meget lidt at byde ind med – snakken går om hvor mange watt, hvem har trådt, hvilket kranksæt er det bedste og vennerne fra cykelklubben. En træningstur på to timer kan man sagtens snakke om i fire timer.

    Det betyder, at min kæreste oftere er hos bageren med cykelvennerne end ude med mig (bagerstoppet – hen mod slutningen af en hård træning stopper man gerne ved en bager og fylder op på kalorier).

    Bagerstop
    Under bagerstoppet kan man observere rytterne socialisere, mens de fylder kroppens drænede sukkerdepoter op efter træningen. Her er Morten hhv. Holm og Poder fanget ved bageren i Tisvildeleje. Fotografen ankom for sent til at memorere kagerne. Foto: Signe Sørensen

    Det betyder, at han er væk i timevis og atter timevis, især om sommeren. En tur på 140 km tager sin tid. Licensløbene tager endnu længere, han er væk hele dagen – ofte en lørdag eller søndag.

    Og det, at være kæreste med en cykelrytter betyder ikke mindst, at jeg skal forsvare alle landets cykelryttere, hver eneste gang jeg møder nogen, der hader dem. Og det gør jeg ofte.

    Om at have en kæreste, der imponerer mig

    Det at være sammen med en cykelrytter betyder til gengæld også, at jeg har en kæreste, der er i virkelig god form om sommeren. Vaskebræt og stenhårde lår er ok.

    Det betyder, at jeg får tid til mig selv og mine hobbyer – dem har jeg jo trods alt også.

    Det betyder, at alle vores ferier bliver små eventyr, hvor vi altid finder på et eller andet vanvittigt projekt, hvor vi først cykler ud til et  bjerg, så bestiger det, så løber ned ad det og til sidst cykler hjem – alle ferier skal have sådan en “kongeetape”, som bliver en lille mission, der skal løses! Og det er da bare sjovere at dase på stranden, når man først har været aktiv og føler, man har opnået et eller andet.

    Min kæreste er nok også stærkt medvirkende til, at jeg selv dyrker mere motion. Jeg har løbet et maraton nu (langsomt, ganske vist, men alligevel) – det var der nok ikke mange, der havde set komme for fem år siden.

    Og så betyder det, at jeg har en kæreste, som virkelig går op i noget. Det er inspirerende. Det er faktisk så fedt, at jeg håber, at han altid vil gå op i noget så meget, som han går op i cykling. Det giver ham en energi og en glæde, som smitter.

    Jeg vil alle dage vælge en mand, der er lidt for passioneret, over en, der ikke gider involvere sig i noget. Gid, der må komme mange flere KOM’er hans vej i fremtiden!

    DEL
    Tidligere artikelEU fastholder afrikanske lande i fattigdom
    Næste artikelUbetinget basisindkomst – et muligt alternativ
    Signe Sørensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – men det var ikke nok for denne grådige velfærdshamstrer, som, efter et års tid på arbejdsmarkedet hos bl.a. Illustreret Videnskab, valgte at søge ind på Historie på Københavns Universitet. Når hun ikke læser eller arbejder freelance for tidligere arbejdsgivere, kan man finde Signe til hest på Amager, i løb rundt om Søerne eller på sin flade i færd med at læse tilfældige fakta på nettet, se Den Store Bagedyst eller drikke papvin. Signe elsker dyr (især hunde, heste og får), bøger, internettets finurligheder, bland-selv-slik, is, sol, sne, vand, sand, bjerge og træer.