Livet leves altså også på landet

    Tisvildeleje
    Gåtur på stranden: Heldigvis har min kæreste et sommerhus i Tisvildeleje. Fik jeg min vilje, ville vi være der konstant. Foto: Signe Sørensen

    En sommersøndag hos mine forældre på Stevns: Jeg vågner naturligt, når min krop er færdig med at sove. Spiser morgenmad i haven, slapper af og læser en bog eller skriver på næste artikel til Featuring. Efter frokost løber jeg en tur omkring et gammelt, nedlagt kalkbrud. Jeg stopper for at beundre havet og tjekke, om der er kommet salamandere i den lille kalksø. På turens fem kilometer ser jeg to biler, en traktor, nogle heste og en lille flok får. Bagefter lægger jeg mig i haven igen, og de eneste, der forstyrrer mig, er katten, min familie og måske nogle venner, jeg har inviteret på besøg.

    En sommersøndag på Nørrebrogade: Jeg vågner kl. 7, når overboens datter begynder sit morgenskrigeri. Det er et gutturalt, kraftfuldt skrig præget af et nærmest overmenneskeligt, indestængt raseri, og jeg ved, at jeg lige så godt kan stå op. Det kan blive ved i en hel time, uden at man hører noget til forældrene. Meget tyder på, at de afprøver en ny opdragelsesmetode, der går ud på at lade barnet rase, mens de blot ignorerer hende i håbet om, at hun pludselig vil indse, at skrigeriet ikke nytter. Min evaluering er, at det overhovedet ikke virker.

    Jeg står modvilligt op, tager løbetøj på og forbereder mig mentalt på at zigzagge mellem Nørrebros menneskemasser, mens 5A bøvser mig i hovedet. Efter løbeturen finder jeg den mindst slidte plet græs i vores karrés gårdhave. Jeg nyder stædigt solen, mens jeg ignorerer osen fra de grillende brugere af gårdhaven, de høje råb fra karréens børn og drikkende mennesker samt det faktum, at der til ingen side er mere end 10 meter til en fremmed person.

    Sidste scenarie er bare knap så fedt som det første – i mine øjne.

    Jeg ligner ellers prototypen på den lykkelige storbypige. Jeg går til yoga, løber rundt og rundt om søerne, går tur på Assistensen, mødes med venner på cocktailbarer, har nogenlunde ambitiøse planer for karrieren og bor i en stor, eftertragtet Københavnerlejlighed. Det bliver derfor også ofte set som en slags falliterklæring, når jeg fortæller bekendte, at jeg drømmer om at flytte i hus, komplet med have, flagstang og en kælder til alt mit lort – hvor kedeligt og konformt! Og så vil jeg endda helst have, at huset befinder sig på sikker afstand af København. Jamen, tænk da på alt det fede, jeg ville gå glip af ved at flytte ud fra København! Jeg er netop fyldt 26, vil jeg virkelig have, at mit liv går totalt i stå, bare for at jeg kan være ejer af en have og en småborgerlig flagstang??
    Men kære, velmenende Københavnere: I behøver ikke bekymre jer om, at jeg kommer til at kede mig ihjel, når jeg flytter væk fra Københavnstrup. Livet eksisterer skam også på landet, og det minder faktisk en del om det liv, der leves i byen. Det forholder sig sådan, at kreativitet og livskraft og fantastiske personligheder findes spredt ud over hele landet.

    Da jeg netop var flyttet til byen, blev jeg ofte mødt med spøgende kommentarer om alle de ting, det måtte imponere en landbo som mig: Høje bygninger (ok, det er København, vi taler om – bygninger i mere end én etage), tung trafik og SÅ mange spændende ting, man kan lave! Selvom kommentarerne var for sjov, antog præmissen for dem ofte, at jeg inderst inde faktisk var benovet over byen. Jeg fik ofte fornemmelsen af at blive set som lidt naiv, langsom i optrækket og måske kulturelt understimuleret, fordi jeg var fra landet. Ligesom det ofte antoges, at jeg umuligt kunne finde vej i ”den store by” og at jeg måtte være nervøs over Nørrebros bandemiljø (helt ærligt virker de hårde fyre på Stevns omtrent lige så hårde som Nørrebros af slagsen).

    Jeg møder stadig ofte en holdning, der antyder, at mit liv først rigtigt begyndte, da jeg flyttede til København. Men det er på ingen måde mere udfordrende eller stimulerende at bo i København end på landet, og københavnere er ikke en særlig art af mennesker.

    Det eneste, der kendetegner Københavnere som art, er måske, at der iblandt dem kan konstateres en lidt højere frekvens af FOMO. FOMO er en forkortelse af Fear Of Missing Out: Frygten for at gå glip at noget. Moderne mennesker generelt – og måske især ærke-københavnere – vil helst holde alle muligheder åbne hele livet igennem, og det føles nemmere at opnå i byen.

    Men på trods af byens mange muligheder må man konstatere, at flertallet af danskerne stadig bor uden for København. Hvad laver de der derude? Har de ikke fattet, at det er i byen, det sker? Eller er sandheden, at de faktisk går ikke glip af noget særligt ved ikke at bo i hovedstaden? Det sidste er selvfølgelig mit gæt. Livet i al sin vælde tilkommer i min erfaring også provinsboere.

    Fra mit barndomshjem på Stevns var der 8 km til det nærmeste supermarked. Der var 25 km til mit gymnasium og to timers transport til København, hvis man var overladt til Movia og DSB (og det var man). Men mine venner boede inden for cykelafstand, og jeg så masser til dem. Skov, strand og en stald, hvor jeg havde min hest, var også inden for cykelafstand. Jeg havde kilometervis af veje at løbe på, frugttræer og nye kartofler i haven og masser af hobbyer. Jeg gik til klaver, svømning, teater, sang og ridning. Jeg havde fritidsjob og en social kalender, der måske ikke var så fyldt som Carries kalender i Sex and The City, men dog på ingen måde gav indtryk af et understimuleret menneske.
    Lad mig slå fast, at:
    • Det er muligt at have et socialt liv, selvom din nærmeste nabo er en malkeko.
    • Det er helt sikkert muligt at motionere, selvom der ikke ligger en Fitness World under 1,5 km væk.
    • Der forefindes på landet både indkøbsmuligheder og basal infrastruktur, der understøtter en komfortabel, vestlig levestil.
    • Det er muligt at have en karriere, selvom du ikke bor et kvarter fra kontoret på cykel.
    • Man kan godt lave sin egen latte.
    • Mørket om natten vil dig ikke noget ondt. Og stjerner på himlen er mere interessante end dem, man ser i Kødbyen.
    • For resten er det intet problem at tage til f.eks. København. Man vælger byen til, når man vil.

    Jeg elsker København, og jeg har med stor fornøjelse også boet i andre byer – herunder Aarhus, Hong Kong og St. Louis (USA). Men mit liv skal ikke leves i en by. Jeg skal bo i et hus med en have, hvor jeg kan smide mig og bore mine fingre ned i det lækre, grønne græs om sommeren. Jeg skal bo et sted, hvor skov og strand er inden for rækkevidde – og nej, Dyrehaven er ikke en rigtig skov!

    Det er en usædvanlig ting for en 26-årig Københavner at sige, men jeg ser først mit liv starte rigtigt, når jeg kommer væk fra København, og det synes jeg ikke, er en falliterklæring. For jeg tvivler på, at jeg går glip af noget ved ikke at bo i København.

    Tisvildeleje
    Solnedgang i Tisvildeleje.
    DEL
    Tidligere artikelForsvar for følelses-materialister
    Næste artikelDe andre får børn, jeg har en skotsk terrier
    Signe Sørensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – men det var ikke nok for denne grådige velfærdshamstrer, som, efter et års tid på arbejdsmarkedet hos bl.a. Illustreret Videnskab, valgte at søge ind på Historie på Københavns Universitet. Når hun ikke læser eller arbejder freelance for tidligere arbejdsgivere, kan man finde Signe til hest på Amager, i løb rundt om Søerne eller på sin flade i færd med at læse tilfældige fakta på nettet, se Den Store Bagedyst eller drikke papvin. Signe elsker dyr (især hunde, heste og får), bøger, internettets finurligheder, bland-selv-slik, is, sol, sne, vand, sand, bjerge og træer.