Københavns Universitet gør grin med mig

    Københavns Universitet, censor, eksaminer
    Humanister på Københavns Universitet en tidlig fredag aften. I fuld gang med at studere til eksamener, der desværre bliver nedprioriteret. Foto: Signe Sørensen

    Jeg læser Historie på Københavns Universitet. Det er grove løjer, som man siger.

    I forvejen har jeg måttet acceptere, at mit specialeforsvar er sløjfet. Jeg afleverer bare opgaven online, og så en dag får jeg en karakter, også elektronisk, og det var så den uddannelse. Festligt, hva´? Nej, ikke ligefrem. For slet ikke at tale om, at jeg mister en mulighed for at forklare mine tanker, hvis de er blevet misforstået, og muligvis tale mig en karakter op.

    Nåh, men den kamel er slugt og fordøjet. Jeg skulle dog nødig føle mig for tilfreds med mit liv som humaniora-studerende, så KU har serveret en ny af slagsen, og den kradser endnu mere i halsen. For nylig fandt jeg nemlig ud af, at man har nedsat den tid, den eksterne censor får til at læse mit speciale, til fem timer

    14 sider i timen

    Det er enormt demotiverende for mig at vide, at censor får sølle fem timer til at læse og vurdere de 70+ sider, som jeg har brugt månedsvis på at skrive. Det er min svendeprøve, vi taler om. Det uden sammenligning mest omfattende og krævende projekt på hele uddannelsen. Kulminationen på fem år, hvor jeg skal demonstrere alt det, jeg har lært, og vise, at jeg er klar til at omsætte min viden til resultater i den “virkelige verden”.

    Hvis censor skal nå at læse f.eks. 70 sider på fem timer, så skal vedkommende læse 14 sider i timen.  Gad vide, om dét læsetempo resulterer i indgående kendskab til mit speciale og et godt grundlag for en nuanceret og velovervejet bedømmelse? Jeg siger umiddelbart nej. 

    Og her indregner jeg ikke engang bedømmelsen, som vel tager tid udover selve læsningen.

    Skidt sted at spare

    Det føles som om, at universitet har smidt alle hæmninger, når man igen og igen vælger at spare på selve hovedværket i de studerendes akademiske karrierer. Hvis ikke engang specialet er helligt, hvordan skal det så gå andre dele af vores uddannelse?

    Specialekarakteren er jo virkelig vigtig, ikke mindst hvis man ønsker en akademisk karriere. Det er ikke ligegyldigt, om der står 7 eller 10 på beviset. Det kan få afgørende betydning, hvis ens speciale bliver bedømt uretfærdigt eller bare sjusket. 

    Jeg vil ikke kunne undgå at føle mig lidt til grin, når jeg sidder og sveder over hvert et lille komma i mit speciale, vel vidende at jeg nok godt kunne slippe afsted med et par malplacerede kommaer og sikkert også mere graverende fejl.

    Men skidt med det, det er jo bare humaniora.

    Tidsproblemet med de fem timer til bedømmelsen af 70 sider kan i øvrigt let løses, ifølge ledelsen: Det handler selvfølgelig bare om også at skære i længden på selve specialerne. Så tingene ligesom passer sammen: En halvfesen opgave til en halvfesen bedømmelse. Visionært!

    Nogle gange får jeg en bitter strøtanke: Er de mange besparelser og dårlige omtaler af fagene et forsøg på at mobbe folk til at vælge andre studieretninger end de humanistiske?

    Eksamen helt uden censor

    Efter mit speciale-chok fandt jeg dog ud af, at jeg måske bare skal regne mig selv for heldig så længe, vi overhovedet får en censor på specialet.

    Til min kommende vinter-eksamen i et fag til 15 ECTS-point er der slet ingen censor. Den eneste, der vurderer min opgave, er min underviser. Censor-fri eksamen er åbenbart ikke et helt nyt tiltag og heller ikke noget, der udelukkende ses på humaniora – men jeg synes ikke, det er mindre chokerende af den grund.

    Der er mange gode grunde til at have en censor på eksamensprojekter. Man kan bedre undgå, at et godt/skidt forhold mellem underviser og studerende påvirker karakteren, og så vil to par øjne sikre en mere nuanceret bedømmelse.

    Eksamener uden ordentlig censur er en vittighed, en skygge af det, de burde være. Vær nu rare at tage vores akademiske anstrengelser bare lidt seriøst!

    DEL
    Tidligere artikelDe troede, det var virtual reality
    Næste artikelFor fin til at samle lort op?

    Signe Sørensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – men det var ikke nok for denne grådige velfærdshamstrer, som, efter et års tid på arbejdsmarkedet hos bl.a. Illustreret Videnskab, valgte at søge ind på Historie på Københavns Universitet.

    Når hun ikke læser eller arbejder freelance for tidligere arbejdsgivere, kan man finde Signe til hest på Amager, i løb rundt om Søerne eller på sin flade i færd med at læse tilfældige fakta på nettet, se Den Store Bagedyst eller drikke papvin.

    Signe elsker dyr (især hunde, heste og får), bøger, internettets finurligheder, bland-selv-slik, is, sol, sne, vand, sand, bjerge og træer.