Fra asken i ilden: Mine erfaringer med hot yoga og bikram

    Hot yoga, bikram yoga
    Foto: Bikram Hot Yoga af digboston, licens af Creative Commons

    På Featuring har vi før skrevet om yoga. Begge os redaktører har i et par år været glade for at gå til yoga, men har nu i længere tid levet uden. Det skyldes, at vi meldte os ud i protest, da vores yogastudie sidste sommer varslede endnu en prisstigning – som de indignerede typer vi nu engang er.

    Men for nogle måneder siden så undertegnede et tilbud på hot yoga. Hot! Spændende! Det måtte jeg straks prøve. Så jeg købte en måneds ubegrænset hot yoga. Kort tid efter dukkede der endnu et tilbud op, denne gang på bikram yoga – en anden form for yoga i et ENDNU varmere lokale! Begejstring greb mig, og jeg købte også dette tilbud – så kunne jeg jo sammenligne de to former for varme-yoga, tænkte jeg.

    Som sagt, så gjort.

    Hot yoga: 35 grader

    Jeg mødte op til min første hot yoga time kraftigt under-bevæbnet hvad angik håndklæder. Vigtig info til fremtidige hot yoga-udøvere: Medbring ét håndklæde på størrelse med yogamåtten, som du kan lægge over yogamåtten, hvor det kan opsamle de enorme mængder sved, din krop vil udspy. Medbring evt. derudover et lille håndklæde, som du kan tørre dit ansigt med undervejs, hvis du får spat af truende svedperler i øjenregionen. Og derudover et håndklæde til badet bagefter. Det var altså tre håndklæder, folkens, og minimum et af dem skal være stort. 

    Nåh, men med mit enlige, lille undermåler-håndklæde over armen gik jeg ind og lagde mig til rette på min yogamåtte i lokalet for at vænne mig til varmen. Det havde jeg fået at vide, var en god idé. Jeg syntes nu ikke, der var så varmt i lokalet, så jeg gav mig i kast med lidt solo-opvarmning. Det blev hurtigt varmere. Jeg lagde mig fladt på ryggen igen.

    Selve timen bestod af en serie stillinger, nogle meget udfordrende og andre ret standard, hvad angår yoga. Vi afsluttede med det, yogaundervisere til min store fornøjelse altid kalder “dagens vigtigste øvelse”, shavasana, eller som stillingen også meget rammende kaldes: Lig-stilling. Øvelsen går ud på at ligge fladt på ryggen og slappe af i alle muskler, mens man holder sindet tomt for tanker. Endelig en øvelse, jeg er god til, og så er det endda altid “dagens vigtigste”!

    Mens jeg lå der med lukkede øjne og brillerede i shavasana, blev en kold klud i øvrigt pludselig lagt over min endnu overophedede pande. Ganske dejligt! Hele timen inklusiv shavasana tog derudover kun lidt over en time, så det er også til at overskue i en travl hverdag. Jeg var opmuntret og bookede de næste par timer med det samme.

    Dette hot yoga-studie tilbød også yin-yoga, som handlede mere om udstrækning og smidighed end om styrkeøvelser, hvilket var en dejlig afveksling. Det var især godt med denne afveksling, fordi hot yoga hatha-timerne gennemgik den samme serie hver gang, i modsætning til i mit gamle yogastudie, hvor hver time var forskellig.

    Alt i alt kan hot yoga umiddelbart anbefales til alle, uanset alder og fysisk form. Til gengæld tror jeg, at man på et tidspunkt vil savne udfordringer, hvis man er til yoga på et avanceret niveau, fordi man i hot yoga gentager den samme serie. Vil man gerne blive rigtig dygtig til alle mulige stillinger i stedet for bare én serie, vil jeg derfor anbefale et traditionelt studie med mere varierede timer og mulighed for timer på højere niveauer.

    Bikram: 40 grader

    ‘Er jeg, eller er jeg ikke, ved at besvime?’ Det var spørgsmålet flere gange under min første 90 minutter lange oplevelse af bikram yoga.

    Efter en måneds hot yoga – jævnfør ovenstående afsnit – gik jeg ellers selvsikkert ind i bikram-lokalet, overbevist om, at dette blot ville være et lille skridt opad ubehags-stigen. Lidt varmere lokale, lidt længere undervisning. Ikke noget særligt, jeg var jo vant til noget lignende.

    Men jeg tog fejl. Til bikram, især de første gange, led jeg i en grad, jeg sjældent har oplevet. 

    Mit første indtryk af lokalet var, at det mindede om en lidt køligere sauna. Luften virkede tør og varm på en mere insisterende måde end i hot yoga-studiet.

    Mit næste indtryk flød sammen med det næste igen og det næste igen-igen. Timen føltes uendelig, og jeg kunne ikke tænke for varme. Det er faktisk meningen, da konceptet er, at man skal se bikram som halvanden times meditation, hvor man ikke har en tanke i hovedet, men bare følger de ordrer, man får fra læreren. Så i virkeligheden opnåede jeg den eftertragtede, meditative tilstand, jeg havde det bare rigtig skidt i den.

    Fordi målet er, at eleverne bare skal følge ordrer, og måske fordi det er svært at trænge igennem til folk, der er halvt bevidstløse af varme, nærmest råber lærerne af en: “3, 2, 1, SIT-UP!” Der er lidt militær-bootcamp over det.

    Da min (i øvrigt flinke og kompetente) lærer midt under timen spurgte mig, hvordan det gik, kvækkede jeg, ildrød i hovedet og svimmel som bare pokker, at “det er ret varmt”. Det var simpelthen det altoverskyggende indtryk og det eneste, jeg kunne tænke på. Varmen føltes altomsluttende. Der er i øvrigt spejle i hele lokalet, så man virkelig kan bevidstgøres om sit røde ansigt og svedige krop.

    Konkluderende må jeg bare erkende, at der er virkelig stor forskel på 35 og 40 grader. Og 90 minutter er også mærkbart længere end en time. De 26 stillinger, man går igennem, føles tæt på uoverkommelige, når man er glat som en ål af sved og svimmelheden hersker sammen med sin følgesvend, kvalmen.

    Til gengæld er der ingen tvivl om, at bikram også er meget effektivt: Jeg bliver udmattet i mine muskler på den gode måde, og jeg føler mig faktisk mere smidig i den intense varme. Så måske er der noget om det, studierne reklamerer med: At man bliver i stand til at gå dybere ind i stillingerne i varmen. 

    På trods af mulige, gode virkninger, kan jeg dog ikke anbefale bikram til alle og enhver. Jeg mener, man bør have et nogenlunde helbred for at få noget ud af det – selvom bikram yogastudierne tit siger noget andet, er jeg ikke overbevist om, at “alle kan være med”. Hvis man f.eks. har vejrtrækningsproblemer, tendens til hjertebanken eller sure opstød, ville jeg nok vælge en anden form for yoga. 

    Min oplevelse af bikram, og grunden til, at jeg ikke mener, alle kan være med, indkapsles fint i følgende informationer, som jeg fik en af de første gange:

    Hvis man har brug for en pause i normal yoga, lægger man sig ned med panden mod måtten i en stilling, der hedder “child pose”. Men denne stilling måtte vi ikke bruge til bikram. I stedet blev vi bedt om at sætte os ned på knæ og holde ryggen rank og hovedet oppe, hvis vi blev svimle eller af anden grund ikke kunne stå op længere. Grunden til, at vi skulle side på knæ i stedet for at lægge os i child pose, var ifølge underviseren at:

    “For det første er det nemmere at trække vejret og få ilt, hvis man sidder op. For det andet kan jeg se jeres ansigter, når I sidder op, og jeg kan se, hvis I er ved at få det meget dårligt eller besvimer.”

    Alene det, at man har taget forholdsregler imod, at elever uopdaget kan besvime i lokalet, synes jeg, siger en del om, hvor anstrengende bikram faktisk er – og at det ikke er for alle.

    DEL
    Tidligere artikelFra provinshad til parcelshusdrøm
    Næste artikelHvorfor opfordrer dameblade til damehad?
    Signe Sørensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – men det var ikke nok for denne grådige velfærdshamstrer, som, efter et års tid på arbejdsmarkedet hos bl.a. Illustreret Videnskab, valgte at søge ind på Historie på Københavns Universitet. Når hun ikke læser eller arbejder freelance for tidligere arbejdsgivere, kan man finde Signe til hest på Amager, i løb rundt om Søerne eller på sin flade i færd med at læse tilfældige fakta på nettet, se Den Store Bagedyst eller drikke papvin. Signe elsker dyr (især hunde, heste og får), bøger, internettets finurligheder, bland-selv-slik, is, sol, sne, vand, sand, bjerge og træer.