Giv mig Woolf og Proust frem for actionfilm i bogform

    Virginia Woolf
    Virginia Woolf af Christiaan Tonnis, licens: Creative Commons

    Min medredaktør Signe skrev i juli-måned et blogindlæg, hvor hun opfordrede folk til at droppe pligtlæsningen og i stedet læse de bøger, der taler til dem, og som de rent faktisk føler sig underholdt af. Signe har selv opgivet at læse Karl Ove Knausgård, fordi hun er gået død i hans bøger flere gange på grund af manglende plot. Hun vil have bøger med handling. Hun skriver blandt andet:

    ”Han skriver til tider fantastisk levende og essay-tænksomt på den bedste måde, ja, men form er ikke alt. Personligt kan jeg i hvert fald ikke komme igennem 4000 sider på form. Der skal være en rød tråd, som driver mig til at vende hver side. Der skal være et plot, som tilfredsstiller den eskapisme, jeg dyrker gennem bøger og anden underholdning. Jeg vil tages ud af mit eget liv og sættes ind i et andet, og dette andet liv skal ikke bare være en eller anden nordmands hverdag: Jeg vil have en stor oplevelse i dette andet liv, som jeg transporteres ind i. Knausgårds oplevelse af at vokse op, fejre nytår i en norsk flække, gifte sig etc. er bare ikke en stor nok oplevelse til, at jeg føler mig godt underholdt.”

    Jeg er helt enig med Signe i, at det er meningsløst at tvinge sig selv til at læse noget af pligt i sin fritid. Og bøger er i hvert fald slet ikke til for at stå til pynt på reolen.

    Men jeg er helt uenig med hende i modsætningsforholdet mellem at føle sig underholdt og læse litteratur, der går mere op i form og sprog end plot.

    For det første ser jeg ikke et dramatisk plot som en nødvendighed for at være underholdt. Hvis jeg skal vælge imellem en hæsblæsende handling i et ureflekteret og tomt sprog, og en beskrivelse af en eftermiddagsscene i solen på 300 sider i et følelsesfuldt og forunderligt sprog, vil jeg altid vælge det sidste. Jeg føler mig underholdt, når jeg læser en forfatters originale måde at skrive og tænke på, når en forfatter gennem sine formuleringer taler og ”leger” med sine læsere. Det synes jeg er meget mere nærværende og underholdende end en historie som en fraværende forfatter fortæller mig fra ende til anden uden at skabe forbindelse til mig. Det keder mig tværtimod helt vildt at læse bøger, der er banale eller som er skrevet i samme sprog som en indkøbsliste. Når ordene bare bliver et nødvendigt redskab til at formidle et plot. Ligesom jeg står helt af, hvis forfatteren afslører sin manglende viden om det han eller hun skriver, eller viser sin egen stereotype eller banale tilgang til livet og mennesket.

    For det andet underholder det mig at blive udfordret. Det gør mig glad at læse bøger, der arbejder på et højt niveau, som kræver, at jeg slår hjernen til og rent faktisk dedikerer mig til teksten. På samme måde som Signe føler, at hun bliver dedikeret af et handlingsmættet plot. F.eks. er en af mine største læseoplevelser Marcel Proust’s ”På sporet af den tabte tid”. Første bind (der er 13 i alt) handler om en lille drengs sommerferie på landet, og hans observationer af sine forældre og deres venner. Blandt andet bruges de første cirka 20 sider på at beskrive, hvordan det er at være barn og blive lagt i seng, mens de voksne stadig er oppe. Umiddelbart langtrukkent, men beskrivelserne er så geniale og betydningsfulde og hvert et ord så ladet med mening, at hvis man følger ordentligt med, kan man få en fuldt detaljeret stemnings- og følelsesoplevelse, så man bliver sendt tilbage i sin egen barndom og bliver overvældet af følelsen af, hvordan det var at være syv eller otte år og ligge alene i sin barneseng i mørket, at være afhængig af de voksne, at føle sig distanceret fra dem, fordi man ikke vidste de samme ting eller levede det samme liv.

    Jeg elsker også Virginia Woolf, som skriver i den berygtede skrivestil, der hedder ”Stream of Consciousness”, hvilket blandt andet betyder, at man i stedet for et klart plot følger personernes bevidsthedsstrømme af tanker og følelser, som flyder tilfældigt hid og did, men alligevel er forbundet gennem sted, tid og/eller temaer. I en af hendes kendteste værker, ”Bølgerne”, er der stort set intet plot. Det er ikke den ydre handling, historien handler om. Det er den indre. Bogen er en sanseoplevelse og en slags meditation over livet. Der er en måde at opleve verden på, som forfatteren deler med læseren.

    Det er ikke til at sige, hvorfor Signe og jeg og alle andre har det så forskelligt med bøger. Måske skyldes det baggrund, måske de skoler, vi har gået på. Måske et spørgsmål om, hvad der var vores første store læseoplevelse, som var det, der gjorde os vilde med bøger. For en passion for bøger og læsning har vi jo tilfælles.

    Min første læseoplevelse, hvor jeg var stor nok til at læse en rigtig roman selv, var da jeg som 11-12 årig læste ”Pigebørn” af Louisa M. Alcott. Bogen handler om fire søstre under den amerikanske borgerkrig. Men selvom rammen er en stor og voldsom krig, drejer handlingen i romanen sig om søstrenes liv og udvikling, deres indbyrdes forhold og tanker om fremtiden. Det er ikke fordi, den er stilistisk skelsættende eller på nogen måde kan sammenlignes med bøger af Virginia Woolf, James Joyce, Proust og T.S. Eliot. Men den gav mig en fornemmelse af, at bøger var noget, som ikke bare bragte én ind i en anden verden og nogle andre menneskers liv og tanker. De kunne også være med til at sætte dybe refleksioner over en selv i gang. Det var det, jeg fortsat gik efter i de bøger, jeg valgte. Jeg forventer af en bog at have en indirekte samtale med forfatteren, som med sin måde at bruge sproget og sin indsigt i menneskers tanker og følelser, siger noget i retning af: ”Jeg forstår dig”.

    Det er, hvad gode bøger kan for mig. De kan inspirere, de kan udfordre og de kan få én til at føle en forbindelse til andre mennesker og til én selv gennem ord, så man føler sig set og forstået.

    Jeg elsker også at se Game of Thrones, Vikings, Hunger Games, Breaking Bad osv., hvor handlingen er drivkraften. Jeg er også fast abonnent på BÅDE Netflix og HBO… Det er god underholdning. Men det er ikke den eneste form for underholdning, der findes.

    Litteraturen overlever i nye former, tror jeg, fordi den kan mange forskellige ting. Og gudskelov findes der både Knausgård og Jussi Adler Olsen, Virginia Woolf og hele fantasy-genren. Det er naturligvis heller ikke sort/hvidt altid. Der findes helt sikkert krimier og fantasy-bøger, som udover at være plot-drevne også er stor skrivekunst. Ligesom at stor skrivekunst ikke udelukker et godt og spændende plot.

    Ingen skal læse af pligt, og det er okay at give op i tredje forsøg på at forstå eller blive fanget af bestemte tekster. Men mit råd er alligevel til dem, der endnu ikke har givet de mere ”intellektuelle” bøger en chance at gøre det. Selvom det er sværere og kræver mere tankevirksomhed end at læse en krimi, har det en værdi. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting engang imellem at droppe de tomme kalorier, som vi alle sammen får rigeligt af, og i stedet sætte sig for at tænke og læse noget, som er svært eller avanceret.

    For belønningen er også så meget større. Man får ikke kun den rene underholdning igen, som man også kan få ved at se action-fim eller en fantasy-serie. Man får derimod nye tanker og følelser om verden, om livet og om én selv, som udvider horisonten, gør sjælen dybere og hjernen skarpere. Der er en stor tilfredsstillelse ved at få sat livet på plads af en kompetent forfatter-guru, som har sat alt i værk for at sætte menneskelivet på skrift. At få sat nye svingninger i gang i hovedet kan føles befriende og vidunderligt og som en god måde at bruge sin fritid på i vores digitale, nutids- og klik-samfund, hvor vi hele tiden søger den hurtige, overfladiske og nemme tilfredsstillelse, som kun varer et øjeblik.