Giv mig hellere Jussi end Knausgård

    Jussi Adler Olsen
    Jussi Adler Olsen

    Jeg elsker at blive underholdt. Kan du underholde mig, vinder du mit hjerte. Jeg ser primært tv for at blive underholdt. Jeg vælger, hvilke film jeg vil se, ud fra en formodning om, at de kan underholde mig, og samme udvalgskriterie gælder bøger.

    Jeg tror næppe, jeg er den eneste, der i al oprigtighed foretrækker en underholdende bog frem for én, der er intellektuelt stimulerende. Så jeg vil gerne opfordre alle, der ejer en Knausgård-bog og aldrig har fået den læst eller kun pligtskyldigt har kæmpet sig igennem den uden egentlig nydelse, til at stoppe selvbedraget.

    Her kommer mit kampråb: Lad være med at købe bøger, fordi de sender det rigtige signal fra boghylden!

    Stil de samme krav til en bog, som du gør til en TV-serie: Den skal underholde dig! Selvfølgelig skal bøger også danne, men det vil jeg mene, at de fleste bøger gør. Det vigtigste er at læse, så drop bøger som statussymboler og vær stolt af at læse det, der underholder dig.

    Jeg kom til at snakke om skismaet mellem anerkendte litterære værker og det, som folk virkelig læser og nyder, med min gode veninde. Hun skriver fantasy-bøger til børn og unge og er desuden netop ved at aflevere speciale i litteraturhistorie, hvor hun skriver om heksens udvikling som karakter i litteratur; fra middelalderens bevortede børneædere til Hermione fra Harry Potter-serien.

    Vi har begge læst utroligt meget gennem vores liv og er enige om, at de bøger, der betragtes som “værker”, kan være ufatteligt kedelige. Hun hev en bog frem: Den anerkendte ”2666 ” af Roberto Bolaño, som hun skulle læse på studiet, og som hun mener, måske er historiens værste. Jeg bidrog med min oplevelse af at læse Karl Ove Knausgårds bøger og blive meget skuffet. Vi var enige om, at det, begge værker mangler, er et plot. Og det kan godt føles som om, at mange af de store værker, som man ”bør” læse for at blive til et dannet menneske, netop mangler et plot eller i hvert fald beskriver det så kedeligt, at det kunne være det samme.

    Er det ikke finkulturelt at skrive en skidegod historie? Hvis det ikke er det, så vil jeg gerne slå et slag for at skide på, hvilken slags læsning der giver prale-ret i de intellektuelle kredse. Jeg synes, at det er trist at tænke på, at nogle måske primært har købt visse bøger for, at de kan tjene som flatterende identitetsmarkører i tilfælde af, at ”Kender Du Typen?” kommer forbi.

    Jeg er med på, at nogle rent faktisk nyder at læse Knausgaard. Måske er der endda nogle, der har læst alle seks kampestenstunge romaner, som denne nordmand har skrevet. Og om hvad? Hans eget liv. Selv Bill Clinton, selv eventyreren og forfatteren Karen Blixen, selv Dalai Lama har ikke formået at nedfælde så mange ord om eget liv og levned.

    Jeg har læst den første Knausgård-bog og det halve af nummer to, og jeg er færdig med dem. Jeg har set størrelsen på den sjette bog. Hvordan den bog overhovedet kan eksistere uden at kollapse indad og blive til et slags litterært sort hul med uendelig høj densitet af selvsmagende ord, ved jeg ikke. Naturstridigt, føler jeg.

    Han skriver til tider fantastisk levende og essay-tænksomt på den bedste måde, ja, men form er ikke alt. Personligt kan jeg i hvert fald ikke komme igennem 4000 sider på form.

    Der skal være en rød tråd, som driver mig til at vende hver side. Der skal være et plot, som tilfredsstiller den eskapisme, jeg dyrker gennem bøger og anden underholdning. Jeg vil tages ud af mit eget liv og sættes ind i et andet, og dette andet liv skal ikke bare være en eller anden nordmands hverdag: Jeg vil have en stor oplevelse i dette andet liv, som jeg transporteres ind i.

    Knausgårds oplevelse af at vokse op, fejre nytår i en norsk flække, gifte sig etc. er bare ikke en stor nok oplevelse til, at jeg føler mig godt underholdt.

    Men jeg ville da gerne kunne lide disse Politiken-darlings af nogle kampestensbøger, som vist kaldes autofiktion, så jeg prøvede. Hvem vil ikke gerne være rigtig intellektuel og kunne føre lange samtaler om Knausgårds romaner? Nuvel, det kan jeg jo godt, men det bliver nok nogle negative samtaler og jeg føler desuden, at jeg løbende glemte det meste af det, jeg læste, mens jeg læste det.

    Til gengæld var jeg ikke interesseret i at blive endnu en af de mange, der sluger Jussi Adler Olsens krimier råt. For det første fordi… altså, krimi. Hvor lavkulturelt kan det blive? For det andet fordi, han hedder Jussi, og det er næsten grund nok i sig selv (sorry, Jussi).

    Men så havde min lillesøster ”Flaskepost fra P” med på sommerferie, og den røg da lige ned i løgneren som de lette kalorier, bogen nu engang er. Det er ikke sproglig ekvilibrisme, der udmærker Jussi. Det er hans fantasi og fortælleevne. Det er simpelthen en god historie! Jeg var underholdt og bladrede til langt ud på natten, fordi jeg gerne ville vide, hvad der næste gang ville ske i historien.

    Det er ligesom, jeg plejer at sige om Harry Potter-serien, som jeg nærmest levede igennem som barn – JK Rowling er ikke blevet multimillonær på at skrive lange sætninger med indskudte bemærkninger om eksistensens grundvilkår undervejs. Hun er blevet stinkende rig, fordi hun brugte sin fabelagtige fantasi til at udtænke århundredets historie om en magisk parallelverden med humor og menneskeligt drama.

    Og dét synes jeg er voldsomt imponerende. Jeg har gået på Journalisthøjskolen, hvor der er mange, der skriver godt og mange, der, hvis de var lige så selvhøjtidelige som Knausgård, måske kunne svinge sig op på hans niveau af navlepilleri, der fører til enkelte guldkorn i form af smukke sætninger eller beskrivelser. Men der er ikke mange, der kan finde på en skidegod historie. Jeg dyrker det sidste, og jeg læser bøger, som jeg ser film og tv-serier: Som midler, hvis primære formål er at formidle en historie. For mig er sproget et værktøj, og godt sprogbrug er et, der formidler en historie på underholdende vis.

    For nogle er sproget i sig selv et mål, og så skal man endelig læse Knausgård, men for mig er sproget et middel, og så synes jeg, man skal læse Jussi og være stolt af det.

    For der er intet mere intellektuelt end rent faktisk at læse en bog og opleve, at den gør indtryk – hellere ti lavkulturelle bøger i hjernen end én højkulturel bog på hylden. Hellere kværne igennem en masse krimier end stirre stift ned i skriften på en bog, man alligevel ikke kan tvinge sin hjerne til at indtage.

    Sidst i dette sure opstød vil jeg dog lige minde mig selv om, at jeg ikke hader alle bøger, som giver kudos på KUAs fredagsbar. Der findes masser af bøger, der efter min mening forener sproglig finurlighed og kulturel betydning med en god historie. Jeg nyder både litterære klassiskere, såsom “1984” af George Orwell, “Kim” af Rudyard Kipling, “Stolthed og Fordom” af Jane Austen og ikke mindst mine nye darlings, som jeg endda deler med Politiken, Napoliromanerne af Elena Ferrante.

    God læselyst!