Forsvar for følelses-materialister

    Mine elskede tekopper. Foto: Therese Rekling

    Det damper fra porcelænskoppen, hvor den gyldne væske jeg netop har skænket, står og sender duften af frisk forårs-te ud i lejligheden. Det er fredag eftermiddag, ugens arbejde er forbi. Jeg sidder og hører musik og skal til at læse en ny bog.

    Jeg ser ud over stuen, der er fuld af alle mine sære ting. Der er ungdomsmaleriet af min oldemor på den ene væg i en sort ramme med guldsnoninger, og et maleri af en grøn have, som jeg har arvet fra min mormor, på den anden. I hver vindueskarm står et sæt antikke lysestager, og cirka midt i rummet står et sort vitrineskab, som er fyldt med forskelligt porcelæn.

    Jeg ved godt, det er en mærkelig indretning for en 28-årig, selvom det faktisk er mere normalt nu, hvor jeg nærmer mig de 30 år, og flere af mine jævnaldrende er begyndt at samle på porcelæn, glas og andet udstyr til deres hjem. Det var mere mærkeligt at interessere sig for porcelæn og sølvtøj, da jeg gik i 8. klasse og fik mine bejlere til at købe gaver i English Silver House. Men det er stadig mærkeligt.

    Det er jo ikke fordi, de andre ikke er materialister. Det var mine klassekammerater i skolen også. De gik bare op i tøj, sko, tasker, mobiltelefoner og andre gadgets. Det, som virkelig sagde mig noget, var Georg Jensen, Geismar, Villeroy & Boch, Royal Copenhagen og alle slags antikviteter.

    I dag er jeg klar over, at jeg langt fra er den eneste, der har den passion. Programfladen på TV bugner af programmer som Antikkrejlerne, Luksuskrejlerne, Auktionshuset og så videre. Jeg foretrækker at se tingene i virkeligheden, røre dem, finde det, der taler til mig, men jeg kan sagtens finde på at se et afsnit af et af de mange programmer, der er dedikeret til ting.

    ”Hvad skal du med alt det ragelse?” har venner og familie tit spurgt mig. Mange forstår ikke glæden ved en formfuldendt tekop, eller hvorfor én type teske er bedre end en anden. Og selvfølgelig har de ret. I den verden vi lever i, er tekopper og teskeer ved Gud noget af det mindst afgørende.

    Alt det te-udstyr kan endda med historiske briller ses som en direkte arv fra uhyrligheder som kolonitid, imperialisme og udnyttelse. Det er faktisk decideret politisk ukorrekt at holde den slags victorianske ritualer i hævd.

    Det er heller ikke socialt acceptabelt at være så fokuseret på det materielle i det hele taget. I hvert fald ikke officielt. Ligesom indtaget af sukker og fedt, er det et udtryk for dårlig smag og mangel på dannelse at gå op i alt det gamle borgerudstyr.

    Simple-living er på vej frem. Vi skal ikke have alt det lort. Og det er selvfølgelig rigtig nok. Men jeg er veluddannet, selvstændig, har masser af åndelige og såkaldte intellektuelle interesser, og nyder samtidig synet af smukke brugsgenstande.

    Så hvad er det, der binder os sammen, alle os, der elsker ting og står ved det? Er det grådighed? Er vi ligesom skaderne, der blindt og idiotisk samler alt, der glimter, til bunke, fordi det giver os en falsk følelse af mening med livet?

    Eller er vi som Gollum fra Ringenes Herre, der har mistet sin menneskelighed og tilfredsstillelsen ved de gratis glæder, fordærvet og ødelagt af et kapitalistisk ønske om at eje og beherskes af guldet? Sådan er der nok nogle, der ser på det. Men for mig er de fleste af mine ting ikke adskilt fra det dybe, menneskelige nærvær eller fra kærligheden til andre mennesker.

    Den første tekop fra det stel, jeg sidder og drikker af denne eftermiddag, fik jeg af min bedste veninde i 8. klasse, som var lige så mærkelig som jeg. Hun foretrak også at sidde på værelset og drikke te, hører Chopin eller Satie på mit anlæg og tale om mennesker. Hun gav mig koppen i fødselsdagsgave, nøje udvalgt og perfekt til min stil. Den er fra Roy Kirkham med store pink roser og grønne blade.

    Jeg har efterhånden fået samlet et helt stel med både tekopper, underkopper, to tekander, sukkerskål, flødekande, mælkekande og kage-tallerkner! Det er nu mange år siden, jeg fik den første kop, og jeg har ikke længere kontakt med min veninde. Bortset fra hver gang, jeg ser eller bruger det stel. Mindet om hende sidder i det og bringer gode stemninger og følelser frem. Jeg sender hende en kærlig tanke.

    Det samme gælder for det spisestel, jeg har arvet fra min mormor. Det er hvidt med en lyseblå kant med guld. Det er ikke særligt meget værd i kroner og ører. Men det var hendes. Hun valgte det, hun kunne lide det og hun brugte det. Hun har serveret kaffe i kopperne, sovs og kartofler på tallerknerne og kager på fadene.

    Hele min familie har gennem årene drukket og spist af det på forskellige tidspunkter i deres liv. Hun har stået og vasket det hele op i sine bløde hænder, når gæsterne var gået hjem, mens hun så ud af køkkenvinduet i mine bedsteforældres hus.

    Jeg har også en af hendes ringe, som jeg tager på, når jeg føler, at hun skal være med, f.eks. til et arrangement i familien, hvor hun stadig mangler, selvom det er syv år siden, hun døde. Jeg har også en ring fra min oldemor, som jeg nåede at se hende med masser af gange i løbet af min barndom.

    Hun er også portrætteret med den på et hav af fotografier både før og efter, jeg blev født. Jeg ved, at hun har fået den af sin mand, min oldefar, som jeg ikke har mødt, men som ikke desto mindre bliver forbundet fysisk til mig gennem den ring.

    Jeg har en halskæde fra en anden oldemor med margueritter, som jeg forestiller mig, at hun har haft på til middagsselskaber og på varme sommerdage, hvor livet har virket dejligt. Jeg ser hende for mig, og glæder mig over, at den lever videre om min hals.

    For det er det, de ting kan. Kødet og blodet forgår. Dem, man elsker, forsvinder i døden eller forsvinder bare, men deres ting lever videre, fulde af minder og er vidnesbyrd om deres levede liv, og alt det man har haft sammen. I tingene – smykkerne, kopperne og tallerknerne – kan man beholde en lille del af dem hos sig.

    Hvis man er sentimental og orienteret mod det åndelige, kan man føle, hvordan tingene er besjælet af dem, man har holdt af. Derfor elsker jeg mine ting. Fordi de er udtryk for den rigdom, der ganske rigtigt er den eneste, der betyder noget. Nemlig kærligheden til andre mennesker.

     

    DEL
    Tidligere artikelUbetinget basisindkomst – et muligt alternativ
    Næste artikelLivet leves altså også på landet
    Jeg interesserer mig for samfund og kultur og skriver gerne om tendenser jeg ser og ting, der undrer mig. Betydningen af køn og kampen for ligestilling er vigtige emner, som det ikke nytter at tale udenom. Jeg søger inspiration i god litteratur og har gerne næsen eller øret i 3-4 bøger af gangen. Jeg er en flittig forbruger af film, opera og klassisk musik, men er også typen der går på hundeudstilling! Jeg er uddannet journalist fra DMJX og antropolog fra Københavns Universitet.