FOMO anno 1886

    FOMO
    Byilvet i København udviklede sig voldsomt i løbet af 1800-tallet, og på gaden handlede det mere og mere om at se og blive set. Her har maleren afbildet en scene, hvor en hundefanger vil fange en anstændig borgers racehunde. Billede: Wilhelm Marstrand [Public domain]

    Jeg spæner fra bus 5C’s holdeplads på Nørreport over mod trappen ned til S-togene. Jeg udnytter en pause i trafikken, da en bus skal dreje, og krydser vejen i fuld forspring uden hensyntagen til lyskurvens advarende, røde mand. Udfører en improviseret stepdans ned ad trappen og farten er stadig høj indtil… Jeg rammer en strøm af mennesker på vej op ad trappen. Ikke bare sinker de mig, de får mig til at give op: De traskende masser på vej op ad trappen betyder, at et tog lige har læsset sit indhold af på perronen, en trappe længere nede. Det tog, jeg skulle nå. Og ganske rigtigt, da jeg endelig lander på perronen, forpustet og overophedet, kører A-toget for næsen af mig. Endnu engang er det lykkes mig at misse noget, der var vigtigt, fordi jeg har fyldt min tid op med så mange både vigtige og mindre vigtige aktiviteter, at tiden randt ud for mig.

    FOMO står for Fear Of Missing Out og er et relativt nyligt opfundet begreb, som beskriver en udbredt tilstand blandt moderne mennesker. Idéen er, at vi grundet vores konstante online tilstedeværelse bliver hyper-bevidste om, hvad alle andre foretager sig, og hele tiden spørger os selv, om vi foretager os nok og har det sjovt nok. Den uafbrudte opmærksomhed på, hvad alle mulige andre laver og hvad der sker omkring os, gør os bange for at gå glip af noget spændende eller i det hele taget leve kedelige liv i forhold til andre. Derfor siger vi “ja” til det meste og fylder vores liv med aktiviteter, som vi så kan dokumentere i heftig grad på de sociale medier og dermed bidrage til andres FOMO. The circle of the FOMO-life.

    Når jeg absolut ikke vil give kald på nogle af mine aktiviteter og som konsekvens lægger en alt for stram tidsplan for dagen, som så ikke holder, hvilket resulterer i, at jeg ikke når det tog, jeg havde aftalt med min familie, at jeg skulle nå… Så føler jeg mig som et offer for FOMO. Som et typisk, moderne menneske, der har en alt for fyldt kalender og et problem med at undvære aktiviteter, for hvad hvis jeg gik glip af noget helt vildt sjovt eller spændende? Jeg vil helst nå det hele.

    Det føles meget moderne. Men som så ofte før, kan mit studie sætte lidt perspektiv på tingene for mig. På studiet har vi nemlig læst en tekst fra 1886 af lægen Knud Pontoppidan.

    Borgerskabet led også af FOMO i gamle dage

    I 1886 var København for alvor i gang med at blive til en moderne storby med noget så moderne som sporvogne og et utal af fornøjelser, det bedre borgerskab kunne bruge fritiden på. Lægerne i storbyen begyndte at bemærke en ny lidelse blandt byens borgere: Overdreven nervøsitet. Såvel årsagerne til lidelsen som symptomer klinger bekendt… Først og fremmest beklager Pontoppidan, at vi ikke længere hviler, som vi gjorde i gamle dage på landet. Han mener, at dagen bør være opdelt i tre klart adskilte faser:

    • Arbejde
    • Adspredelse og
    • Hvile.

    Og her skal bemærkes, at adspredelse, altså selvvalgte, fornøjelige aktiviteter, IKKE er det samme som hvile!

    “Naar Dagens Gang er denne, at Adspredelsernes Travlhed afløser Arbeidets Travlhed, saa er Hviletiden factisk udfalden af Tilværelsen. Men dette vil sige det samme som at der uafbrudt gaaer Slid paa Nerverne. Thi Forholdene i en stor By føre det med sig, at vore Adspredelser og Fornøielser i physiologisk Forstand ikke ere Hvile, men Arbeide. (…) Man behøver blot at tænke paa vore Familie-Aftenselskaber, hvor vi sammenstuve en Masse Mennesker i smaa og overhedede Værelser. Eller man erindre sig, hvorledes en Concertaften er sammensat: Skyndsomheden for at komme tidsnok (thi man naaer aldrig at blive færdig før i sidste Øieblik), mange Mennesker og Lys, overfyldt Program af svær Musik, hidsig Kamp ved Garderoben, afbrudte Repliker med Bekjendte i Forbifarten, nok en hidsig Kamp om Plads i Sporvognen, indtil man omsider naaer hjem med en Følelse af Dødtræthed. (…)”

    Heller ikke ferie er nødvendigvis afslappende ifølge den bekymrede læge:

    “Endeligt er der en Form af Feriereiser, der kun lidet fortjener Navn af en Hvile efter Sæsonens Anstrengelser. Det er de ilfærdige, med knappe Midler iværksatte Udenlandsreiser, hvor det gjælder om at faa saa meget som muligt ud af Tiden og Pengene, og som derfor komme til at bestaa af forcerede Jernbaneture, Dage optagne af Jagt efter Seeværdigheder og Aftener tilbragte paa larmende Forlystelsessteder i slet ventilerede Localer. Paa en saadan Reise er der kun eet Øieblik, der føles som en Hvile, nemlig Hjemkomsten.”

    Kunsten at sige nej

    Det var dog ikke alle danskere, der havde disse problemer i 1886. Ifølge Pontoppidan drejer det sig spedicikt om borgerskabet i storbyen, dvs. København.

    For det første forekom fænomenet nervøsitet kun blandt folk, der havde fritid – dvs. det ramte ikke fattige, som så at sige havde for travlt med at overleve til at blive “nervøse”. Og det forekom primært på steder, hvor der var mange aktiviteter, og det var der altså kun i byen dengang, mente lægen.

    “For det første paadrager man sig i vore Dage meget hurtigt betydelige selskabelige Forpligtelser; dernæst giver en stor By Adgang til en Mængde sociale og kunstneriske Nydelser, som man alle sætter Priis paa, og som man derfor nødigt vil opgive nogen af. Her er det den store Kunst at kunne sige nei; det maa være den stadige, daglige Opgave for Enhver, der begynder at ane Faren for sine Nerver, at paalægge sig den Begrændsning, som den sjælelige Diætetik fordrer. Jo “livligere” man er, det vil sige jo mere modtagelig man er for mangeartede Indtryk, desto vanskeligere har man ved at resignere, og desto før kommer det Tidspunkt, hvor man er ude de sex Aftener om Ugen. Men Følgen bliver let den, at den syvende Aften i Hjemmet ikke rigtigt smager, og at den henslæbes i en Tilstand, af søvnig Udmattelse. I det hele kommer det indbyrdes Familieliv under disse Forhold let til at forme sig paa en egen mat og ideeforladt Maade, og det er derfor naturligt, at man næsten er i Forlegenhed med sig selv, naar der en Aften ikke er noget særligt paafærde.”

    Det var altså delvist folks egen skyld, at de blev stressede, eller nervøse, og nøglen til helbredelse er at lære at sige nej. Hvis ikke, risikerer man ikke blot sine nerver, men også sine familieforhold, idet man begynder at kede sig derhjemme og føle sig pinligt berørt over, at man ikke hele tiden har seje planer ude i byen. Hmm. Det lyder lidt bekendt, synes jeg.

    Og som den sidste lille krølle på halen kan nævnes, at man også i gamle dage ønskede sig tilbage til gamle dage:

    “Heri maa vi sikkert ogsaa søge en af Grundene til at vi trods alle vore Triumfer paa Videnskabernes og de praktiske Opfindelsers Omrande langtfra have naaet nogen Guldalder af Sundhed, Lykke eller Tilfredshed. Meget mere præges vor Tids Physionomie af saa megen Fortrædelighed og bitter Pessimisme, at vi i eet væk fristes til at ønske de gode gamle Dage tilbage med deres harmoniske Ro og Hygge.”

    Og det er derfor, jeg godt kan lide mit fag! Vi tror, vi er så specielle i dag. Det er vi selvfølgelig også, hvert menneske har sine egne problemer, og hver generation skal håndtere nye udfordringer. Internettet og navnlig sociale medier er uden tvivl en stor faktor i moderne FOMO, som giver tilstanden et særpræg, den ikke havde i 1886.

    Men trods alt er vi ikke de første mennesker i historien, der har følt os stressede og gjort noget ud af at leve op til et ideal om det perfekte liv. Sådan har det været at være menneske i hvert fald siden, vi begyndte at få fritid og skulle forholde os til, hvad vi gjorde med den.

    Glædelig jul og godt nytår fra Featuring!

    DEL
    Tidligere artikelHvorfor opfordrer dameblade til damehad?
    Næste artikelThe Advil Loop: An alternative to John Muir Trail and Big SEKI Loop
    Signe Sørensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – men det var ikke nok for denne grådige velfærdshamstrer, som, efter et års tid på arbejdsmarkedet hos bl.a. Illustreret Videnskab, valgte at søge ind på Historie på Københavns Universitet. Når hun ikke læser eller arbejder freelance for tidligere arbejdsgivere, kan man finde Signe til hest på Amager, i løb rundt om Søerne eller på sin flade i færd med at læse tilfældige fakta på nettet, se Den Store Bagedyst eller drikke papvin. Signe elsker dyr (især hunde, heste og får), bøger, internettets finurligheder, bland-selv-slik, is, sol, sne, vand, sand, bjerge og træer.