Kan Den Store Bagedyst undgå at kollapse som en blød ostekage?

    Mohammeds cheesecake
    Mohammeds ostekage fra Den Store Bagedyst. Pressefoto: DR

    Det er onsdag aften og klokken er 19.58. Eller som vi siger hjemme hos os: To minutter i Timm Vladimir.

    Vi flader ud i sofaen med industriproducerede Magnum-is og venter sammen med resten af Danmark på, at klokken bliver 20.00.

    Så kommer det: med toner lige så søde og let belastende som Timm Vladimirs overdrevne far-humor (som vi dog i denne sæson endnu har tilgode at se i fuldt flor(melis)) og billeder belagt med et bogstavelig talt rosenrødt skær, som får hele settet til at ligne et glansbillede er Den Store Bagedyst tilbage, og min onsdag er gået fra at være den irriterende dag i midten af ugen til et lille højdepunkt.

    “Klar, parat  BAG!” siger Vladimir for gud-ved-hvilken gang, og talentfuld kameraføring og vel-castede deltagere går straks op i en højere enhed, der får os seere til at føle, at bageteltet eksploderer i mel og aktivitet.

    Seertallene taler for sig selv: Giv folket kage, så kan vi pludselig godt lide flow-TV.

    Er det den hektiske bagestemning? Måske. I hvert fald gør producerne altid meget ud af at sikre, at vi oplever bageteltet som meget travlt og mindst en af deltagerne som lettere panisk – men altid på en tophyggelig og jovial måde. Samtidig går der ofte mere kage i udfordringerne, end det var meningen, og programmets klippere lægger vægt på den stressende tidsfrist.

    Den Store Bagedyst er altså både en form for slow-TV, som f.eks. Bonderøven, og masser af menneskeligt drama – uden at nogen for alvor kommer noget til.

    Det virker som en uovervindelig kombination. Men nu rører en utilfredshed sig blandt seerne. Mange kunne ikke undgå at bemærke, at lige lovligt mange kager i afsnit 2 fejlede. De fejlede ikke totalt, som når jeg forsøger at lave vandbakkelse, men de fejlede ved ikke at efterstræbe det højest tænkelige niveau.

    Man hoppede over, hvor gær(d)et var lavest, og resultaterne blev derefter. Det var knap så tilfredsstillende at se, som det plejer at være. 

    Selvom jeg ikke med det samme kunne sætte ord på, hvad der var galt, kunne Mette Blomsterberg godt se det. Hun brød isen ved at give deltagerne den første egentlige, kollektive opsang, jeg mindes at have hørt i programmet, fordi flere af dem havde taget færdiglavet fondant med – hvilket må siges at fratage programmet lidt af dets appel som scene for fascinerende, hjemmegjort kunsthåndværk.

    Derefter hørte jeg flere i min omgangskreds snakke om, at manglen på indsats og ægte håndværk havde gjort programmet til en skuffelse, og jeg måtte efterhånden give dem ret.

    Sukkersød stemning og dramatisk semi-reality-TV er åbenbart ikke nok, hvis deltagerne bruger genveje og snyd ligesom vi andre, når vi bager.

    Cheesecake, Den Store Bagedyst
    Her ses en cheesecake, som jeg har lavet. Den er dekoreret med frosne blåbær lagt i et F for Featuring (ikke fuck!). Med denne cheesecake følte jeg, at jeg nåede op på niveau med et par af deltagerne i Den Store Bagedyst, i hvert fald da de i afsnit 2 skulle lave cheesecakes. Sådan skal jeg helst ikke have det. Foto: Signe Sørensen

    Den Store Bagedyst skal foregå på et niveau, der tiltaler vores indre perfektionister og fjerner deltagerne fra alt for hverdagsagtige associationer – hvorfor er deltagerne ellers på TV?

    Vi bager alle en kage i ny og næ, derfor skal Bagedystens deltagere bage deres kager på et niveau, vi kun kan drømme om.

    Programmer som “Til Middag Hos…” og “Firestjernet Middag” har aldrig opnået samme succes, og min tese er, at det skyldes, at selvom deltagerne ganske vist er kendte og derfor lidt spændende, så er deres madlavning alt for ordinær.

    Det er ikke fascinerende at se en kendt lave lakselasagne efter en opskrift, alle og enhver kan efterligne.

    Det er fascinerende at se en virkelig dygtig amatør-konditor sammensætte smage og lege med teksturer, for derefter at dekorere kagen med så meget inspiration og ynde at den bliver til et lille kunstværk.

    Spørgsmålet er, om afsnittet med det lave niveau signalerer hele programmets snarlige endeligt? Nu var dette jo kun andet afsnit, og forhåbentlig stiger niveauet igen i tredje afsnit. Men måske er afsnit 2 af programmets femte sæson et forvarsel om, at konceptet er ved at kollapse under sin egen vægt, fordi “ingredienserne” – deltagerne – ikke har fået tid nok til at udvikle sig. 

    Meget symbolsk prøvede flere af deltagerne i sidste afsnit at stabilisere deres ostekager – eller cheesecakes, som vi gerne siger i dag – med ekstra husblas, fordi kagerne ikke havde fået nok tid på køl til stivne. Processen var forhastet for mange af deltagerne, som måske også fumlede med opskriften. Nødløsningen med husblas var ikke en succes, og tricket blev hurtigt afsløret af Blomsterbergs meddommer Jan Friis-Mikkelsen.

    Er Den Store Bagedyst en form for grandiøs budding eller cheesecake, der står flot og smager fantastisk, når den er vellykket, men som kan kollapse uden de rette ingredienser i de rette blandingsforhold samt ikke mindst tid? Danmark er jo et lille land. Der er knap så mange amatør-konditorer som i f.eks. England, hvor programmet også er meget populært.

    Måske bør programmet her i Danmark holde en lille pause snart og lade nogle nye kage-talenter udvikle sig, før det går i gang igen. I hvert fald viste publikums respons på afsnit to, at de knapt en million seere, programmet i snit havde under sæson fire, ikke bliver hængende, hvis deltagernes færdigheder bliver ved med at skride på samme måde som Mohammeds cheesecake. 

    Bagedysten er dog stadig godt TV, og jeg synes, at det er befriende at se amatør-tv, hvor dommerne ikke taler om, at det nye kuld er det stærkeste nogensinde, konstant refererer til dem som artister, eller fortæller de hjemsendte, at de har været en del af ”en fantastisk rejse”. Det hører vi nok af i X-factor. Dommerne i onsdagens afsnit besluttede uden det store drama, at der var en oplagt kandidat til hjemsendelse, og Mohammed tog det med humør. 

    Desuden giver Den Store Bagedyst anledning til, at den yderst dedikerede webside Realityportalen kan opklare mysterier som: Hvad sker der med kagerne i “Den Store Bagedyst?”

    Så jeg håber virkelig, at deltagerne efter Blomsterbergs opsang finder bage-niveauet fra tidligere sæsoner. Hvis ikke det sker, opfordrer jeg producerne til at holde en pause, før de skyder næste sæson – hvis det er det, der skal til for at sikre et bredt udvalg af dygtige amatør-bagere til castingen.

    Og så håber jeg ikke mindst, at vores alle sammens konditorhumorist Timm Vladimir snart genfinder sit talent for at sige meget platte jokes på en så insisterende naiv facon, at de næsten bliver sjove.

    Tilbage er der vel kun at sige: