De troede, det var virtual reality

    Børn, virtual reality, teater
    re:publica 2015 - Tag 1 Af: re:publica Licens: https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0/

    Lyset i salen har sænket sig og en sprød pirat-stemme har annonceret, at folk, der ikke har slukket deres mobiltelefoner og tager billeder under forestillingen, vil blive kølhalet.

    Jeg sidder med et brændende ønske om, at det er en ægte trussel.

    Vi sidder klar til at se Skatteøen, en dansk musical-klassiker af Sebastian, som Mastodonterne spiller i Tivolis Koncertsal.

    Min kæreste og jeg har forberedt os på, at der vil være mange familier med børn – det er ovenikøbet sidste lørdag i efterårsferien! Så vi er selv udenom det.

    Til daglig bor vi på Østerbro, så vi ved godt, at hvor der er småbørnsfamilier, er der ingen nåde. Man vil blive forstyrret, ignoreret og domineret, og man vil helt sikkert blive hevet ud af sin indlevelse i stykket på scenen.

    Jeg har i dagens anledning også selv allieret mig med et barn fra min familie, som glæder sig. Da vi går ind og jeg minder hende om, at man ikke taler højt under en forestilling, bemærker hun, at det jo ikke er alle børn, der ikke kan opføre sig ordentligt. Nogle børn kan godt.

    Jeg giver hende ret. Jeg ved, at hun er en af dem, der kan. Men jeg ved også, at mange ikke kan.

    Der går heller ikke mange minutter, fra tæppet er gået op og den første pirat er trådt ind på scenen, før familien foran os, en mor og hendes to børn, begynder at tale højlydt om det, der foregår deroppe.

    De rækker også ugenert slikposer frem og tilbage, og lillesøster får et flip, da den hoverende storebror tager det største stykke slik i posen.

    I pausen spørger en mand, som har siddet længere inde på rækken, om de mon vil bytte plads med ham, for han og hans kæreste har deres fem måneder gamle baby med, og de vil gerne sidde lidt yderligt, så de kan gå frem og tilbage efter behov.

    Jeg er i chok. En fem måneder gammel baby? Gå frem og tilbage efter behov?

    Han fremfører sin plan som det naturligste i verden. Selvfølgelig skal de to en tur i teatret, og da de tilfældigvis har en baby, skal den da med. Hey, det er et frit land! Verden må tilpasse sig dem. Ikke omvendt. En ny generation bliver opdraget til at være generende i det offentlige rum.

    Derfor er det heller ikke de uvorne ungers skyld, at oplevelsen bliver ødelagt for alle omkring dem, for det er forældrene, der fører an.

    De lærer dem, at de har ret til at udfolde sig, som de vil. Hvor som helst, når som helst. For forældrene giver sig selv lov til at fylde det hele, som om de sad hjemme i flyderen og så Den Store Bagedyst eller X-faktor.

    Mon det er fordi, de har taget skade af altid at sidde bag skærme? Har de simpelthen glemt, at vores væren i verden ikke bare er forbundet gennem elektromagnetiske bølger, men også gennem handlinger ude i det virkelige liv?

    At vores adfærd i det offentlige rum bliver set og hørt af dem, vi deler det med? At vi kan genere andre med det vi gør, når vi ikke sidder foran skærmene hjemme i stuen, men f.eks. befinder os på en stolerække i et teater? Kan vi ikke længere skelne mellem virkeligheden og virtual reality?

    Måske piraten fremover bør minde om, at: “kammerater, det er ikke en skærm I kigger på. Det er en scene. Det er virkelige mennesker af kød og blod, der står deroppe i levende live og spiller deres roller til ære for jer. 

    De har øvet sig og de har noget på hjerte. Se engang på din sidemand. Han har ikke betalt billet for at høre jeres slikdiskussioner. Vis respekt eller I bliver kølhalet”.

    Jeg har selv stået på en scene, og jeg ved, at man på ingen måde bliver døv, bare fordi man fremsiger replikker og har kostume på. Man hører udmærket mobilen på første række, der falder på gulvet, diskussionen på balkonen og råbet bag i salen.

    Det er svært ikke at blive hylet ud af den og historiefortællingen bliver ødelagt for alle. De børn der er tilstede får ikke muligheden for netop at opleve et alternativ til skærmen.

    De går glip af øjeblikkets intensitet, som opstår når man sidder her og nu sammen med andre, som man forholder sig til og deler en oplevelse med. Du tog dem med for at give dem et eventyr, så vis eventyret respekt.

    DEL
    Tidligere artikelDonorer bløder for fællesskabet – og den gode samvittighed
    Næste artikelKøbenhavns Universitet gør grin med mig
    Jeg interesserer mig for samfund og kultur og skriver gerne om tendenser jeg ser og ting, der undrer mig. Betydningen af køn og kampen for ligestilling er vigtige emner, som det ikke nytter at tale udenom. Jeg søger inspiration i god litteratur og har gerne næsen eller øret i 3-4 bøger af gangen. Jeg er en flittig forbruger af film, opera og klassisk musik, men er også typen der går på hundeudstilling! Jeg er uddannet journalist fra DMJX og antropolog fra Københavns Universitet.