Donorer bløder for fællesskabet – og måske lidt for den gode samvittighed

    Bloddonation
    Foto: Blood in Sink 1 by Shen Shi'an via Creative Commons

    Jeg er stået en time tidligere op end sædvanligt denne mandag morgen. Jeg er egentlig ikke tørstig, men sammen med min daglige davre og morgen-latte bunder jeg to store glas vand.

    Bloddonor morgenmad
    Latte-credit: Troels Hein Bünger. Foto-credit: Signe Sørensen

    Cirka kvart i otte går jeg ud ad døren iført t-shirt, løs sweatshirt og min mest formløse dynejakke. Jeg skal først være på universitetet kvart over ni, men jeg har lige et ærinde på vejen. I stedet for at følge cykelstrømmen ind ad Nørrebrogade, styrer jeg mod Rigshospitalet. Jeg skal besøge blodbanken.

    Et kvarter senere træder jeg ind i et fyldt venteværelse. Blodbanken ligger i stueetagen på den travle Blegdamsvej og minder om de fleste andre hospitalsafdelinger – tvivlsomt farvetema, standardmøbler, institutionelle vibes – måske bortset fra de mange kander med diverse drikkevarer, der altid står klar til donorerne. Jeg udfylder et spørgeskema om mit helbred og melder min ankomst ved at trække et nummer. Kort efter bliver jeg kaldt ind på et lille kontor, hvor jeg højt og helligt lover blodbankens sekretær, at jeg er sund og rask, inden min identitet bekræftes med et fingeraftryk. Tilbage blandt de andre morgentrætte, avislæsende, sms-skrivende bloddonorer i venteværelset snupper jeg morgenens tredje kop vand. Der er intet, der minder mig om bloddonation, som følelsen af at tvinge en halv liter lunkent vand i sig fra morgenstunden. Det skulle da lige være den behagelige døsighed, der altid melder sig, når jeg sidder i det varme venteværelse efter at være stået tidligere op end normalt. Jeg vrider mine kæber halvt af led i et kæmpe gab og følger halvdistræt med i TV2 News, som kører på venteværelsets TV-skærm.

    ”Signe Sørensen?” lyder det snart fra en smilende sygeplejer, som ønsker mig godmorgen og spørger, hvilken arm, der skal lægge åre til strabadserne. Jeg vælger den højre i dag. Jeg skifter lidt fra gang til gang, men højre er bedst, der er åren tydelig og fin. Jeg får anvist en briks i det tilstødende lokale, hvor selve tapningen foregår. Af omkring 10-12 brikse er knap halvdelen i brug, enten af en igangværende tapning eller af en donor, der ligger og får lidt at drikke efter tapningen.

    Mens vi konverserer om vejret og niveauet af travlhed i blodbanken denne morgen, spritter sygeplejeren min arm af og lægger nålen ind. Jeg ser væk, mens han gør det. Ikke fordi jeg er bange for det, men jeg ser ingen grund til ligefrem at dvæle ved nålens størrelse – den har i sagens natur en vis tykkelse, for at blodet kan løbe igennem med en vis hastighed, så det ikke tager hele dagen. Samme hensyn er grunden til, at jeg er stået tidligt op og har drukket vand fra morgenstunden – jeg ved af erfaring, at det er sjovest at blive tappet, når blodet løber lindt og villigt, og det gør det, når man har drukket nok og kroppen har været i gang lidt tid. Der er også gevinst her til morgen: Straks slangen er monteret, begynder blodet at løbe.

    Bloddonation, nål
    I hånden får jeg et rødt skumgummihjerte i en engangsplasticpose, som jeg skal mase, når sygeplejeren stikker. Det hjælper også blodet med at komme i gang med at løbe. Foto: Signe Sørensen.

    Den lille plasticpose ved siden af briksen fyldes langsomt op, mens den på nærmest hypnotiserende vis vipper op og ned i en langsomt rytme. Det er vistnok for at forhindre blodet i at størkne. Det er mærkværdigt afslappende at se på. Da posen ti minutter efter er fyldt med rødt blod, tager sygeplejersken nålen ud af min arm i et snuptag, jeg dårligt opdager, og taper en lille vat-gaze-dut på hullet. I betragtning af, at der lige er løbet knap en halv liter ud gennem hullet, er det fascinerende at se, hvordan det nærmest øjeblikkeligt holder op med at bløde igen.

    Jeg bliver liggende lidt og hviler, mens jeg drikker den brik kakao, jeg næsten altid vælger som post-tapnings-genoptankning. Man kan også få juice. En enkelt gang, hvor det var fredag, bad jeg om en øl og fik det. Fem-ti minutter efter nålen er kommet ud, rejser jeg mig langsomt op – jeg har eksperimenteret med at rejse mig for hurtigt op, oven i købet på en dag, hvor jeg havde været dum og ikke havde spist og drukket inden tapning. Det kan ikke anbefales (jeg gik i gulvet). Vel oppe uden svimmelhed, ruller jeg det praktiske, løstsiddende sweatshirt-ærme ned over gaze-dutten og cykler – i et noget mere adstadigt tempo end tidligere på morgenen – videre mod universitetet. Om nogle timer har min krop gendannet det meste af blodet, og om cirka tre måneder vil hele seancen gentage sig.

    Selvtilfredse bloddonorer?

    Hver uge tager flere hundrede danskere sig tid til at svinge forbi en blodbank. Alene hos Rigshospitalets blodbank, hvor jeg også “går”, tappes cirka 340 personer om ugen.

    For mig tager selve gerningen en times tid inklusiv transport. Dertil kommer lidt forberedelse inden samt nogle timers fysisk mathed bagefter. Takken er en snak med de altid venlige sygeplejersker, en brik kakao, en lille pose chips og alt det vand, man kan klemme ned.

    Kakao og chill.
    Kakao og chill. Foto: Signe Sørensen

    Det er langt fra den timeløn, jeg normalt ville tage mig betalt, selv i et simpelt studiejob. Så hvad er det, der får mig og alle de andre titusinder af bloddonorer til flere gange om året at bruge tid og energi på at give noget af os selv – bogstaveligt talt – væk?

    For mig var det en ret naturlig beslutning at blive donor. Jeg er ikke bange for nåle eller blod, og det glæder mig at kunne hjælpe andre på en så konkret og direkte måde. Jeg har blodtypen 0 rhesus negativ, hvilket betyder, at mit blod kan bruges til alle mennesker, uanset hvilken blodtype de har. Derfor er der altid lagre med netop min blodtype på de akutte modtagelsesafdelinger, klar til patienter, der kommer ind med så alvorlig blodmangel, at man ikke har tid til at finde frem til deres blodtype før en transfusion.

    Min blodtype er selvfølgelig ikke bedre end andres. I de fleste blodkrævende behandlinger såsom f.eks. transfusioner til kræftpatienter, vil man foretrække at bruge patientens egen blodtype, så der er brug for alle typer af blod. Men det giver mig alligevel en kæmpe selvtilfredshed at vide, at mit blod kan være med til at redde et offer for et trafikuheld.  

    Lige præcis den motivation er lidt af et tabu – selvtilfredsheden i forbindelse med at have gjort en god gerning. 

    Men som jeg ser det, er selvtilfredsheden ikke et tegn på, at jeg udelukkende donerer blod for at have det godt med mig selv. Jeg bliver stolt af mig selv, ja, men jeg donerer primært, fordi jeg elsker idéen om fællesskabet i samfundet.

    Det er måske naivt, men overordnet føler jeg, at jeg bor i et land, hvor vi værdsætter selv folk, vi aldrig har mødt, som en del af helheden, og hvor vi føler et ansvar for hinanden. De fleste af os bidrager til fællesskabet på flere forskellige måder – og blod er bare et af mine bidrag.

     

    Du kan læse mere om bloddonation og melde dig som donor her.

     

    Jernpiller, ferritin-værdi
    Efter donationen modtager jeg altid et hav af jernpiller, fordi min ferritin-værdi tilsyneladende er kronisk lav. Foto: Signe Sørensen
    DEL
    Tidligere artikelBehøver DR virkelig at oversætte SKAM?
    Signe Sørensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.