I den professionelle filantropiske branche, altså den hvor man lever af at give andres penge væk, er det et udbredt udtryk, at det er sværere at give sine penge væk end at tjene dem. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Enhver kan gå ud på gaden og forære sin opsparing væk til en forbipasserende uden de store problemer. Skal man derimod give penge til godgørende formål og have en tydelig positiv effekt, bliver det hurtigt vanskeligt, komplekst og omstændeligt.

Det er verdens største private fond, Bill og Melinda Gates Fonden, et godt eksempel på. Den bruger hvert år i omegnen af 4 mia. kroner på administration for at give 20 mia. kroner væk. Over de seneste år er fondens stab vokset til 1300 mennesker, der alle sammen er hyret til at sikre, at pengene bliver brugt effektivt og med så stor virkning som muligt. Men selv så store investeringer i menneskelige ressourcer er ingen garanti for at sikre en positiv og produktiv effekt på verden. Omkostningerne ved at give penge væk, hvis man ikke gør det ordentligt, kan være mere og andet end dem, der kan gøres op i penge. F.eks. en negativ effekt på mennesker og hele samfund, og som i ekstreme tilfælde kan tælles i menneskeliv. Det er en negativ effekt, som opstår markant nemmere, end man lige skulle tro. Selvom dens voldsomme størrelse gør den unik, så indeholder Bill og Melinda Gates Fonden en lang række eksempler på, hvor filmen kan knække og gode intentioner kan ende med at få dybt problematiske konsekvenser.

Effektivitet som politisk ide

Snakker man med de mennesker, der lever af at rådgive om filantropi, vil de typisk komme med en lang række tekniske forklaringer på, hvad man bør gøre for at sikre, at penge gives effektivt væk og gør en stor forskel: Man skal være strategisk og udvælge sig nogle specifikke områder at give dem til, i stedet for at sprede sig over for meget. Man skal være systematisk i sin måde at monitorere og evaluere de projekter, man har givet penge til – lever de op til mine forventninger og gør de, hvad der skal til?

I virkeligheden er effektivitet dog et enormt komplekst og politisk begreb. Det er fristende at anskue effektivitet i sin mest simple form: Jeg har givet en million kroner til vaccination af børn – hvor mange børn er blevet vaccineret? Det tal afslører en form for effektivitet, men i en ekstremt forsimplet form. Kigger vi bare lidt dybere ind i motivet for vaccinen, må det være, at børn overlever (hvis der er tale om en farlig sygdom), får et langt liv, eller ikke kommer til at lide af en bestemt sygdom.

Vi kan spørge os selv, hvor meget forskel ens arbejde med vaccinationer gør, hvis de børn, man redder fra polio, dør af ebola ugen efter eller måske bare af forurenet vand. Anlægger man sådan en bred forståelse af effektivitet, gør det naturligt nok ens arbejde for at gøre verden til et bedre sted en del vanskeligere. Men det giver også et mere reelt billede af, hvilken produktiv effekt – og det modsatte – ens arbejde har på verden. Hurtige resultater er nemme at måle på, men det er sjældent, at de gør en blivende forskel i folks liv.

Syg indflydelse på global sundhed

Lad os blive ved vacciner og global sundhed mere bredt. Gates Fonden bruger hvert år i omegnen af 6 mia. kroner på arbejde relateret til global sundhed. De bruger rigtig mange penge på at vaccinere, specielt børn, mod polio, i et forsøg på at udrydde netop denne sygdom. Det ser klart muligt ud i vores levetid, men hovedsageligt fordi en forsvindende del af verdens befolkning rammes af lige netop denne sygdom. Derudover bruger de penge på at støtte udviklingen af nye vacciner mod bl.a. malaria, og også væsentlige midler på at influere andre organisationer, der arbejder med sundhed.

Gates Fondens arbejde med at støtte vacciner udspringer af en tydelig tro på effektivitet som noget, der forstås enormt forsimplet. Fonden vil eksempelvis give milliarder af dollars over de næste år med henblik på at vaccinere millioner af børn. Det vil være et enkeltstående resultat, der taler sit eget tydelige sprog. Men hvad sker der, hvis man fortæller alverdens sundhedsorganisationer, at man vil støtte deres arbejde med milliarder af dollars, men kun hvis de arbejder med vacciner? Ikke overraskende tegner der sig et billede af, at folk smider, hvad de har i hænderne, for at sprinte efter pengene og vaccinerne.

Problemet her er, at man som enkeltstående organisation, hvis pengepungen er i orden, nemt kan forskubbe et helt system af mindre organisationer, der arbejder med sundhed. Skubbe dem hen imod det, man selv synes er det vigtigste, og få dem til at droppe alle andre sager. Det samme gælder fondens støtte til vaccineudvikling, der har fået forskere verden rundt til at skifte fokus til netop de sygdomme, fonden giver penge til. Det betyder, at massevis af sygdomme, som er mindst lige så væsentlige som polio, stort set ikke længere forskes i, fordi man løber efter midlerne til polio-forskning.

Men kommer der ikke penge andre steder fra til de ’glemte’ sygdomme, tænker man måske? Det kunne man tro, men samtidigt med at fonden støtter de her få udvalgte sygdomme, dedikerer den enorme ressourcer på at overtale andre donorer til at følge samme mønster.