Som 16-årig skulle jeg vælge, hvor i verden jeg ville hen på udveksling. Jeg tænkte på Sydamerika – Chile, måske. Så kunne jeg lære spansk, som jeg syntes, var et sejt sprog. Og min far havde boet en periode i landet, ligesom jeg havde selv været der med med ham og resten af min familie på en månedlang rejse nogle år forinden.  

Alligevel valgte jeg USA.

Det samme gjorde næsten alle andre, som det følgende skoleår skulle på udveksling sammen med mig. Der var flere, der skulle til USA, end til hele resten af verden.

Jeg endte med at vælge USA, fordi min nysgerrighed omkring landet i sidste ende var større end min nysgerrighed om noget andet sted – på trods af, at jeg godt vidste, at USA langt fra var et eksotisk valg. Jeg husker tydeligt, at jeg forklarede/forsvarede mit valg over for andre og mig selv:

”Jeg vil gerne over og se, hvordan USA i virkeligheden er. Vi hører jo bare så meget om det her i Danmark.”

En ulige udveksling af kultur

Amerikaniseringen i Danmark tog fart allerede efter 2. Verdenskrig, men på trods af over 70 år på bagen virker fænomenet ikke svækket. Vi ser stadig langt flere film fra USA end fra noget andet land – inklusiv vores eget. Vi spiser burgere og og køber ind i store supermarkedskæder, inspireret af den amerikanske opfindelse ”franchising”, og næsten hver dag forholder vi os til informationer om USA i nyhederne.

Ifølge Dorthe Gert Simonsen, lektor i Historie fra Københavns Universitet blandt andet med fokus på amerikanisering og forbrugskultur i Europa, kan amerikanisering defineres som en ulige udveksling af kultur mellem USA og et andet land.

”Vi taler først om amerikanisering, når vi ser en påvirkning, som er stærkere den ene vej end den anden. Vi taler jo ikke om en danskificering, fordi en amerikaner har set en dansk film. Der er et ulige magtforhold mellem Danmark og USA i indoptagelsen og forbruget af den anden parts produkter osv., og den ulighed er så stor, at den får en indflydelse på vores måde at tænke og opfatte verden på,” forklarer hun.

Hun understreger, at amerikanisering er et svært begreb at arbejde med, fordi fænomenet er svært at måle. Nok kan man konstatere, at vi ser mange Hollywood-film og spiser mange burgere, men spørgsmålet er, om burgerne og filmene også ændrer vores identitet.

”Det er en forhandling, ikke bare en direkte indsprøjtning af amerikansk tankegods i vores hjerner. Vi filtrerer ligesom amerikanske produkter og tanker gennem vores egen danskhed, der jo i sig selv er en vanskelig størrelse at definere. Derfor får en dansker ikke nødvendigvis det helt samme ud af at høre en tale fra Trump, som en amerikaner gør.”

Når Dorthe Gert Simonsen alligevel føler sig sikker på, at der er sket og fortsat sker en decideret amerikanisering af Danmark, er det dels fordi, at hun strukturelt og samfundsøkonomisk kan se mange ting, vi har indoptaget fra USA – f.eks. måden, vi organiserer og styrer virksomheder på, reklamebranchens udvikling, sociale medier, teknologi og software fra Silicon Valley og sågar indretningen i vores huse. Men amerikaniseringen kan også ses på dem måde, at europæiske medier og privatpersoner i den grad følger med i amerikansk politik og kultur.

”Vi har fået et storebror-lillebror forhold til USA. Generelt er Europa den lille: Politisk og økonomisk har vi mindre magt og indflydelse i verden. Kulturelt har vi færre penge til at lave film, TV og musik for, så vi kan ikke konkurrere med Hollywood. Men allermest tydeligt ses storebror-lillebror forholdet for Danmarks vedkommende, når USA anerkender os. Så er det som at få et klap på hovedet af storebror. Tænk på da Bernie Sanders omtalte Danmark under valgkampen! Vi har lavet TV-programmer på baggrund af, at vi er blevet nævnt af amerikanske politikere.” 

Verdensmagt efter 2. Verdenskrig

At amerikaniseringen kan dateres til “efter 2. Verdenskrig”, skyldes USA’s unikke position i verden efter krigen.

”Ved befrielsen af Tyskland stod USA som nation for første gang i hjertet i Europa. Og de var ikke svækkede ved ankomsten. Som det absolut eneste land kom USA styrket ud af 2. Verdenskrig – både relativt i forhold til de mange svækkede nationer, men også absolut i form af en stærkere økonomi og international prestige,” fortæller Poul Villaume, professor ved Københavns Universitet og ekspert i Danmark og USA’s udenrigspolitik efter 1945.

USA blev de næste mange år opfattet som den stærke beskytter mod kommunisterne østpå, som man følte sig truet af. Samtidig betød USA’s store økonomiske bidrag til at få Europa på fode igen efter krigen, at en masse amerikansk kultur blev importeret.

”Marshall-hjælpen fik stor betydning, både økonomisk, men i høj grad også politisk-psykologisk og ideologisk. Det, at vi fik en håndsrækning fra tidens stærkeste nation, gav en psykologisk ro, som europæerne havde brug for for at kunne tro på og investere i fremtiden. Men sammen med Marshall-hjælpen fulgte også en masse amerikanske produkter og amerikansk kultur, og det forstærkede amerikaniseringstendenserne i Europa,” siger Poul Villaume.

Amerikaneringen skete i hele Europa, men nogle lande tog mere amerikansk kultur til sig end andre. Det gjaldt bl.a. nogle af de lande, som havde haft nazismen på helt tæt hold, såsom Vesttyskland og Østrig, og som nu havde brug for noget til at udfylde tomrummet – og helst noget, som ikke gjorde naboerne nervøse. At indoptage amerikansk kultur og stræbe efter den amerikanske levestandard virkede ikke truende og var derfor noget, vesttyskerne med ro i sindet kunne gøre.

Danmark blev ikke i første omgang amerikaniseret lige så hurtigt, men det kom snigende, fortæller Dorthe Gert Simonsen:

”De toneangivende, europæiske nationer, vi havde orienteret os mod før krigen, såsom f.eks. England og Tyskland, lå nu ødelagte og udmattede hen. Alt imens havde USA et stort økonomisk overskud, og de amerikanere, vi i Danmark identificerede os med – dvs. den hvide middelklasse – havde en høj levestandard. Vi så amerikanske køleskabe, køkkener og store biler, fjernsyn og andre ting, som de havde og vi efterstræbte. Det gjorde, at mange danskere så USA som en slags realiseret fremtid. Tingene var simpelthen bare mere fremskredne i USA, og vi regnede med og henholdsvis frygtede eller håbede på, at sådan ville Danmark også se ud med tiden.”

At USA var så aktivt involveret i at få Europa på fode bundede til dels i, at USA så en ny fjende rejse sig i kommunismen og derfor gerne ville have et stabilt og velfungerende Europa mellem sig selv og Sovjetunionen. Derfor støttede USA også oprettelsen af EF, som senere blev til EU.

”Fra amerikansk side håbede man jo nærmest, at der efter krigen kunne opstå en slags Forenede Europæiske Stater,” siger Poul Villaume.

Men sådan gik det ikke med EF/EU, og med tiden blev presset hjemmefra for ikke at bruge så mange dollars på at hjælpe europæerne, større.

”Det var ’burden sharing’-diskussionen, som startede dengang – hvor meget skal vi hjælpe europæerne, og hvor meget må de selv klare?”

1
2
DEL
Tidligere artikelSkæve fakta om amerikanske præsidenter gennem tiden
Næste artikelSpørgsmålet om USA’s lederskab er til debat

Signe Sørensen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – men det var ikke nok for denne grådige velfærdshamstrer som, efter et års tid på arbejdsmarkedet hos bl.a. Illustreret Videnskab, valgte at søge ind på Historie på Københavns Universitet. Når hun ikke læser eller arbejder freelance for tidligere arbejdsgivere, kan man finde Signe til hest på Amager, i løb rundt om Søerne eller på sin flade i færd med at læse tilfældige fakta på nettet, se Den Store Bagedyst eller drikke papvin.
Signe elsker dyr (især hunde, heste og får), bøger, internettets finurligheder, motion, mad, drikke, bland-selv-slik, chokolade, kage, is, alt sødt, sol, sne, vand, sand, bjerge og træer.