Da Helle Porsdam arbejdede på sin PhD i American Studies ved Yale University, var en af hendes opgaver at undervise amerikanske college-studerende. Hun bemærkede et mønster blandt sine elever: De mest begavede studerende skulle alle studere videre på ”law school” efter college.

Når hun spurgte hvorfor, fik hun et af tre svar: Nogle gange var det simpelthen for at tjene penge – der er mange penge at tjene som advokat i USA. Den anden mulighed var, at de ikke lige vidste, hvad de skulle læse, og jura var et godt og sikkert valg.

”Men den tredje mulighed var den, der virkelig fik mig til at tænke. For den sidste gruppe ville læse jura, fordi de gerne ville frelse verden. I amerikanernes øjne kan man frelse verden gennem retten.”

Helle Porsdam er i dag professor i Historie ved Københavns Universitet, hvor hun bl.a. underviser i den amerikanske forfatnings historie. Hun mener, dækningen af præsidentvalget bør fortælle mere om den amerikanske forfatning.

For nok er der valg, men forfatningen er hævet over demokratiet, slår hun fast. Valgkampen handler derfor ikke kun om, hvem der får lov at kalde sig Præsident i fire år – den handler i høj grad også om, hvem der får lov til at nominere en kandidat til den, i øjeblikket tomme, niende dommerstol i en af landets mest magtfulde offentlige instanser: The Supreme Court – den føderale Højesteret. Her afgør de ni dommere, som indtager stillingen for livstid, landets vigtigste retssager og har dermed førsteret på at fortolke forfatningen.

Netop nu er Trump og Clintons kamp om, hvem der får lov at udpege den niende dommer til Højesteretten sat på spidsen, fordi vedkommende i virkeligheden ER udpeget. Siddende præsident Barack Obama udpegede i marts Merrick Garland som afløser for afdøde Antonin Scalia. Det er Senatets pligt at tage en nomineret dommer i høring så hurtigt som muligt og få vedkommende godkendt, så Højesteretten kan komme videre med sit arbejde. Men Senatet, som i øjeblikket har et Republikansk flertal, nægter at tage Garland i høring.

Det Republikanske flertal ønsker en gennemgribende konservativ dommer med en “originalist”-tilgang til forfatningen, hvor vedkommende prøver at tolke så tæt som muligt på den oprindelige ordlyd og altså ikke pludselig begynder at argumenterer for homoseksuelles rettigheder med udgangspunkt i forfatningen. Og de mener, at Garland er for aktiv og vil tolke forfatningen for vidt, selvom han langt fra hører til blandt de mest progressive, liberale dommere. Grunden til, at de ser så negativt på en dommer, der ellers lander nogenlunde midt imellem progressiv og konservativ, er, at afdøde dommer Scalia var stærkt konservativ. Hvis han erstattes af en mindre konservativ dommer som Garland, kan hele balancen i Højesteretten skifte, og afgørelserne kan blive mere progressive.

Derfor trækker de ifølge Helle Porsdam høringen ud indtil efter valget, i håbet om at den nye præsident bliver Republikaner ligesom dem. Hvis Trump vinder, forventes han at nominere en mere konservativ dommer. Men at trække en høring i langdrag af politiske årsager er kun sket få gange før, og aldrig i så lang tid. Mange ser det som en utålelig undvigelse af en vigtig opgave, der er stadfæstet i nationens juridiske fundament

Der er ingen procedurer, der kan tvinge Senatet til at tage dommeren i høring, så Højesteretten forventes at være handicappet helt ind i det nye år, når valget er overstået og den nye præsident har nomineret og fået godkendt en dommer. Hvis Clinton vinder valget, kan hun enten nominere Garland igen eller vælge en helt ny kandidat. Vinder Trump, vil processen garanteret starte helt forfra, med en helt ny liste kandidater til jobbet. En del vælgere forventes at stemme på Trump, alene fordi de ligesom Senatets Republikanere ønsker en mere konservativ dommer udpeget.

Meget afgøres dog også af, hvordan Senatet ser ud efter valget: Får det et Demokratisk flertal, kan Clinton måske slippe afsted med en mere progressiv nominering end Garland, og i princippet ville et Demokratisk Senat også kunne forhale en høring af en konservativ dommer, nomineret af Trump, ligesom det Republikanske Senat gør nu. Men det ville ske under stor kritik, for amerikanerne er trætte af ikke at have en fuldtallig Højesteret.

”USA har lige nu en handicappet Højesteret med otte dommere – det betyder, at afstemninger kan ende uafgjort. De vigtige sager hober sig op og kan ikke afgøres af Højesteretten, fordi Senatet ikke vil gøre deres pligt. Det er en skandale,” understreger Helle Porsdam.

Et land bygget på en lov

USA er bogstaveligt talt bygget på dets grundlov. Landet i den form, vi kender det i dag, blev født, da forfatningen blev underskrevet af “the Founding Fathers” i 1787.

”Forfatningen var og er det, der binder USA sammen. Den var et kompromis mellem Nord- og Sydstaterne, slaveejere og mænd påvirket af Oplysningstidens idéer om frihed og lighed blandt mennesker.”

Før forfatningen var USA blot en løst sammenhængende alliance af stater, som var meget selvstændige. Derfor måtte forfatningen skrives sådan, at den føderale regering ikke blev for stærk. Staterne og især den enkelte borger skulle stadig have masser af selvbestemmelse.

”Man ville have et folkestyre. Der skulle ikke være en stærk, central magt som i de europæiske kongeriger. Derfor starter forfatningen meget smukt med ”We the people. Og derfor har man indbygget så mange ’checks and balances’ som sikringer mod, at én instans i samfundet får for meget magt. Derudover tilføjede man hurtigt The Bill of Rights, som sikrer individet rettigheder over for staten.”

Samtidig var man nødt til at give slaveejerne visse indrømmelser for at få sydstaterne til at underskrive. Netop dette kompromis om slaveriet – et emne som senere førte til den blodige borgerkrig – gjorde, at forfatningen i dens første udgave hverken var specielt smuk eller oplyst.

I forfatningen kan man f.eks. læse, at sorte og andre ikke-frie indbyggere i en stat kun tæller for tre femtedele af en hvid person i forhold til statens repræsentation i Kongressen. I sektion 9 står endvidere:

The Migration or Importation of such Persons as any of the States now existing shall think proper to admit, shall not be prohibited by the Congress prior to the Year one thousand eight hundred and eight”

Med andre ord: Slaveimporten var beskyttet tyve år ud i fremtiden. Det var først med de 27 ”amendments”, at den amerikanske grundlov blev, som vi kender den i dag: Ambitiøs og idealistisk, grænsende til poetisk. Men de 27 tilføjelser er netop tilføjelser – den oprindelige lovtekst står urørt.

”Tilføjelserne står for sig selv til sidst, så amerikanske studerende bliver tvunget til at læse den originale lovtekst med dens uperfekte menneskesyn. Jeg synes, der er noget smukt ved at anerkende manglerne i den oprindelige tekst, i stedet for at slette dem og gemme dem væk. Det er hele nationens historie, man kan læse i forfatningen og dens tilføjelser,” siger Helle Porsdam.